Drømmeverden (S)

[Damien Sølvtunge]

Damien blev stående i den noget anstrengte og akavede stilling. Hans vejrtrækning var tung og hæs, og det tog ham et øjeblik at få styr på sig selv. Langsomt flyttede hans sin hånd fra hendes bryst, og rettede sig op. han hjalp hende op at sidde før han fik trukket bukserne op og lukkede dem.

Skjorten samlede han blot op og holdte mellem sine hænder før de mørke øjne søgte hendes. Han nikkede.

"Jeg rydder lige op, så kommer jeg op til dig" lovede han og pressede et dvælende kys mod hendes læber.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie følte sig stadig lidt ru ovenpå dagens bekymringer, som ikke havde forladt hende, selvom hun havde været nødt til at gå fra sønnen. Deres søn.

Dén tanke gav hende en knude i brystet og hun måtte synke, før hun smilede svagt og nikkede. Hun kom op at sidde og kyssede ham blidt en enkelt gang.

"Skynd dig," bad hun blødt, før hun selv kom ned fra bordet og fik nok styr på sit tøj til at kunne gå op. Med et hjerte der endnu engang hamrede lidt over den flygtige tanke, der havde været at fortælle Damien sandheden.

[Damien Sølvtunge]

Damien så rundt i den dunkle krostue, og selvom han lige havde haft sin kvinde fandtes der alligevel en uro. Han var spillet mellem to liv, og på de virkelig dårlige dage ville han aldrig være god nok til at kunne give det liv som Eleanor fortjente. Han skulle bare ned fra den pokkers petestal og se hvad der var lige foran ham.

Han samlede dokumenterne sammen og rullede dem forsigtigt ind i hinanden før han samlede sine resterende ting sammen og slukkede for lyset inden han gik op.

Han låste døren op til sit kontor hvor han i en solid kiste lagde papirende ned og smækkede låget i. Han trak vejret dybt ind før han forlod rummet og i stedet åbnede døren indtil Eleanor.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie tog en dyb indånding, da hun kom ind på værelset og ventede ikke længe, før hun afklædte og vaskede sig. Hun var lige krøbet under tæpperne, da døren gik og blikket søgte instinktivt mod Damien.

Et svagt smil rørte hendes læber, men fjernede ikke den bekymrede rynke mellem hendes bryn eller fra blikket, selv da hun flyttede tæppet lidt i en tavs invitation.

[Damien Sølvtunge]

De narrede sig selv. At tro at de kunne blive ved med at leve i deres egen lille bobbel. Flere gange havde virkeligheden prikket hul og nogen gange føltes det næsten som de ingen ilt havde tilbage. Men som så mange gange gør blev de alligevel ved med at søge tilbage.

De var begge lige naive.

Tavst lukkede og låste han døren bag sig og afklædte sig igen før han gjorde hende selskab i den lille seng. Han strakte sig arm en smule ind under den halvflade pude så de bedre kunne lægge der. Måske så han ikke hendes bekymring, eller også ville han ikke.

[Eleanor Sølvlilje]

Lukket