Fra tilskuerrækkerne

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus hævede begge bryn en anelse og så på enkefruen i et langt øjeblik, før han tog en dyb indånding.

"At hun potentielt skal flytte nordpå," svarede han, selvom han ærlig talt ikke tænkte det kunne komme som en meget stor overraskelse på nuværende tidspunkt.

[Igraine af Charenoy]

Igraine blinkede en enkelt gang. Det var ikke fordi, hun havde haft en dårlig fornemmelse siden deres sidste møde, men hun havde ikke gjort sig nogle antagelser - og de havde ikke for alvor diskuteret den reelle mulighed.

"Ikke endnu," svarede hun og betragtede ham med et svagt granskende blik. "Det forekom mig som en foregriben på begivenhedernes gang," fortsatte hun og rankede sig lidt. "Men med hvad De netop har gjort for hende, ser jeg det ikke blive et problem."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så lidt efter pigen, der stod og kiggede betaget på to pager, der trænede sammen. Nogen ville mene at hun nok var en forelsket lillepige, der beundrede drenge, men han kendte blikket. Det lignede hans nieces, når hun så to, der kæmpede med sværd.

"Gæv pige," konstaterede han. "Det skulle hun nok kunne klare. Og De?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine kendte ikke manden foran sig godt, men hun havde indtil nu bemærket flere detaljer, som alligevel havde tegnet et billede. Og ikke et negativt et.

Det hindrede hende dog ikke i at se tænksomt på ham et øjeblik, velvidende at der der lå mere i spørgsmålet. Til sidst smilede hun svagt.

"Jeg er ikke skræmt væk, Ridder Charenoy."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede lidt og brummede. Hun var en af få, der ikke var skræmt væk. Han havde i den grad søgt at skubbe Komtesser væk. Såmænd også Nådigfruen, men det havde ikke bidt så godt.

"Der er tid endnu til at det kan ske," konstaterede han vagt, før han skiftede emne. "Vidste hendes far at hun gerne ville være ridder?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine rankede sig ubevidst lidt. Han kunne ikke vide det, men det var første gang nogen havde sat ord på det. Ikke fordi hun havde været blind for datterens ønske, men det var kompliceret. For at sige det mildt.

"Nej," svarede hun dæmpet og fugtede læberne, som hun forsøgte at maskere de lige så komplicerede følelser. "Delphine var knapt fire, da han gik bort."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus bøjede hovedet let i en ordløs beklagelse. Han havde ikke tænkt over hvor længe siden det var Igraine af Triviers var blevet enke. Han anede da heller ikke hvad relationen havde været og havde ingen planer om at spørge til den. Hans blik gled blot tilbage til pigen igen og han brummede en smule.

"Det er dyrt," pointerede han. "At sende et barn gennem page- og væbnerskolen. Dyrere end pigeskolen. Og hun vil formentlig være væsentligt sværere at få giftet bort."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke chokeret over emnet. Tværtimod var det passende at bringe op og hun rankede sig lidt. "Det er jeg klar over," svarede hun, mere bekymret end forsvarsberedt, som blikket kort dvælede mod datteren.

Så rettede hun det tilbage mod ridderen, tog en indånding og fortsatte med sandheden. "Hendes arv ville kunne dække en del af det." Læberne blev fugtet. "Men Hendes Excellence, Delphines farmor, er imod det."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede langsomt og lod blikket glide tilbage til enkefruen. Han brummede lavt og tænkte imens.

"Charenoy har midlerne til at hjælpe," svarede han. "Men det er en hård vej for en pige. Det er jeg sikker på at De forstår."

[Igraine af Charenoy]

Igraines arme havde foldet sig løst under brystet og fingrene strammede sig lidt om den ene arm, uden at hun helt var klar over det. Brynene var sammentrukne, som blikket var gledet mod datteren igen.

"Det gør jeg," svarede hun dæmpet og så tilbage på ridderen. "Jeg ved heller ikke, om det ville have været mit eget valg for hende," indrømmede hun. "Men jeg tror, at det er det rigtige for hende."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus nikkede igen. "Hun virker opsat. Jeg ville også have muligheden for at forberede hende. Jeg har haft to væbnere. Lanval af Suilleaux er næppe begejstret for børnepasning, men han kan blive nødt til at vænne sig til forandringerne."

Han tænkte ikke over hvor langt fra noget, der kun skulle være en mulighed, han havde bevæget sig.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var en lille smule overvældet af den uventede udvikling. Hun ville aldrig have forventet de ord, hun hørte nu og det efterlod hende i et øjeblik selv helt uden.

"Ja. Det er..." begyndte hun, men måtte lede efter ordene. Som enkefrue havde hun et valg, men nu vidste hun, at det lige var blevet taget for hende. For hvordan kunne hun gøre andet end det rigtige for datteren?

"Det er en god mulighed for hende, Ridder Charenoy. Er De sikker på, at De ville påtage Dem det?" spurgte hun lavmælt, blikket på ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Det gik stille og roligt op for Bartholomeus hvor han havde talt sig selv hen, men han følte med pigen, som sikkert i mange familier, også hendes nuværende, ville blive tvunget på pigeskolen ligesom hans niece. Blive presset ned i en kasse som en fin, poleret adelsfrøken, på trods af hendes potentiale til at blive noget ganske andet - mere, i hans farvede optik. Og han brød sig også godt om Igraine af Triviers. Hun var behageligt selskab, omend lidt insisterende, næsten på hans egen alder og han kunne ikke sige sig fri for at hun også var pæn at se på.

Han tog en dyb, langsom indånding og nikkede lidt. "Hvis De også ønsker det, Nådigfrue," svarede han, selvom han var delvist bevidst om at han godt kunne få det til at ske uden hendes umiddelbare velvilje. Det havde han dog intet ønske om.

[Lanval af Suilleaux]

[Igraine af Charenoy]

Det var intet lille spørgsmål, men når hun så mod datteren, så var hun ikke det mindste i tvivl om svaret. Hun var, i sidste ende, det allervigtigste.

"Jeg ønsker det bedste for hende," svarede hun derfor ærligt og lod blikket glide over hans ansigt. "Og det tror jeg på, at det kunne blive."