Sneen er en dyne, men der er ikke altid lunt under den (s)

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde haft et par gode timer i selskab med Dina Brygger. Han havde fået lov at se hende i funktion og til gengæld havde han vist hende rundt i sin lille klinik. Nu var dagen efterhånden gået på hæld og tiden nærmede sig, hvor Cecily Guérisseur ville komme tilbage.

Deres pige i huset havde lavet varm mad og den kunne duftes. Nathaniel tilbød Dina at spise med, men accepterede også den høflige afvisning og fulgte hende ud. Det var på dørtrinnet han fik øje på sin hustru og barn og lyste op i et varmt smil. 

[Cecily Guérisseur]

Det var koldt og Cecily så frem til at komme hjem. Hun og den nu to måneder gamle datter havde tilbragt dagen mellem barndomshjemmet og det nye værksted og nu trængte de begge til at falde til ro.

Den forestilling harmonerede dog ikke med det syn, der mødte hende på hendes eget dørtrin. Hun stivnede et splitsekund, før hendes ansigtsudtryk forvandlede sig til noget meget mere poleret. Det høflige smil havde en umiskendelig kant.

"Madam Brygger," hilste hun i et lidt for nydeligt tonefald og opretholdt et sukkersødt smil i de få øjeblikke det tog, før Dina havde sagt farvel og vendt sig for at gå. Cecilys smil forsvandt med det samme.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fik næsten kuldegysninger over overgangen fra smilende Cecily til den snart efter isnende kvinde, der stod foran af ham. Han hævede et bryn, men han var ikke intimideret. Han holdt døren åben for hende og rakte også en hånd frem for at tilbyde den til hende, så hun kunne komme sikkert over dørtrinnet.

"Madam Guérisseur," hilste han med en sitren i mundvigene, for at gøre en lille spøg ud af det. "Og unge frøken," til hans spæde datter.

[Cecily Guérisseur]

Cecily så efter Dina med sammenknebne øjne, før hun så Nathaniel bevæge sig ud af øjenkrogen. Hun tog imod hånden og trådte ind, men hendes træk udstrålede ikke just den sædvanlige varme.

Hun havde da heller ikke fået overtøjet af, før hun havde drejet sig helt mod ham og slet og ret spurgte: "Hvad laver Dina Brygger i mit hus?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde regnet ud hvad utilfredsheden stammede fra - han var trods alt en temmelig intelligent mand - men han havde ikke planer om at italesætte det. Det viste sig dog at være helt ligegyldigt, for Cecily gik direkte ind i den samtale med støvler på. Han tog en dyb indånding, koncentrerede sig grundigt for ikke at himle med øjnene og nøjedes med at betragte sin hustru med et tålmodigt blik, imens han lukkede døren.

"Madam Brygger besøgte min praksis. Vi er kollegaer, elskede. Og jeg håber også I to har haft en god dag."

Han strøg sin datter over ryggen og rakte snart efter frem for at hjælpe sin hustru af med overtøjet.

[Cecily Guérisseur]

Det var ikke et tilfredsstillende svar, men det ville intet svar være, så længe det omhandlede nogen form for bekendtskab med Dina Brygger. Hun lod ham hjælpe med overtøjet, men det betød ikke, at samtalen var slut.

"Det var ikke din praksis, hun kom ud fra," sagde hun og alene tanken gav hende en knude i maven.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hang tøjet op og lænede sig ind for at kysse Cecily flygtigt på kinden, selvom hun var utilfreds med ham.

"Det er sandt. Jeg inviterede hende til at spise med, og vi gik kort ind for at hilse på Betrice, men Dina skulle videre, så det kunne ikke lade sig gøre. Lige nu tænker jeg det var bedst sådan?"

[Cecily Guérisseur]

Cecilys hud kriblede af ubehag ved tanken om, at Nathaniel havde tilbragt en god del tid alene med Dina. Ikke som sådan fordi hun ikke stolede på Nathaniel, men snarere fordi, at Dina altid havde haft en vis tiltrækningskraft på det modsatte køn, som Cecily ikke ville have i nærheden af sin mand.

"Det er upassende for en mand og kvinde at være alene med hinanden, især når de hver især er gift. Folk snakker her i kvarteret."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel lyttede, men han løftede også sin datter ud af Cecilys arme og kyssede hende på toppen af det hueklædte hoved og fandt det rigtige greb om hende, så han kunne have hende på en enkelt arm.

"Vi var ikke alene i huset," pointerede han. "Men hvis du insisterer, kan jeg nøjes med at have hende på besøg, imens du også er her..." Han hævede et bryn let. "Eller invitere hendes mand med ind..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily forhindrede naturligvis ikke Nathaniel i at tage datteren, uanset hvor utilfreds hun var. Hun var ved at sige, at en tjenestepige ikke havde betydning i den forstand og i øvrigt, at hun slet og ret foretrak at Dina slet ikke kom der, da han fortsatte.

"Nej," faldt det prompte fra hende, stenhårdt, selvom det ikke var rettet mod Nate. "Han er ikke velkommen her."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel nikkede sobert og begyndte at tage overtøjet af sin datter. Han var ganske rolig gennem hele samtalen, for han havde set den komme på lang afstand og havde intet i klemme. Måske var det lidt strengt at stikke hvor han vidste Cecily var øm, men det var fordi han hende en pointe med det.

"Udmærket. Så hvis han ikke skal komme og du ikke ønsker at være her, så vil vi komme til at være alene, min egen. Men du ved så godt som jeg, at der intet fordækt er ved det. Så hvad ønsker du at jeg gør, for at resten af verden også ved det?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily vidste det overhovedet ikke lige så godt som ham, men det sagde hun naturligvis ikke højt. Til gengæld føltes samtalen grangiveligt som at få gnubbet salt i et åbent sår, kun mere endnu, fordi hun kunne høre, at han syntes hun var tåbelig.

"Det kan du ikke gøre noget for," svarede hun, velvidende hvordan rygtemøllen var i håndværkerkvarteret. Hun rettede sig, pressede læberne lidt sammen. Hendes tonefald var helt roligt, men ikke udpræget varmt. "Du signalerer tydeligt din respekt for mig til alle i kvarteret, hvis du bliver ved at omgås en anden kvinde privat. Jeg ville ikke byde dig det samme, men jeg kan høre, at du er fast besluttet og så må jeg vel affinde mig med det."

Og med de ord, gik hun slet og ret ind i huset. Det var ikke just det, hun havde glædet sig til at komme hjem til.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fulgte roligt med Cecily, lillepigen trygt hvilende på armen og lænet tæt ind mod hans krop. Han lukkede døren efter sig.

"Cecily? Måske har du lyst til at forklare mig præcis hvorfor det er, at Micah Brygger ikke er velkommen i vores hus?

[Cecily Guérisseur]

Det havde Cecily absolut ikke lyst til, men hun havde trods alt ikke for vane slet og ret at ignorere Nathaniel. Heller ikke nu, selvom hun gik til ildstedet for at varme sine iskolde hænder ved flammerne.

"Den historie har jeg allerede fortalt for længe siden," svarede hun, blikket på ilden.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fulgte efter Cecily, relativt afslappet, selvom hun var anspændt. Han vidste at han ikke havde gjort noget forkert for alvor, men han var bestemt ikke ligeglad med hendes følelser. Derfor kom han nu stadig tættere på, rakte sin frie hånd ud og strøg hende over ryggen.

"Det er jeg ganske sikker på, at du ikke har," konstaterede han. "Er han en tidligere flamme?"