Godt at møde dig

[Leandro Firfinger]

Under en times tid senere kom Leandro tilbage til Hunden. Hans næse havde det meget bedre, mens der var afslørende skygger under hans øjne og en distinkt ømhed. Det var, hvad det var og han havde prøvet værre. Muligvis ville han hellere brække den igen end at konfronteres med sin storebror, men han troede ikke, at han var morderisk længere.

Kun en måde at finde ud af det på. Han gik direkte til Diegos arbejdsværelse, bankede på og slentrede ind, da han fik tilladelse.

"Så," begyndte han. "Hvor store problemer er jeg i?"

[Diego Lynhånd]

Diego sad bag skrivebordet, lænet tilbage og med blikket på Leandro, da han kom ind. Han lod blikket glide ned over ham og op igen, som en forsikring af, at han var i en acceptabel tilstand til at modtage sin dom.

"Du skal træne Betriz," konstaterede han. "I morgen tidlig, før vi åbner. Jeg vil være der og holde øje med at alting foregår rigtigt og lad mig fortælle dig, i ingen uklare termer, hvordan jeg fysisk vil vende vrangen ud på dig, hvis du så meget som nævner grunden til at du er her med et eneste ord. Hun må ikke vide, at jeg sendte dig nogen beskeder, at nogen ledte efter dig eller hvorfor. Forstået?"

[Leandro Firfinger]

Leandro hævede brynene let, men nikkede selvfølgeligt. Det næste fik ham til at knibe øjnene lidt sammen og han så nysgerrigt, men uforstående på sin bror. Han slap en tænksom lyd og spurgte:

"Hvem er hun?"

[Diego Lynhånd]

Diego forstod spørgsmålet. Han åndede ud og nikkede lidt. Så lænede han sig frem og hvilede hænderne mod bordet.

"Jeg ved ikke præcis hvad der skete mellem hende og Hertugen i Odriara," startede han. "Men han ledte efter hende. Og da han kom hertil på sin jagt efter hende, forbrød han sig imod hende. Og så slog hun ham ihjel."

[Leandro Firfinger]

Endelig lavede Leandro koblingen. Han så kort overrasket ud, før hans bryn trak sig sammen og han så granskende på sin storebror. Lagde de resterende brikker i puslespillet.

"Hertugen, som du fik mig til at tippe om hendes tilstedeværelse," drævede han og lænede sig tilbage i stolen. Gned fingrene let mod hinanden.

"Se, det eneste jeg ikke forstår i den sammenhæng er, hvordan det er endt med, at du beskytter hende."

[Diego Lynhånd]

Diego brummede i enighed og hævede et bryn. "Det er en længere historie," konstaterede han. Han så lidt på sin bror, vurderede, men så begyndte han fra en ende af.

Hvordan Betriz' onkel var i problemer, hvad hun havde gjort for ham - uden at nævne onklens beskæftigelse (ingen grund til at friste Leandro over evne). Han sluttede ved lektionerne og havde formået ikke at fortælle om dén aften eller generelt nævne sine følelser for hende.

[Leandro Firfinger]

Leandro lyttede. Observerede. Kneb øjnene lidt sammen, lagde sit eget puslespil og bed mærke i de ting, der ikke gav mening. Urationelle, for hans ellers meget rationelle bror.

Han trommede let med fingrene mod stolens armlæn, hvor han undervejs havde sat sig.

"Vi taler ikke om elefanten i rummet, så?"

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn over spørgsmålet. Han så i et langt øjeblik på sin lillebror og han mente at kunne regne ud hvad han talte om, men han havde ikke lyst til at lede ham derhen, hvis ikke det var rigtigt.

"Hvilken? Med Betriz i rummet, taler vi ikke om hertugen, i hvert fald...?"

[Leandro Firfinger]

Leandro så uimponeret på sin bror og undslap en lyd, der understregede det. "Det har du gjort helt klart," forsikrede han tydeligt.

"Jeg taler om det faktum, at du - og må jeg understrege, hvor chokerende det er - åbenlyst er forelsket i hende. Og at hun er det samme i dig."

[Diego Lynhånd]

Diego vidste delvist hvad Leandro tænkte på, men det var alligevel bizart at høre det sagt højt. Han fnøs som reaktion og rynkede panden dybt.

"Man kan føle omsorg for nogen uden at være forelsket i dem," konstaterede han irriteret. "Og Betriz har det aldeles ikke sådan med mig."

[Leandro Firfinger]

Leandro bemærkede, at Diego kun benægtede halvdelen af påstanden og han skød et bryn let op, uden at være overbevist. Det kunne man helt sikkert, men det var ikke tilfældet her.

Hans blik spillede pludselig let, djævelsk. "Skal vi indgå et væddemål, bror?" spurgte han. "Det ville være en forandring med et, du er dømt til at tabe."

[Diego Lynhånd]

Diego rynkede panden dybt og rystede på hovedet.

"Det kan være du tror det, men selvom det måske burde være et stort slag for min stolthed at indrømme, så har hun afvist mig. Jeg så det gerne anderledes. Det er det ikke."

[Leandro Firfinger]

Leandro hævede brynene lidt og betragtede Diego, men så hævede og sænkede han skuldrene en enkelt gang.

"Jeg sagde, hvad jeg sagde," erklærede han. "Det står jeg ved."

[Diego Lynhånd]

Diego brummede let. Så slap han tanken om det - eller lod som om.

"Intet væddemål, men hvis du træner hende godt, kan du slippe for en overhaling for at angribe hende."

[Leandro Firfinger]

Leandro var nysgerrig, men han skulle tidsnok få nogle svar. Han slog tingene let mod stolens armlæn, før han nikkede.

"Jeg skal nok tage mig godt af hende," forsikrede han med et glimt i øjet, men uden at overskride grænserne.

"Hvad har du til mig i dag?"

Lukket?