Sneen er en dyne, men der er ikke altid lunt under den (s)

[Cecily Guérisseur]

Cecily var ikke vred på Nathaniel, selv hvis hun var bekymret for hans omgang med Dina, men det var hun for nuværende distraheret fra, fordi han havde bragt Micah på banen.

Hendes kæbe arbejdede lidt, men hun trak sig ikke væk fra berøringen. "Nej," svarede hun, ikke uden en lille smule kant. "Jeg har fortalt dig hele vores historie. Hvad der skete, da vi var unge og hvad han kaldte mig, da vores fædre ønskede en forlovelse."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel læste Cecilys kropssprog med en ubevidst opmærksomhed. Han havde været præst i halvdelen af sit liv og set mange mennesker i oprørt tilstand. Han vedblev at stryge hende blidt over ryggen, imens han rynkede panden og tænkte over hendes ord, gravede lidt i sin hukommelse. Pludselig strøg hans bryn op og det gik op for ham hvornår hun havde fortalt ham det.

"Ah. Jeg forstår. Selvfølgelig skal han ikke ind i vores hjem," forsikrede han roligt. Andre mænd var måske blevet vrede på Micah, men Nathaniel, selv om han ikke bifaldt, kunne godt forestille sig en situation, hvor hans furie heller ikke havde været sød ved bryggersønnen. Han plantede et kys på sin datters pande. "Hm. Men Dina var vel ikke involveret i den redelighed?"

[Cecily Guérisseur]

Det handlede overhovedet ikke om Micah, men Nathaniel havde bragt det på bane. Cecily foldede armene over kors og selvom det virkede offensivt, var det snarere selvpræserverende.

"Nej," svarede hun. "Men jeg forstår ikke, hvorfor det er så vigtigt for dig at ses med hende. Der er andre helbredere i kvarteret."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel beholdt sin hånd mod Cecilys ryg. Han smilede svagt ned til den søvnige lille pige på hans anden arm, før blikket rettede sig mod hendes mor igen. Han hævede et bryn let.

"Der er bare nogen mennesker her i verden man taler bedre med end andre. Der er også masser af mennesker på din alder i håndværkerkvarteret, men du er ikke blevet veninder med dem alle, vel?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily kunne overhovedet ikke lide, at Nathaniel talte godt med Dina. Til gengæld ramte han pointen med sit ordvalg - veninder. Som om det var den samme situation. Hun trykkede læberne sammen.

"Jeg tilbringer ikke tid alene med andre mænd," svarede hun blot.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel betragtede Cecily i et langt, tavst øjeblik, før han tog en dyb indånding.

"Det ved du godt, at jeg ikke ville bebrejde dig, hvis du gjorde," pointerede han dæmpet. "Hjælp mig. Hvordan kan jeg bevare mit venskab, uden at min hustru lider under det?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily ville ønske, at tanken generede Nathaniel mere end den gjorde. Det var ikke nødvendigvis rationelt, men hun hadede lidt, at han ikke var den mindste smule bekymret for om hendes interesse kunne vandre.

Fingrene strammede sig om overarmene, mens frustrationen og usikkerheden boblede i brystet. "Ses med hende, hvis du vil," svarede hun bare.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel rynkede panden dybt. "Cecily," protesterede han dæmpet. "Jeg beder om din hustruelige hjælp. Jeg sværger på mit liv, at der ikke er det fjerneste romantiske eller kødelige mellem Dina Brygger og jeg. Der er kun dig. Altid kun dig. Og jeg vil gerne have din hjælp til at have mit venskab, uden at det skader dig..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily kunne udmærket se, at der ikke var et udfald, hvor hun ikke fremstod som den komplet urimelige. Læberne var presset så hårdt sammen, at de næsten var væk og denne gang blev hun ikke blød under hans forsikringer.

"Jeg ved ikke, hvad du vil have mig til at sige, Nathaniel," svarede hun. "Jeg ved, hvordan mænd bliver omkring hende. Du kan ikke tvinge mig til at bifalde det."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede begge bryn over dét ordvalg og så i et langt øjeblik på Cecily. Så tog han en dyb indånding.

"Forklar mig hvordan mænd bliver," bad han. "Jeg vil gerne forstå."

[Cecily Guérisseur]

Cecily troede ikke et øjeblik på, at Nathaniel ikke forstod præcis, hvad hun mente. Hun havde virkelig forsøgt at tøjle sit temperament, men nu vendte hun sig mod ham.

"Lad være," svarede hun. "Du får det til at lyde som om, at jeg er fuldstændig urimelig, men hvordan tror du, at det føles for mig, at du har indledt et venskab med en anden kvinde i samme periode, som jeg ikke har kunnet ligge med dig? Hvordan ser det ikke ud?"

Hun snappede ordene ud, før hun pressede læberne sammen, prustede luft ud gennem næsen og resolut gik mod trappen. Mest for at holde sig selv tilbage.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel rynkede panden dybt over Cecilys reaktion og debatterede med sig selv om han skulle følge efter Cecily eller blive stående. I sidste ende lod han hende gå. Det gav ham selv en potentiel mulighed for at trække vejret og synke de nye oplysninger. Intet godt kom af et skænderi midt i stuen med en døsig baby på armen.

Han skiftede grebet om sin datter og lagde hende ind imod sin krop, imens han vandrede lidt rundt med hende, indtil hun sov op af ham.

[Cecily Guérisseur]

Cecily stoppede ikke op, men fortsatte ovenpå, væk, før hun fik sagt noget mere. Hormonerne rasede og hun var så frustreret, at selv øjnene brændte lidt, før hun fik kontrol over sig selv. Tvang det ned.

Det fik ikke noget af det til at gå væk og hun kunne allerede levende forestille sig, hvordan det ville ende. Med hende, der var den tåbelige, den emotionelle og bare et øjeblik hadede hun, at Nathaniel altid skulle være så rolig. Så hellig.

Det tog lidt tid, før hun fik beroliget sig selv, men hun gik ikke ned igen. Det var hun slet og ret for stolt til. Så hun satte sig på sin skammel foran sit lille bord og gav sig til at fjerne sit hovedlin og vaske sit ansigt. Altimens hun prøvede at ignorere det fysiske ubehag, som mindede hende om, at hun nok burde have taget datteren med op. Det kunne ikke vare længe, før hun ville melde sin sult, men Cecily var ikke klar til at gå ned.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fik ro på sin egen, indre uro, godt hjulpet af sovende baby i sine arme. Hun var en betryggende lille vægt. Hans og Cecilys skaberværk.

Endelig gik han ovenpå. Trappen knirkede og hun kunne ikke være i tvivl om at han kom, medmindre hun sov.

Da han fik øje på hende, det røde hår frit og ansigtet let blussende, havde han en upassende fysisk respons, i betragtning af den last han kom bærende på. Han rømmede sig let.

"Er det snart tid for hende?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily hørte ham naturligvis på trappen og hun vidste ikke, om det var godt eller skidt, selvom hun absolut foretrak det over at det havde været hende, der måtte give sig og gå ned.

Hun så dog ikke op, men fortsatte med at smøre salve fra en skål på halsens hud, ganske som hun havde været i gang med. "Ja," svarede hun, lige så praktisk, som hans spørgsmål havde været.