Drømmeverden (S)

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie tog en dyb indånding og forsøgte at kontrollere sit temperament. Hun vidste, at hun selv var påvirket af dagens begivenheder og stadig var det. Frygten for sønnens liv sad stadig i hver en fiber i hendes krop.

"Jeg vidste ikke, at det ville blive så sent," svarede hun og rankede sig lidt, men tonen var mere fattet. "Jeg plejer ikke at fortælle, at jeg går i dagstimerne."

[Damien Sølvtunge]

Damien hadede at det skulle være sådan. At han både ønskede at give hende den frihed hun fortjente, men også ønskede at vide hvor hun befandt sig når ikke hun var her; hvor han vidste at hun ville blive beskyttet. Han skar en grimasse og mærkede hvordan kæben spændtes endnu engang.

Han kunne ikke forbyde hende at gå, han kunne ikke forlange at hun ikke tog imod kunder når hun også skulle leve og han kunne ikke forvente at hun ville tage imod en eskorte når hun gik ud. Lige meget hvordan han vendte og drejede det hele så endte han altid med at overveje hvorvidt deres forhold overhovedet burde eksisterer.

"Du kunne i det mindste have lagt en seddel på mit kontor." svarede han så tænksomt. Han forstod godt hvis hun ikke ønskede at hele huset skulle vide hvor hun var og hvad hun lavede, men han havde behov for at vide besked. Hvordan skulle han ellers beskytte hende?

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor tog en dyb, dyb indånding, men med aftenens følelsesmæssige strabadser, kunne hun ikke for alvor finde viljen til at lade et skænderi udfolde sig. Så derfor fik hun nogenlunde styr på sig selv, før hun åndede ud. Selvom det stak lidt i hende over det nye emne. “Hvis du sørger for, at jeg får adgang til pen og papir,” svarede hun og så kort ned. Slugte sin stolthed, før hun rettede nakken og så på ham igen.

“Og lærer mig at skrive.” Der var intet chokerende over, at en pige som hende, hverken kunne læse eller skrive. Faktisk ville de fleste nok forvente det. Sandheden var dog, at hun i al hemmelighed havde lært sig selv det første til en grad, hvor hun kunne begå sig nogenlunde. Det ændrede dog ikke på, at hun aldrig selv havde forsøgt at forme hverken bogstaver eller ord på skrift.

[Damien Sølvtunge]

"Bien-aimé" mumlede Damien en anelse beklagende som han rakte sin hånd imod hende i håb om at hun ville tage den. Hans blik hvilede mod hende og han ærgede sig bittert over at han havde bevæget sig mod netop dét emne som han godt vidste ikke var det bedste.

Han blev bare altid så overbeskyttende og arrig når han først blev rigtig bekymret for hende.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor mente sine ord fuldt ud, men var ikke overrasket, da Damien lod til at tage det som et modargument i stedet. Hun vidste uanset godt, at den slags var nærmest utopisk for en som hende.

Til gengæld havde ordene også en blødgørende effekt og hun tog imod hans hånd. Villigt sank hun ind til ham, havde brug for nærheden og stoppede ikke, før hun sad hos ham. Alene, som de var, hvilede hun panden ind mod hans hals.

"Jeg er ked af, at jeg bekymrede dig," hviskede hun ømt, kærligt, trods alle de problemer, de havde. Trods alt det, de ikke gjorde eller sagde.

[Damien Sølvtunge]

Det var ikke kun dumt af ham selv, hele deres forhold, hvis man overhovedet kunne kalde det det var baseret på hemmeligheder og løgne, og alligevel lod de hinanden sænke dybere ned i afgrunden af deres kærlighed, som var det mest sårbare og ærlige han havde.

Fingrene søgte hen over hendes skuldre, imens han blidt trak ned i kjolens stof så han kunne læne hovedet en smule frem og lade læberne stryge hen over den nøgne hud i små kys.

"Lad mig blive hos dig i nat" hviskede han

[Eleanor Sølvlilje]

Trods konflikter, så var det lige dér, hun for alvor var bedst tilpas og en dæmpet lyd af tilfredshed undslap hende over fornemmelsen af velkendte læber mod sin hud. Noget trygt ovenpå den dag, hun havde haft og de bekymringer, der stadig var.

"Ja," svarede hun blødt og lod sin ene hånd glide over hans nakke, udenpå håret. "Vil du med op nu?"

[Damien Sølvtunge]

Damien tog et fastere tag omkring hendes bagparti, og rejste sig halvt op af stolen, stadig med hende i favnen. I en let bevægelse flyttede han papir og krus til side fra bordet og placerede i stedet Ellie mod det.

"Jeg kan ikke vente.." mumlede han opslugt af hendes sødme og duften af regn før han krævede hendes læber i et sigende kys.

[Eleanor Sølvlilje]

Et sug gik gennem hendes mellemgulv, da han greb om hende og hun snart efter befandt sig mod bordet. Det forplantede sig ud gennem hende, da læber ramte hendes og hun mødte hans kys uden tøven.

Risikoen for at blive overset generede hende ikke, selvom hans brors advarsel kort gled gennem hendes tanker. Lige nu var der dog ikke plads til det, for hun foldede blot sine ben omkring ham og trak ham nærmere. Fingrene krummede sig om hans nakke igen, mens hun selv trykkede sig nærmere.

[Damien Sølvtunge]

Damien slap hendes læber i et lettere dybt støn for at kunne genvinde noget luft. Hans ene hånd knugede om det lyse lokker og trak hendes hoved en smule tilbage så han kunne tvinge hendes blik mod sit. Begæret lyste ud af ham før hans læber indtog den lyse og sarte hud mod hendes hals.

"Ellie.." hviskede han kvalt og fordrukken i magt og begær. Det var nærmest i en besidderisk og krævende bevægelse han gjorde for at trække det øverste af hendes kjole så meget ned at hendes bryster kom til syne. Lyden af stof der gik i stykker kunne ikke undgås og Damien vidste at det ville kræve erstatning; men det var en sag til den kommende dag.

Lige nu skulle intet stå i vejen for hans ønske om at mærke og føle alt hvad han elskede ved Ellie.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde før skældt ham opgivende ud for at rive hendes tøj, men lige nu var det fjernt fra hendes tanker og hun gispede blot, da stoffet gav efter og kølig luft ramte den blottede hud.

Hun hev luft ned i lungerne, før læberne var mod hans igen og hun kyssede ham hårdt, insisterende, kun med et enkelt, mumlende afbræk: "Jeg vil have dig, Damien."

[Damien Sølvtunge]

Begge hænder lukkede sig kort om hver deres bryst før de søgte videre ned langs hendes krop for at fjerne de resterende lag af hendes tøj. Læberne angreb hendes hals med kys og fortsatte i et hurtigt tempo, imens han lænede sig ind over hende for at få hende til at lægge sig ind over bordet.

Som hun lå det kunne Damien ikke lade være med at smile over synet. Blodet var strøget syd på, og han løsnede med lethed bæltet så bukserne kunne blive trukket ned. Hænderne lukkede sig fast om hendes knæ og trak hende det sidste stykke ud mod kanten.

"Jeg.." Ordene sank og slog knuder. Han mærkede tydeligt besværet han havde med at fokuserer direkte på hende. "Hold dig ikke tilbage" hviskede han i stedet før han gjorde afstanden mellem dem mindre ide han forenede dem.

[Eleanor Sølvlilje]

Det virkede måske ukompliceret for udenforstående i det øjeblik, blot drevet af begær, men sandt at sige var, at Ellie havde brug for noget trygt efter dagens begivenheder og i al sin komplicerethed, var det stadig, hvad Damien var for hende.

Hun skænkede knapt nok omgivelserne en tanke, men lod sig falde tilbage mod bordet, mens benene trak ham nærmere og da han forenede dem, tog hun ham på ordet og gjorde intet for at dæmpe lyden af hans navn, der gled ud mellem hendes læber.

[Damien Sølvtunge]

Selvom de kunne gøre hinanden sindssyge, så vidste Damien at han ikke ville kunne undvære hende. Han vidste at han på et tidspunkt var nødt til at finde ud af hvordan de kunne få det til at fungere. Selvom han var udmærket klar over hvad der skulle til; han skulle ægte hende, og de skulle leve sammen som mand og kone. Det burde også være let for ham, men hele hans forretning, hele hans og Gabriels imperie ville lide under hvis han tog sin hore.

Måske skulle han blot være tilpas ligeglad, eller også skulle Ellie kurtiseres af en anden for at få blodet til at koge over. Alle de tanker som han normalt lå med syntes dog at forsvinde helt ind når de var sammen som nu. Han brummede mod hendes læber, og gjorde for hvert kys kun stødende mod hende hårdere.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie fortabte sig hos Damien, som så mange gange før og da hendes forløsning kom, lod hun den rulle over sig og holdt ham tæt med benene, opfordrede ham selv til at give efter.

Og da de begge trak vejret tungt, hendes hånd om hans nakke, var det bløde, næsten sårbare ord, der gled over hendes læber. "Kom med op i seng?"