Drømmeverden (S)

[Damien Sølvtunge]

Eleanor Sølvlilje

Sen aften

22.45

Det var sent. Det var så sent at alle gæsterne var blevet smidt ud og personalet for længst havde trukket sig selv hjem af. Tilbage sad nu Damien med et krus øl og alt for mange papirer liggende spredt ud over det runde bord. Han gned let sine fingre mod den rynkede panden som han skimtede tallene. Han havde ikke været på kroen i særlig lang tid. Problemerne med Gabriel havde hobet sig op og havde resulteret i lidt af et sammenstød. Hvilket kun havde efterladt Damien i et tvært humør.

Lyset i stuen var dæmpet, og det var kun de få stearinlys på bordets ild der flakkede og oplyste hans ansigt i mørket.

[Eleanor Sølvlilje]

Det var sent og Eleanor ville normalt være på sit værelse på nuværende tidspunkt og absolut ikke ude i mørket, hvor det ikke var sikkert. Og alligevel havde hun vovet sig ud, efter hun havde klaret det hun skulle på sit værelse.

Hun var ikke tilbøjelig til unødige eventyr, men hun havde modtaget besked om at Estienne var syg og havde været nødt til at tage afsted. Hun havde været der, indtil han endelig var faldet i søvn og selv da, var det med blødende hjerte, at hun gik derfra.

Hun trak tørklædet godt op omkring sig og havde hjertet i halsen hele vejen hjem, som hun småløb den korte vej. Alligevel trak hun først vejret roligt, da hun var inde gennem døren og havde lukket den bag sig. I et sekund eller to stod hun med fronten mod den, hænderne mod træet og øjnene lukket, før hun vendte sig mod rummet.

Hun forventede måske en enkelt eller to, men synet af den mørkhårede skikkelse alene var uventet og hun stivnede instinktivt, hjertet helt oppe i halsen. "Damien," åndede hun ud og glippede en enkelt gange med øjne, der stadig var helt røde.

[Damien Sølvtunge]

Damien registrerede først ikke at døren blev åbnet, først da hendes stemme lød løftede han hovedet og mødte hendes blik. Brynene blev trukket ned og han så allerede mere end træt ud. Han tog en god indånding før blikket igen gled ned på regnskabet.

"Ellie." svarede han blot imens han lukkede hånden om kruset og løftede det til læberne. Der gik et øjeblik før det gik op for ham at hun kom ude fra. Læberne krøllede sig sammen i en smal grimasse.

"Du har været ude." konstaterede han en smule tørt.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor havde det lidt som en, der lige var blevet taget i noget forbudt og det var da også næsten sådan. I hvert fald rankede hun sig lidt og trak tørklædet lidt tættere om sig.

"Jeg har nødt til det," svarede hun dæmpet, en lille rynke mellem brynene, mens hun så ned. Mest i et forsøg på at skjule, at hun havde grædt.

[Damien Sølvtunge]

Damien var ikke særlig tilfreds med hendes svar. Men det var han normalt aldrig når hun gjorde noget der kunne udsætte hendes for fare; og at færdes sent om aftenen var farligt for hende. Han blev dog siddende i stolen og fumlede med papirende, stadig med en dyb rynken mellem hans bryn der strakte sig hen over hans pande.

Kæben spændtes og han bed sig i kinden. "Du ved jeg ikke bryder mig om når du færdes ude så sent." svarede han en anelse hæst.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor tog en dyb indånding og slog tørklædet tilbage fra håret, før hun løftede hovedet. "Det ved jeg," svarede hun, overraskende forsoneligt.

Langsomt nærmede hun sig bordet. "Jeg var nødt til det," forklarede hun, men tøvede tydeligt, før hun fortsatte. Hun brød sig ikke om at bringe det op foran Damien, men hun vidste, at en forklaring var nødvendig.

"Min søn er syg. Jeg var nødt til at se ham."

[Damien Sølvtunge]

Tanken om at Ellie havde en søn fik altid Damien til at koge en lille smule over hver eneste gang han blev mindet om det. Han var stadig vred over at hun dengang var blevet gravid og kunne aldrig forlig sig med et faktum at nogen, andre end ham krævede hendes opmærksomhed. Det var lavt at en mand som ham var jaloux på et barn. Det vidste han.

Alligevel så han en anelse bekymret ud og løftede hovedet for at se på hende. "Er han okay?"

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor vidste, hvordan Damien havde det med sønnen og undlod generelt at bringe ham op, når hun kunne. Selvom en del af hende altid brændte for at fortælle sandheden.

Det kunne hun dog ikke. Til gengæld nærmede hun sig og trods det ømtålelige emne, lod hun sin hånd glide over hans skulder i et kærligt kærtegn.

"Det tror jeg," svarede hun og fugtede sine tørre læber, uden helt at kunne skjule sin bekymring. "Det håber jeg." Det var hun nødt til. Hun kunne ikke tåle tanken om andet.

[Damien Sølvtunge]

Damien sukkede. Uden at tænke særlig meget over det løftede han sin hånd og lagde den mod Ellies. Blidt trykkede han sine fingre omkring før han løftede den og førte den ned til sine læber og et blidt kys blev trykket mod håndryggen.

"Jeg er nødt til at vide når du går ud så sent." Lød det nu mere alvorligt i det han løftede hovedet så han kunne se op på hendes ansigt.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor vidste, at det var et ømtåleligt emne, men ved hans kærtegn lod den værste fare til at være gledet over og Guderne måtte vide, at hun havde brug for hans nærhed nu. Selvom han ikke selv kendte sandheden.

Derfor nikkede hun også let og lod sig blidt smyge ned mod hans ene lår at sidde, mens den frie hånd strøg over hans kind. "Det forstår jeg," svarede hun dæmpet og tilføjede i et sjældent tilfælde af medgørlighed: "Undskyld."

[Damien Sølvtunge]

Måske var det fordi at Damien havde nok at se til i forvejen; eller også var han blot for træt til at hidse sig mere op omkring emnet for nu. De var alene og han kunne mærker at kræfterne ikke lå til netop det denne aften. Noget i regnskabet stemte ikke, og han kunne mærke blodårene vokse sig store på halsen over frustrationen.

En arm gled omkring hende så han bedre kunne holde hende på sit skød imens blikket hvilede mod tekst og tal. Fraværende strøg han fingrene hen over hendes lænd imens han forsøgte at gøre rede for det hele. "Det ved jeg du er." svarede han i et let suk.

"Men du tænker aldrig over konsekvensen." Hun var uovervindelig og alt for viljestærk på det plan. Han både elskede og hadede det.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor var sjældent medgørlig, netop fordi hun vidste, at det var farligt at gå ud efter mørkets frembrud. Derfor stivnede hun også bare en anelse over tilføjelsen, som fik hende til at lyde som en dum og naiv pige.

"Selvfølgelig kender jeg konsekvenserne," rettede hun da også, brynene let sammentrukne. Tonefaldet var dog mere alvorligt end irriteret. "Jeg er ikke dum, Damien. Men det var en risiko, jeg var nødt til at løbe."

[Damien Sølvtunge]

"Problemet er ikke at du gik ud. Problemet er at du gjorde det alene og uden at jeg vidste det. At nogen vidste det" svarede Damien uden at se op på hende.

Hans mine fortrak ikke og man kunne nærmest se hvordan tænderne skar mod hinanden i den opstrammede kæbe. Hun trak vejret hørligt ind gennem næsen og vidste snart ikke hvad han skulle gøre for at få hende til at forstå alvoren i hans ord.

Det var ikke ligefrem noget han bare sagde.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde virkelig forsøgt at anerkende, hvad hun havde gjort og havde endda undskyldt for ham, men da han blev ved med at forklare hende ting, hun udmærket vidste og som hun allerede havde indvilliget i, begyndte tålmodigheden dog at svigte.

Af samme grund rejste hun sig også fra hans lår og rystede skørtet på plads. "Hørte du mig ikke sige, hvorfor jeg gik?" spurgte hun, stadig ru efter den hårde aften. "Det var ikke mørkt, da jeg gik, men jeg kunne ikke blive der natten over, kunne jeg? Du ville have været rasende over det."

[Damien Sølvtunge]

Når det endte ud som det gjorde nu vidste Damien godt at deres forhold var et problem; en forhindring. En klods om benet. Han vidste dog også godt at det var én ud af mange aftner der gik skævt for selv valgte han for det meste kun at huske de rolige uden at for mange ord.

"Jeg hørte dig." svarede han anstrengt. "Forklar mig hvorfor ingen vidste hvor du var?" spurgte han imens han skubbede stolen væk fra sig og rejste sig. Han lænede sig ind over bordet for at rage papirerne til sig og lægge dem sammen.