Godt at møde dig

[Betriz Urmager]

Der var vel gået næsten to måneder på den måde. Turen til Den Sorte Hund næsten hver morgen, træning med Diego Lynhånd og et fælles måltid, før hun fortsatte med sin dag. Langsomt ændrede ømheden karakter og hendes muskler var blevet stærkere. Mere end noget var det nok blevet en form for terapi og hun var lullet ind i rutinen, da hun gik den vante vej den morgen.

Der var stadig ting, hun stadig ikke anede. Herunder at Diego stadig havde nogen, der holdt øje med hende og endnu mere, at nogen i høj grad havde bemærket hendes daglige gang i spillebulen. Hun ænsede ikke skyggen bag sig, kunne se det spæde lys fra Hundens små skodder gennem morgenmørket og følte en falsk form for sikkerhed, som hun skulle komme til at fortryde.

Hun var så tæt på, da nogen pludselig greb fat i hende. Ublidt, med krævende hænder og skubbede hende op mod træværket med fronten først. Hun gispede, men en hånd slog for hendes mund og i det indledende sekund var hun fuldkommen paralyseret af frygt. Og så var det som om, at noget passerede revy. Sylen i hendes hånd, selvforsvar, træningen med Diego og så reagerede hun, før hun kunne nå at tænke mere over det.

Foden hamrede ned, ramte en andens og hun slog hovedet tilbage. Det gjorde ondt, men noget knasede og så gled grebet om hende. Hun stoppede ikke op for at se, hvem det var, men styrtede bare mod døren til spillebulen og flåede den op. Væltede ind.

[Diego Lynhånd]

Diego var en længselsfuld hundehvalp i sit eget blik og måske også sin brors, men udadtil var han en stenstøtte, der blot venskabeligt trænede med Betriz og ingen følelser havde i klemme længere. Det gik slag i slag og hun var blevet dygtigere, hurtigere, stærkere, men han tøvede med at rose for meget, for han vidste at hun en dag ikke ville have brug for at træne mere med ham, men blot selv kunne vedligeholde og så... Så ville hun stoppe med at komme på Hunden. Det kunne han knapt holde ud.

Han var klar til hende, rummet ryddet med bordene skubbet op mod væggene, da døren brasede op og Betriz væltede ind. Han spærrede øjnene op og løb mod hende, uden at stille spørgsmål. Han hamrede i stedet døren i efter hende. Lige i ansigtet på Leandro Firfinger.

[Leandro Firfinger]

Nåja, han havde vidst, at der var en risiko. Det var hele formålet med det og, beredvillig som han var, havde han taget det på sig. Det betød ikke, at det ikke gjorde allerhelvedes ondt at brække næsen, uanset hvor mange gange, det tidligere var sket. Han bandede da også, mens kvinden smuttede fra ham og det tog ham et øjeblik at følge efter.

Lige præcis lang tid nok til, at se døren blive hamret i lige foran sig og han sukkede teatralsk. Tørrede blod af i sit ærme, skar en grimasse over smerten, og bankede så pænt på. "Jeg kan sikkert finde en vej ind gennem taget, men jeg ville foretrække døren," kaldte han gennem den, nærmest henkastet og på klingende odriansk.

[Diego Lynhånd]

Diego fattede først hvem der stod der, blodig, da stemmen lød gennem døren. Han stirrede på Betriz, siden olmt på døren, tilbage til Betriz.

"Hvad foregår der?"

[Betriz Urmager]

Betriz var ikke helt okay. Hendes nervesystem gik amok, adrenalinen susede og hun så decideret rædselsslagen ud, da det bankede på døren. Hun bakkede flere skridt, hvid som et lagen, rystende hænder.

Blikket flakkede mellem døren og Diego og hun forstod intet ved hans reaktion, men hørte bare den odrianske stemme, tænkte på Affonsos mænd og havde en ubændig trang til at flygte. Hun var bakket over mod trappen.

"Luk mig ind," lød Leandros stemme og Betriz' "nej!" klingede småpanisk lige efter.

[Diego Lynhånd]

Diego vidste ikke hvad Leandro havde gjort. Måske intet. Måske noget. Han mistænkte det sidste. Blikket føg dog snart til Betriz og blev der.

"Han er min bror," forsikrede han. "En ven. Hvad gjorde han, Bruxinha?"

Han slog slåen for døren og nærmede sig hende med løftede hænder. Rolig, som ville han tamme en vildhest.

[Betriz Urmager]

Ude på den anden side af døren mumlede Leandro et par eder ved lyden af slåen og så til himlen. Han væbnede sig med tålmodighed, rykkede temmelig smertefuldt sin næse på plads og bandede igen.

Indenfor hørte Betriz det ikke. Hendes blik røg skarpt til Diego, chokeret over informationen og hun måbede. Bror? Det gav ikke mening og snart lignede hun en, der både forsøgte at løse et svært regnestykke og som havde lyst til at stikke af.

Det krævede lidt at få sin panik nok under kontrol til, at hun kunne tale og selv da lød hun rystet. Var rystet. "Han," hun sank, tvang ordene frem. Blegnede "Greb fat i mig. Pressede mig op mod muren." Hun så på sine hænder, opdagede først nu, at de havde hudafskrabninger. "Jeg troede..."

Stemmen knækkede og hun knyttede hænderne, lod dem falde langs siden og så på Diego, frygt, men pludselig også vrede i blikket. Det skyllede op. "Hvorfor?"

[Diego Lynhånd]

Diego så Betriz' udtryk og hørte forklaringen og hans blik lynede af raseri. "Jeg ved det ikke, men jeg slår ham ihjel," forsikrede han.

Han nærmede sig hende langsomt, løftede hendes hånd med hudafskrabningerne og sikrede at hun ikke ellers var kommet til skade.

"Kom du til skade?*

[Betriz Urmager]

Betriz havde svært ved at få sit nervesystem til at falde ned, men panikfølelsen lagde sig en smule, påvirket af Diegos tilstedeværelse. Hun tvang en dyb indånding ned i lungerne og lod ham tage sin hånd, før hun sank og rystede lidt på hovedet.

"Ikke fysisk," mumlede hun, ikke uden en snert af selvironi, men stemmen skælvede også let. Hvis hun ville få blå mærker, havde adrenalinen uanset ikke tilladt hende det at mærke det endnu.

Blikket løftede sig og der gik et lille sug gennem hende ved synet af raseriet i hans blik. Hun åbnede munden for at sige mere, men før hun nåede det, lød der trin øverst fra trappen ved siden af dem og hun drejede hovedet skarpt.

[Leandro Firfinger]

Leandros tålmodighed varede omtrent to sekunder efter han havde hørt slåen. Han forsvandt fra døren og snart efter var han, som en anden edderkop, klatret op af muren i Hundens baggård. Som han havde lovet, fandt han en snæver vej ind, lirket op med en kniv og inden længe landede han som en kat i et mørkt rum i husets øvre stokværk.

Han dvælede der ikke, men fortsatte bare direkte ud, til han nåede galleriet, der gav udsyn over det store rum. Han hørte den svage lyd af stemmer, men ikke, hvad de sagde, og kunne først set dem, da han afslappet tog de første par trin ned ad trappen, ganske i kontrast til, at han stadig havde blod omkring næsen og to blå øjne på vej.

"Havde du tænkt dig at lade mig stå derude hele aftenen?"

[Diego Lynhånd]

Diego var omsorgsfuld overfor Betriz, men det sekund der lød skridt og hans blik fandt Leandro, drejede han sig, så han stod foran hende, beskyttende, og stirrede rasende på sin bror.

"En forklaring på hvad i kaos du tror du laver - lige nu, Leandro."

[Leandro Firfinger]

Leandro tog det temmelig afslappet. Han stoppede dog på trappen, havde en eller anden form for selvopretholdelsesdrift, der bød ham at holde sig tilpas udenfor rækkevidde og lænede sig frem med underarmene mod gelænderet. "Nu er der jo ikke nogen, der har besværet sig med at introducere mig, men jeg har lagt mærke til jeres træning. Hver morgen. Meget dedikeret," begyndte han henkastet, men bag det var der en umiskendelig nysgerrighed i blikket, rettet mod sin ældre bror. Han forekom ikke det mindste skamfuld over at have luret på dem.

"Formålet har været åbenlyst nok. Selvforsvar. Men der er et hul i din træning," fortsatte han. Pegede først på sin bror. "Du er for blid ved hende," begyndte han og rettede så blikket og fingeren mod kvinden, der stirrede på ham fra sin placering bag Diego. "Og du er for bange for at gøre skade på ham, til at give det alt, hvad du har."

Han slog et slag med tungen og rettede sig op. "Jeg må give, at der har været nogen effekt. Det gør allerhelvedes ondt, forresten. Godt klaret," fortsatte han og gestikulerede mod sin næse. Tog et par trin ned ad trappen, rettede blikket mod sin bror. Trak på skuldrene. "Jeg var nysgerrig på at se, hvad der ville ske, hvis hun var uforberedt."

[Diego Lynhånd]

Diego nedstirrede sin bror, tydeligvis uden effekt. Han indså dog halvvejs gennem talen, at der ingen fare var for at Leandro rent faktisk ville have skadet Betriz. Det fik skuldrene moderat ned, men han vidste at det ikke ville være nok til at berolige hende, så ham blev beskyttende stående, stadig rasende.

"Du aner ikke hvad hun har været igennem," svarede han vredt. "Hvad dit angreb kan genkalde. Din tåbelige, tankeløse klaptorsk. Sig undskyld. Dette sekund."

[Leandro Firfinger]

Diego så morderisk ud, hvilket Leandro fandt vældigt interessant - samtidig med, at det fik ham til at holde sig på behørig afstand endnu. Hans blik strejfede mod kvinden bag sin bror, som stirrede vantro tilbage på ham og der var ikke den mindste snert af fortrydelse at finde på hans ansigt. Blikket rettede sig mod Diego igen.

"Gør jeg ikke?" spurgte han bare retorisk. Han var ingen idiot. Han havde set dem træne, havde set hvad de trænede. Hun var tydeligvis ikke en listetyv under oplæring. Han ville stadig gerne vide, hvem hun så egentlig var, men han vidste, at hun ikke kunne være fuldkommen ubetydelig. Diegos raseri fik kun hans nysgerrighed til at vokse og han kunne ikke lade være med at udfordre, heller ikke selvom han mente, hvad han sagde.

"Og når hun kommer til skade, fordi du var for blød? Virkeligheden er ligeglad med, hvad hun har været igennem."

[Diego Lynhånd]

Diego tog en lang, dyb indånding og fattede sig. Vreden lå der stadig, lige under overfladen, men han var komplet i kontrol, da han gentog sig selv.

"En undskyldning, nu, Leandro."

Det var ikke blot en bror, der talte, men lederen af hunden, en farlig mand. Ikke en, man kunne drive gæk med.