Fra tilskuerrækkerne

[Igraine af Charenoy]

Det var en overskyet dag, men den var tør og temperaturen var mildere end de foregående. Af samme grund havde Igraine taget datteren med sig på en gåtur op til paladset fra byhuset og havde indvilliget i at standse ved træningspladsen.

Sidstnævnte var absolut Delphines ønske og den niårige var ivrig, allerede inden de nåede frem. Da de var inden for en fornuftig afstand, lod Igraine hende da også stikke lidt i forvejen, mens hun selv fulgte efter i et lidt mere adstadigt tempo.

Da hun nåede frem og så datteren se ivrigt til fra en absolut fornuftig afstand, kunne hun da også konstatere, at der såmænd var godt med liv på træningspladsen. Derfor gik der også lidt tid, før hun bemærkede en massiv skikkelse, der umuligt kunne være andre end Bartholomeus af Charenoy og det tiltrak uundgåeligt hendes egen nysgerrighed.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus manglede stadig sin væbner, men han havde været meget streng overfor Lanval af Suilleaux, der ikke kunne finde ud af selv at overholde helbredernes bud om at holde sig i ro. Derfor var han kun i selskab med en anden ridder, som han stod og udvekslede slag med med tunge træningssværd, som de dog begge svingede som om de var væsentligt lettere end de var.

Han grinede brølende, da hans modstander kaldte på en vandpause, men var nådig nok til at medgive den og sænkede sit sværd for selv at gå mod en af tønderne med vand. På vejen så han rundt og hans blik faldt, tilfældigt, på to mørkhårede kvindevæsner, det ene velkendt. Han hævede begge bryn, men mundvigene sitrede svagt og han så videre et lille stykke ned på hendes datter. Hun lignede hende en god del og det var til hendes held: Begge pyntede på træningspladsen, selvom de ikke passede ind.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var lidt forundret over tilfældet, men ikke nær så meget, som over at være vidne til latteren, der selv over afstanden rungede hørligt for hende. Det fik hende selv til at smile en anelse og det lå der stadig, da han drejede sig og fik øje på dem.

I stedet for at blive forlegen over at være blevet opdaget i noget, der uanset ikke havde været intentionen, nejede hun blot ganske let i hilsen, mens Delphine gjorde store, imponerede øjne over ridderens opmærksomhed.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede en enkelt gang. Han vidste ikke hvad Igraine af Triviers vidste, men han havde måtte lægge øre til mange rosende ord om hende og pointeringer af hvor godt de talte sammen den aften.

Efterhånden var han ved at være mør. Sæsonen nærmede sig sin slutning og der ville snart blive åbnet for søvejene hjem igen. Han skulle have en hustru med sig, var meldingen. Hvorfor ikke Enkefruen?

Han studerede dem begge, før han gik over mod dem og her bukkede korrekt, men ikke dybt. "Nådigfrue, Komtesse Triviers."

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ikke hørt meget mere til overvejelserne siden den aften og vidste af samme grund ikke, hvilken konklusion lensarvingen var nået til. Hendes egen mor var overbevist og fyldt med meninger om, hvordan ridderen havde opført sig den aften, men Igraine betragtede det mest af alt som symptomatisk på at Sunarine af Rouvry på nuværende tidspunkt havde tre ugifte børn og måtte være optimist.

Af samme grund betragtede hun ikke årsagen til, at han nærmede sig nu, som åbenlys, men hendes smil var ganske reelt, som hun bøjede nakken ganske let. Ved siden af hende nejede Delphine også formfuldendt, selvom pigens øjne også var store, nysgerrige og lyste af klar interesse.

“Ridder Charenoy,” hilste hendes mor og så op på den høje mand. “Jeg håber ikke, at vores tilstedeværelse var en forstyrrelse,” tilføjede hun mildt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var bedre til at skjule det, men han betragtede også den unge pige med en god portion nysgerrighed og hendes mor med lidt mere mild interesse.

"På ingen måde," forsikrede han roligt. "Er I her for at se på de spændende riddere?" Her så han igen ned på komtessen, men blikket gled tilbage til hendes mor.

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede mildt over svaret og så selv ned mod Delphine ved det næste spørgsmål, mens den blide hånd, der hvilede på hendes ryg, opfordrede pigen til selv at svare. "Ja, Herre," lød det da også fra hende, uden overvældende generthed. Snarere entusiasme og en lysende nysgerrighed i blikket.

Igraine smilede svagt og hævede et bryn ganske let, da hun selv mødte ridderens blik igen - med en fornemmelse af, at sammenfaldet mellem hans blik på sig og spørgsmålet ikke var tilfældigt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde haft to væbnere og en niece, der gerne ville havde været page. Han vidste godt lidt om børn, hvis de ikke var alt for pigede. Så han angreb den vinkel prøvende og med et halvt blik på komtessens mor.

"Har De prøvet at holde et træningssværd, Nådigfrøken?" Han tog det i begge hænder, forsigtigt, og holdt det ud i et tilbud. "Det er ikke skarpt."

[Igraine af Charenoy]

Igraine blinkede forundret over tilbuddet, mens Delphine nærmest lyste op. Øjnene var store, som hun så på ridderen med ærefrygt, men hun smilede også spændt, som hun trådte frem og tog ved træningssværdet med begge hænder.

I mellemtiden så hendes mor til med et næsten tilbageholdt åndedræt og havde løftet den hånd, der havde hvilet mod datterens ryg, op til kravebenet, hvor fingerspidserne hvilede let.

Den niårige slap en udånding over den uventede vægt, som fik hende til at vippe let frem. Hun tabte dog ikke sværdet, men fik rent faktisk løftet det op og blottede alle tænder i et smil, da hun så op på ridderen igen. "Det er tungt!"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste ikke at han testede de to kvinder, men det gjorde han nok ubevidst lidt. Komtessen bestod med sin entusiasme og han smilede svagt og nikkede, før han tog sværdet igen.

"Det er også til en voksen mand og ikke en lille pige," bemærkede han. "Du slås nok nærmere med træsværd, ikke?"

[Igraine af Charenoy]

Dét spørgsmål fik Delphine til at skæve en enkelt gang op mod sin mor, som smilede svagt og nikkede bekræftende til det tavse spørgsmål. "Ja, Herre," svarede pigen derefter og så på ridderen igen, tænderne blottet. "Våbenmesteren på Triviers viste mig hvordan."

Ved siden af så Igraine en smule ængsteligt på sin datter, selvom hun også smilede svagt. Hun var ikke blind for entusiasmen eller, hvor den burde bære hende hen, men det var ingen ukompliceret sag og i et øjeblik var hendes træk præget af en moders generelle bekymringer.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var heller ikke blind, men han havde ikke samme bekymringer og nøjedes med at nikke lidt af svaret. "Jeg håber jeg får lejlighed til at se Dem slås, Komtesse. Desværre egner Deres kjole sig nok ikke til en opvisning."

Han hævede et sigende bryn. "Men I er velkomne til at blive og kigge på. Pagerne træner lidt længere henne."

[Igraine af Charenoy]

Delphine mere eller mindre strålede over ordene fra ridderen og Igraine nikkede, som et spørgende blik rettede sig mod hende. Hun så da også efter datteren med et ømt blik, da denne gik i forvejen - uden nogensinde at forsvinde udenfor synsvidde.

Det gav et lille stik i hjertet, men der var en ægte varme i smilet, da hun så tilbage på ridderen. "Tak," svarede hun. "Det var meget pænt af Dem."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede let. Han var ikke helt uselvisk, men undlod at sige det.

"Intet at tale om," nøjedes han med at svare.

"Er hun klar over det?"

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik var kort gledet mod datteren, men hun blinkede det tilbage til ridderen, da han talte igen. Brynene trak sig den mindste smule sammen.

"Hvad mener De?" spurgte hun dæmpet, men med reel interesse.