En dør på klem (tw; overgreb)

[Sylvie af Louzy]

Sylvie ville senere ikke kunne huske, hvordan de kom fra det ene sted til det andet. Der var et væld af mennesker og Kun klædt i natkjole, skælvede hun af både kulde og chok.

Hun registrerede endnu engang ikke rigtigt, at han havde sagt noget, før et øjeblik senere, hvor hendes blik rettede sig mod ham. Hun blinkede langsomt.

"Hvad?" lød det hæst og stemmen rystede lidt.

[Michel af Louzy]

Michel var ikke vant til at være så opmærksom på andre mennesker, men han vidste at han var nødt til at gøre forsøget, om ikke andet så for Sylvies skyld. Han mærkede slet ikke irritationen over hendes erhverv og de andre lidt skæve sider af hendes personlighed.

Han slog let en hånd mod den redte seng. "Kom, du fryser" konstaterede han stille imens han hjalp hende derhen.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie blinkede langsomt, men der var noget svagt beroligende i hans tonefald, som fik hende til at nikke. Hun indså da også, at han havde ret og tænderne klaprede lidt.

Hun fik foldet et tæppe om skuldrene, da først hun sad på sengen og prøvede at forstå, hvad der lige var sket. Men hun havde selv lige sagt det.

[Michel af Louzy]

Michel hjalp hende hen til sengen, og da hun ikke selv lagde sig selv med det samme, løftede han hendes ben op under tæppet, og da han var sikker på at hun ikke pludselig trillede ud af sengen eller rejste sig, gik han over på den anden side af sengen og trak tæppet til side for at kunne lægge sig ved siden af hende.

Lyset der stod på bordet som han havde haft med, brændte stadig.

"Jeg ved ikke hvad der går igennem dig nu, men du skal vide, at jeg vil hade mig selv resten af livet for hvad der skete." Han havde slet ikke forestillet sig at hans kammertjener igennem så mange år, kunne forråde ham på den måde.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie drejede hovedet mod ham og det var som om, at hans ord trak hende lidt tilbage til virkeligheden. Hendes bryn rykkede sig lidt ind mod hinanden.

"Det var ikke din skyld," sagde hun hæst og sank en klump. Til gengæld ville hun nok aldrig kunne tænke på sin bryllupsdag uden at huske det...

[Michel af Louzy]

Også Michels bryn trak sig sammen, men den pinte grimasse var ikke tiltænkt hende. Hvis ikke han havde stoppet sin far til en hurtig snak, havde hans kammertjener ikke kunne snige ind på hende på den måde.

Så selvom hun ikke mente at det var hans skyld, ville han nok alligevel bære noget af den med sig. "Hvis ikke min.." sukkede han og rystede på hovedet.

"Jeg kunne været kommet hurtigere ind til dig" svarede han sammenbidt.

[Sylvie af Louzy]

Det var sandt nok, sikkert, men det nyttede ikke at spekulere på. Noget knugede sig lidt sammen i Sylvies bryst og hendes fingre lukkede sig i ly af tæppet.

"Det ændrer ikke på, hvad der er sket," sagde hun hæst. "Du kom tidsnok."

[Michel af Louzy]

Michel nikkede en enkel gang. Det var nok et emne de aldrig nogensinde kunne komme til enighed på, men han vidste han måtte komme ud af den onde cirkel af afmagt og i stedet, som hun netop sagde, kom ind til hende i tide.

"Ja." sukkede han let og gned sin hånd over sit ansigt før han lænede sig let ud over sengen for at puste lyset ud. Men hun havde ikke fortjent det, og vreden blev ved med at holde ham fast.

[Sylvie af Louzy]

Sylvies indre knugede sig sammen, da han pustede lyset ud. Hun vidste ikke om han forventede, at hun bare ville falde i søvn, men det var ikke virkeligheden.

Hun var stadig lidt i chok og lå lysvågen og tænkte på, hvad der nær var sket. På et sted, hvor hun skulle have været tryg. Det var ikke sket i krigen, men her.

[Michel af Louzy]

Michel trak vejret roligt. Han kunne heller ikke selv finde ro, men lyset behøvede ikke at brænde. Han løftede sin arm og lagde den over tæppet med sine fingre udstrakte. "Jeg er her." lovede han i en let dyb stemme. Som om ordene var nogen han aldrig havde sagt.

Hans hjerte slog hårdt og vrede og frustration blandede sig med afmagt og rodede rundt i hans tanker.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var i et fremmed hjem, fyldt med fremmede mennesker og med en mand, som hun dårligt kendte. Hun lå anspændt, forventede ikke mere, men så talte han og hun mærkede det brænde i sine øjne.

Hun svarede ikke med det samme, men sank en klump. "Tak," lød det så dæmpet.

[Michel af Louzy]

Michel brummede let. Tog man den skrækkelige oplevelse fra, hun havde været udsat for så havde det stadigvæk været en anspændt aften. Han ville med sikkerhed ligge vågen i flere timer endnu.

Måske først når han hørte Sylvies rolige vejrtrækning kunne han selv lukke sine øjne.

Afsluttet?