Fra tilskuerrækkerne

[Bartholomeus af Charenoy]

I sidste ende blev det det. En lille pige, som han ikke kendte, men som mindede ham om en anden, som han ikke kunne gøre det samme for. Hans blik gled over Igraine af Triviers. Der var vel dårligere grunde til at blive gift.

"Jeg beder Grevinden sørge for detaljerne," konstaterede han. "Vi bør vel vente til sæsonen nærmer sig sin slutning. Vi kan uanset ikke komme frem før."

[Igraine af Charenoy]

Det var ingen stormfuld eller passioneret fortælling. I stedet var det fornuftigt. Slet og ret. Og det var fint. Igraine havde ikke ønsket sig noget stort, romantisk eventyr og hun nikkede, som de få ord beseglede en intention om at tilbringe livet sammen.

"Det kan De have ret i," medgav hun og fugtede læberne en enkelt gang, som tanken tumlede lidt rundt i hovedet på hende. Det ændrede ikke på, at det var en ganske civiliseret samtale. "Det giver også tid til at få praktikaliteterne på plads. Omend den tid ville være der uanset, når vejene, som De siger, endnu er ufremkommelige."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede stille og roligt. "Meget praktisk," konstaterede han og havde det... Nogenlunde med det. Han havde aldrig i sit liv drømt om en stormfuld romance.

"Jeg aner intet om resten af vejen frem herfra. Men jeg tænker det skal gå."

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede ganske svagt over ordene og nikkede en enkelt gang. Lige nu var det svært at forholde sig til, at de om kort tid ville være ægtefolk.

"Mon ikke, at vi finder ud af det," svarede hun dæmpet og mødte hans blik, hendes eget mildt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde aldrig været gift, modsat enkefruen. Han havde været med kvinder, bevares, men aldrig i et partnerskab, der skulle forestille at være nogenlunde ligeværdigt. Det fremstod fremmed for ham og han kunne ikke lade være med at se lidt undersøgende på hende, imens han prøvede at forestille sig det.

"De er den erfarne," pointerede han med et svagt glimt i de mørke øjne.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke blind for hans undersøgende blik, eller at hun selv betragtede ham med et tilsvarende. Der var intet unaturligt over, at de tog mål af hinanden nu og ved hans ord, trak det lidt i hendes læber.

"Jeg vælger at tænke, at det er til vores fordel, at jeg har en eksisterende forståelse af, hvad vi går ind til," svarede hun lidt mindre formelt, ansporet af glimtet i hans blik. "Ikke, at jeg for alvor vil påstå at kende Dem endnu, Ridder Charenoy."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' blik gled lidt over Igraine og han trak en smule på skuldrene "Det kan i hvert fald blive til min fordel, hvis De deler Deres indsigt med mig," pointerede han med antydningen af et smil.

Han tog en dyb indånding og betragtede Delphine lidt igen. "Hvordan forestiller De dem... Min rolle i forhold til hende?"

[Igraine af Charenoy]

Det var ikke første gang, at Igraine bemærkede hvordan det antydningsvise smil fik ham til at fremstå bare en anelse mindre barbarisk end det ydre antydede og hun gengældte det med et lille, medgivende nik.

Det var dog også det svar han fik, for det næste spørgsmål fik kort hendes blik til at vandre mod Delphine igen. Det var dog kun et øjeblik, før det var tilbage på ridderen.

"Hvilken rolle ville De selv vælge?" spurgte hun mildt, men reelt interesseret i svaret. Det var vigtigt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Det var et glimrende spørgsmål, men lidt uretfærdigt. Hun måtte have haft år til at overveje betydningen af en ny mand i deres liv og han havde haft minutter. Han åndede langsomt ud.

"Jeg kan aldrig erstatte hendes far, men når hun skal bo på borgen, vil jeg også have indflydelse på hvilke regler hun lever under," konstaterede han efter at have overvejet det. "Jeg er ikke en uretfærdig mand."

[Igraine af Charenoy]

Det var muligvis et uretfærdigt spørgsmål, men Igraine var udmærket bevidst om, at det var ridderen, der blev den fremtidige lensherre og at hans vilje i sidste ende altid ville være den endelige. Det var dog ikke den eneste årsag og ved svaret, smilede hun ganske svagt og bøjede nakken i et let nik.

"Det er ikke et urimeligt ønske," svarede hun og mente det, men udelukkende på grund af det indtryk hun allerede havde af manden foran sig. "Det er mit, at Delphine også får et mandligt forbillede at vokse op med," tilføjede hun derefter, som svar på hans tidligere spørgsmål.

"Jeg har hele tiden været bevidst om, at en anden mand ikke nødvendigvis ville være villig til at tage hende ind. Jeg forventer ikke, at De kommer til at betragte hende som Deres egen, men hvis De i det hele taget vil tage en rolle i hendes liv, er det en god begyndelse for mig."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede langsomt. "Jeg har været en del af mine nevøer og nieces liv, når jeg har haft muligheden," konstaterede han. "Og ridderherre to gange. Børn er mig ikke fremmede og jeg ønsker ikke at der bor et barn under vores tag i Charenoy, som er fremmed for mig, Nådigfrue. Eller som føler sig mindre vigtig end hvilke børn der følger efter."

For børn skulle følge. Det var hele grunden til at han var i Levagny. En arving.

[Igraine af Charenoy]

Igraine kendte ham endnu ikke godt, men for hvert ord han sagde, blev billedet skarpere og indtil videre brød hun sig godt om det hun så.

Det forsøgte hun da heller ikke at skjule, som hun så på ham nu. "Jeg er glad for at høre det," svarede hun da også reelt, mens blikket dvælede lidt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede let. Han indså da også, at han nu havde stået længe og talt med enkefruen og at hans sparringspartner var utålmodig. Derfor tog han en dyb indånding.

"Vi tales utvivlsomt ved, Nådigfrue," konstaterede han med et lille buk. "Nu må De undskylde mig. Træningen venter og Deres datter gør vist det samme."

Spøgelset af et smil strejfede hans læber, inden han forlod hende der og halvløb tilbage til banen.

Lukket?