Sneen er en dyne, men der er ikke altid lunt under den (s)

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fik det ikke nemmere over at hun smurte sig ind. Han rømmede sig let og satte sig på kanten af deres seng med den lille pige i armene endnu.

"Cecily," åndede han ud. "Jeg er ked af... Hvis du føler jeg ikke respekterer dig. Eller hvis jeg på nogen måde har givet dig grund til at tro, at nogen anden kvinde har mit blik. For mig er den tanke... Vanvittig. Se på dig selv..." Han var lidt tør i munden.

[Cecily Guérisseur]

Cecily troede, at hun vidste, hvad der ville komme, hvorfor hun ikke så direkte på ham. Virkeligheden var en lidt anden og hendes hånd gik halvt om halvt i stå ved halsen og hvilede der endnu, da han nåede enden af sin sætning.

Det lyse blik gled op og endte ved hans. Det hun så der, overraskede hende, men sendte også en kuldegysning ned over hendes rygrad og sammen med hans ord, blødgjorde det hende alligevel lidt. Af samme grund var hendes svar ikke rigtigt et angreb, som det ellers let kunne have været.

"Du ville ikke være den første mand, der blev træt af at vente."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede et bryn højt op i panden og betragtede hende et langt øjeblik.

"Cecily... Jeg har været præst. Hvor længe tror du ikke jeg til tider har været afholdende? Selvfølgelig længes jeg, men det er efter dig."

[Cecily Guérisseur]

Cecily slog håret om på ryggen og så på Nathaniel. Blikket gled over ham, som han sad der med deres datter og hun var egentlig indstillet på at lade det glide. Chokket over at se ham i døren til deres hjem sammen med Dina, tog dog lige et øjeblik længere at ryste af sig.

"Er det?" spurgte hun roligt, mere retorisk end reelt tvivlende. Han havde været præst, ja, men de vidste begge, at det ikke havde holdt ham fra fristelser.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel blev distraheret af en let klynken fra datteren, der var ved at vågne op. Han fandt dog Cecilys blik igen.

"Ja," insisterede han. "Jeg lover dig... Du er den eneste kvinde jeg begærer."

Klynkeriet tiltog og han smilede opgivende. "Nogen begærer noget helt andet, elskede..."

[Cecily Guérisseur]

Cecilys blik hvilede på Nathaniel, men datterens tiltagende utilfredshed satte et punktum for samtalen. Det valgte Cecily i hvert fald, at det gjorde, som også hendes krop reagerede på lydende.

"Kom herover med hende," svarede hun og løsnede løbegangen øverst i sin særk. Hun lod den slet og ret synke ned om livet, før hun rakte frem efter datteren og lagde hende til det ene bryst.

Da først det var klaret, søgte blikket op mod Nathaniel igen.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel overgav datteren til Cecily. Hans blik hang et øjeblik ved brysterne, men snart trak han det tilbage og satte sig igen på sengen. Han lukkede øjnene en stund, før han så over på de to igen og mødte sin hustrus blik. Et svagt smil trak i hans mundvige.

"Tvivler du på min hengivenhed?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily smilede ikke, men hun så heller ikke vred ud. Der gik et lille øjeblik, før hun svarede.

"Nej," sagde hun og det var vel egentlig sandt nok, trods diskussionen. Hun var tavs et øjeblik, før hun talte igen. "Men alt er meget anderledes nu, end det var, da vi mødtes."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede et bryn og så ned på deres datter med et sigende blik. Han tog en dyb indånding og nikkede.

"For mig har den del ikke ændret sig, Cecily. Jeg elsker dig. Jeg længes efter dig..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily var normalt ikke usikker og hun hadede at være det, selv hvis det ikke åbenlyst præsenterede sig som usikkerhed. Man kunne sige at omstændighederne og den forandring, som hun selv havde været igennem, tilgav det, men hun var ikke så mildt indstillet overfor sig selv.

Nu hvilede blikket på Nathaniel og da han var færdig med at tale, trak hun vejret dybt ind gennem næsen. Hun så stadig alvorlig ud, men det var mest en maskering. Efter et lille øjeblik nikkede hun.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel rejste sig langsomt op, nærmede sig og lænede sig ned for at plante et kys på Cecilys hår.

"Du er gift med en frygteligt pervers mand, som bare ved synet af dine bryster har lidt svært ved at fokusere på en alvorlig samtale," mumlede han.

[Cecily Guérisseur]

Cecilys skuldre faldt et lille stykke og hun var ganske villig til at lægge al samtale om Dina bag sig. Især, når han talte som han gjorde.

"Hvis du tror, at jeg ser det som et problem, tager du fejl," svarede hun og lagde nakken tilbage, så hun kunne se op på ham.

"Jeg synes, at du skal gå ned og lukke af. Så bliver jeg færdig her og lægger hende til nat. Og så vil jeg lade dig gøre mere end bare se."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels næsefløje udvidede sig betragteligt og han nikkede langsomt. "Javel, Madam Guérisseur," svarede han dæmpet. Hans mundvige sitrede.

"Jeg sender også Jeanette hjem. Jeg synes jeg har duftet at maden står klar på ildstedet, men den kan vente..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde ikke skænket pigen en tanke, men havde heller ikke de store samvittighedskvaler ved det. Hun hævede et bryn af Nathaniel.

"Hvis du hellere vil spise..."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fnøs let. "Nej," svarede han bestemt. "Der er absolut intet jeg hellere vil, end dit mere."

Han tog en hørlig indånding. "Om lidt."

Og så begav han sig nedenunder, dirrende af forventning.