Godt at møde dig

[Leandro Firfinger]

De to brødre stirrede på hinanden og Betriz fulgte nervøst med, ukarakteristisk tavs. Stemningen var sprængfarlig og hun havde ikke tænkt sig at være den, der fik den til at eksplodere.

Sekunderne tikkede forbi, før Leandro til sidst holdt håndfladerne afværgende op, overgav sig og rettede blikket mod kvinden. "Undskyld," sagde han og det lød ikke bare som en parodi, selvom hans pointer stadig stod. Det ene udelukkede ikke det andet.

[Diego Lynhånd]

Diegos skuldre faldt. Lettet. Han nød ikke konfrontationer generelt og slet ikke med sin bror, som han også ville dø for. Ikke før Betriz, dog. Og dét var vist lige blevet hvinende tydeligt for alle tre i rummet.

Han trådte til siden. Så på hende for at aflæse hendes reaktion.

"Tager du imod hans beklagelse?"

[Betriz Urmager]

Det var det glade vanvid. Betriz stirrede vantro og hendes frygt var blevet effektivt paralyseret af det komplet absurde scenarie, der udspillede sig foran hende. Det var vel, på sin vis, en trøst.

Slyngler, tænkte hun i stedet og overvejede kort sine livsvalg. Hendes skepsis var, som med alt andet, synlig.

Blikket gled fra Diego, bevidst om tyngden fra hans respons og rettede sig i stedet mod hans bror. Hun så, ærligt, mere irriteret ud end bange. "Ja," svarede hun, efter lidt betænkningstid. Talte så til Leandro. "Men jeg kan ikke lide dig. Hvem gør sådan?"

[Diego Lynhånd]

Diegos skuldre faldt endnu et stykke. Han slap et tungt suk og vidste udmærket, at der ville følge en seriøs snak med Leandro om invasion af privatliv. Så, helt uventet, tog Betriz pippet fra ham med sin konstatering og han blinkede overrasket, før en halvkvalt latter forlod ham.

Han havde lyst til at kysse hende for sådan en respons, men han styrede sig og smilede blot lidt smørret og lidt stolt.

"En halvhjerne," foreslog han uskyldigt. "Men han har ret i én ting. Flot slag."

[Leandro Firfinger]

Leandro blinkede også overrasket og så dumt på hende i et øjeblik. Så, fordi hans næse var stoppet med blod og han fysisk var ude af stand til at fnyse, slap han en halvt munter, halvt forarget lyd over Diegos respons. Til gengæld havde hans skuldre også sænket sig helt og han vippede en enkelt gang med hovedet. "Hårdt, men rimeligt," konkluderede han. Kvinden så ud til at være en blanding af flov og lidt selvtilfreds, som hun skottede op på hans bror og det slog ham, at luften mellem dem var så tyk, at man kunne skære den med en kniv.

"Du behøver ikke kunne lide mig," konstaterede han til hende og mente det såmænd. "Men nu ved du, hvordan du reagerer, hvis nogen griber fat i dig - og hvor der er plads til forbedring," fortsatte han roligt, som var det ingenting. Betriz blinkede en enkelt gang, rynkede lidt på brynene, som hun åbenlyst overvejede ordene. Leandro, derimod, så mod sin bror.

"Så. Får jeg en introduktion?"

[Diego Lynhånd]

Diego så fra den ene til den anden og kunne godt se at en introduktion var nødvendig. Det var et meget mærkeligt møde.

"Leandro," sagde han alvorligt. "Dette er Betriz." Han undlod at nævne hendes families navn. Ville ikke afsløre mere end nødvendigt. "Hun har... Hjulpet med tyverisikring af Hunden. Nu træner jeg hende i selvforsvar. Som en ven." Et hvast blik, fordi han kendte sin bror. Han skyndte sig videre. "Betriz. Dette er Leandro. Efter mine forældre lavede et godt eksemplar, besluttede de sig for at skabe denne hund."

[Betriz Urmager]

Ordet ven fik det til at gibbe let i Betriz og unægteligt røg hendes tanker direkte til den ene dag, hvor de absolut ikke bare havde været venner. Som altid var det åbenlyst på hendes ansigt, hvad hun tænkte. Leandro overså det ikke, men Diego fortsatte heldigvis.

Det var en god distraktion og hun kom til at le, mens Leandro slap en dybt fornærmet lyd og lavede et obskønt håndtegn. Det fik Betriz' skuldre til at falde.

"Jeg ville bebrejde dig for ikke at have nævnt, at du har en bror, men jeg forstår det godt," svarede hun, en kende tørt og så over på Leandro, men ikke helt lige så morderisk nu. Der var en sitren ved hendes læber og et glimt i de mørke øjne.

[Diego Lynhånd]

Diego kom til at le ved Betriz' tørre bemærkning over hans bror og han slappede markant mere af, nu fjendtlighederne var lagt på hylden. Han tog en dyb indånding og nikkede sigende, før hans udtryk blev lidt mere alvorligt.

"Du skal besøge en helbreder," konstaterede han. "Claude i køkkenet kan give dig navnet på hende vi bruger. Nævn mit navn hos hende, så ved hun hvor hun skal hente sine penge."

[Leandro Firfinger]

Len hævede et bryn over svaret, men det var mere interesse end fornærmelse. Så brummede han sin enighed og gik endelig de sidste trin ned fra trappen.

"Jeg kan godt lide dig, Betriz," konkluderede han og kastede et enkelt, sigende blik mod sin bror, før han var forbi og bakkede ud mod køkkenet.

"Sig en bøn for mit gode udseende," opfordrede han med et blink og forsvandt.

Forlader tråd

[Diego Lynhånd]

"Det er længe for sent," kaldte Diego efter sin lillebror, før han var væk og han var aldeles alene med Betriz. Det slog ham, at hun også havde skader og han rynkede panden.

"Burde du også besøge helbrederen?" Han rakte ud efter armen.

[Betriz Urmager]

Betriz var lidt fascineret af dynamikken og trak på smilebåndet, selvom hun stod ved sin uvilje mod Leandro. Sådan da. Så var han væk og Diegos spørgsmål, men især berøring, trak hendes opmærksomhed tilbage.

Det var alt, der skulle til for at få hjertet til at slå lidt hurtigere, men hun åbnede håndfladen, så han kunne se.

"Det er bare en hudafskrabning," svarede hun dæmpet og så op på ham med et svagt undersøgende blik.

[Diego Lynhånd]

Diego sikrede sig, at hun var uskadt - fysisk - før han slap hende og trådte et halvt skridt bagud. Så tog han en dyb indånding og nikkede.

"Har han ret?" Han tiltede hovedet let. "Slår du ikke ordentligt til, fordi du er bange for at jeg kommer til skade?"

[Betriz Urmager]

Betriz åbnede munden og lukkede den igen. Hendes kinder antog lidt farve og hun kløede sig i hårrødderne.

"Jeg vil ikke gøre skade på dig," svarede hun, fordi hun alligevel ikke kunne lyve. "Det er ikke med vilje. Det... Sker bare lidt."

[Diego Lynhånd]

Diegos mundvige sitrede. Han sukkede dybt og trak så på skuldrene. "Jeg er måske også for mild ved dig. Jeg vil ikke presse dig for meget. Men det holder jo ikke."

Han tyggede lidt på den. Gik rundt i rummet. "Ville du blive rasende, hvis jeg foreslog dig at prøve at træne med Leandro en gang? Ham kan du bare slå løs på. Han er tykpandet."

[Betriz Urmager]

Betriz slap et lille fnys, men undlod at sige, at hendes ømme muskler ikke som udgangspunkt var enige i, at han var for mild. Primært fordi Leandro, uanset hvor lidt hun ville sige det højt, nok havde en pointe. Hun satte sig på et af bordene, mens Diego vandrede rundt, træt, nu hvor adrenalinen var ude af kroppen og eftervirkningerne fra chokket kunne mærkes.

Hun fulgte ham med blikket, havde nærmest allerede forudset ordene, før han sagde dem. En hørlig udånding forlod hendes læber. "Nej," lød det, men det var et svar på spørgsmålet og ikke fordi hun nægtede. Hånden gned let over halsen. "Nej, jeg tror, at det er en god idé." Hun fnøs let. "Selvom jeg måske kommer til at fortryde, at jeg har sagt det."