En dør på klem (tw; overgreb)

[Michel af Louzy]

Michel mærkede igen hvordan stemningen skiftede til det bedre. Han var forundret hvor hurtigt at det gik, selvom han frygtede at de ville bruge alt for mange kræfter på at holde vægten ved lige, så det hele ikke tippede over. Men så måtte de hver ofre noget. Det vidste han.

"Jeg indrømmer at mit syn på kvinder er noget .." Han sukkede og skjulte ikke den lette grimasse. "forældet" Nu kunne kvinder både arbejde og blive riddere selvom ingen af delene gjorde at man fik plus point hos ham. Kun Sylvie havde formået at rykke i hans stensatte holdninger.

"Tænk at det kan lade sig gøre" Smilerynker viste sig, og med et kunne man se at det også overraskede ham selv og snart gled de mere alvorlige og tørre folder over hans ansigt.

"Jeg har tænkt mig at bruge Deres evner, dem alle. Lenet og ikke mindst mig selv har tilsyneladende brug for det" afsluttede han og trykkede sine fingre om hendes hånd. Dansen var ved at nå sin ende, og da trak han hende helt ind til sig og sænkede hovedet en smule så han kunne plante et let kys mod hendes pande.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde haft en meget klar forestilling om, hvad det var, hun gik ind til og indtil videre havde han ikke indfriet den. Hun blinkede, nærmest chokeret og havde ikke nået at finde ordene, før han kyssede hendes pande.

Det var endnu mere uventet og hun var mundlam et øjeblik, før hun endelig svarede. "De overrasker mig," lød det ærligt. "Positivt, naturligvis, men jeg havde ikke regnet med at De ville se sådan på det..."

[Michel af Louzy]

"Hvis ikke fordi jeg anså dine diplomatiske evner som vigtige, så fordi at De har magten til at sætte mig ud af spillet; smertefuldt" svarede Michel roligt, og så kunne hun selv vælge hvilken side hun gerne ville være på. Nok var han en smule snævresynet men han var også en mand der gerne ville lære og gøre tingene bedre; Når først han havde erfaret og var klar til at erkende sine egne fejl.

Han havde endnu ikke bestemt sig om det var fordi han respekterede hende, eller fordi hun nu var hans hustru at han tillod hende så meget tillid. Men han vidste nu at det krævede mindst lige så meget af ham, hvis han ønskede at deres ægteskab skulle bestå af andet end mundhuggeri.

Måske havde hun i virkeligheden bare fanget ham på en god dag. Han smilte let og bukkede så for hende. "Jeg tror det var aftenens sidste dans, og hvad jeg kan spotte ud af øjenkrogen forventes det at vi tager afsked med vores gæster" svarede han og bød hende sin arm.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie burde måske have set skamfuld ud, men det var ikke, hvad der skete. I stedet var det kortvarig tilfredshed, der strøg over hendes træk, før han henledte opmærksomheden på resten af selskabet.

Hun nikkede forstående og de trak sig tilbage fra dansegulvet. Som manden tilfaldt det ham at takke gæsterne og hende at stå tavst ved siden af.

[Michel af Louzy]

Det tog ikke forfærdelig lang tid. Tjenestepigerne begyndte at rydde ud efter festlighederne og endte til sidst med at slukke de resterende brændende lys. Michel sukkede let da døren blev lukket og de sidste gæster var blevet sendt hjem.

"Passer det min hustru, at vi trækker os tilbage?" spurgte han og gled træt hånden over ansigtet.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie vidste ikke fuldkommen, hvad hun skulle forvente, når først hun var alene med ridderen og det var nervepirrende. Hun vidste naturligvis godt, hvad det var meningen, at der skulle foregå og selvom hun ikke var sart af sig, kriblede nervøsiteten og gjorde hende tavs igen.

Der var dog ikke rigtigt andet for og ved hans spørgsmål tøvede hun da heller ikke for alvor, men nikkede blot. De skulle dele et sovekammer, men tjenestefolk tog dem til hvert sit først, som det var tradition, så de kunne blive gjort klar til bryllupsnatten.

En kammerpige klædte Sylvie af og løsnede hårnettet. Hun var åbenlyst chokeret over det korte hår, der gemte sig under det, men undlod klogeligt at kommentere på det. Hun hjalp sin nye frue i natkjolen, rensede hendes negle og børstede hendes hår. Sylvie fandt sig i det, en anelse distraheret.

[Michel af Louzy]

Michel fulgte med sin kammertjener ind i et andet lille værelse, hvor han kunne blive klædt af. Der var stille på gangene og roen havde sænket sig over byhuset efter en herlig fejring; ikke så meget i kærlighedens navn, men mere i Alliancernes.

Da Sylvie kom ind i deres soveværelse, og døren blev lukket bag hende, var hun ikke alene. Det var dog ikke Michel der gemte sig i skyggerne, men i stedet hans kammtertjener Armund. Han havde begæret sin herres forlovede i adskillige måneder og så sit snit til at gøre sine dybeste tanker til virkelighed.

Han trådte om bag hende, og lagde sin hånd mod hendes mund så hun ikke kunne skrige, eller råbe om hjælp. "Endelig er De min, sødeste Sylvie" hviskede han grødet og lod sin tunge glide op af hendes hals, før han fumlede med nat kjolen så han kunne trække den op, og mærke hendes varme skød.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde mange ting i tankerne, men ikke det scenarie, der rent faktisk udfoldede sig. Hun stivnede af forskrækkelse, da en grov hånd lagde sig over hendes mund og i et splitsekund troede hun, at det var Michel. Stemmen, der lød i hendes øre, tilhørte dog en anden mand og selvom hun ikke genkendte ham øjeblikkeligt, så ændrede det ikke på frygten, der øjeblikkeligt susede gennem hende.

Det var da hånden rørte hendes inderlår, at hun slap ud af sin paralyserede tilstand og gjorde et ihærdigt forsøg på at komme væk fra hvem end, der holdt hende. Et skrig blev kvalt af hånden, som også mere eller mindre blokerede hendes luftveje og panik tog over. Hun sansede ikke at række efter sin Gave, men som hun kæmpede, truede den med at bryde ud helt af sig selv - måske med fatale følger.

[Michel af Louzy]

Armund maste sig frem for at få hende tvunget ned på sengen. Klar til at bekæmpe hvad end hun måtte forsøge sig med. Hendes natkjole var lang, og det forhindrede ham i at presse sig mod hende med det samme. Han åndede tungt da han fik hende ned at ligge, og gik i krig med at få spredt hendes ben. Men det var ikke nemt, da han på samme tid skulle holde hende nede for at forindre hende i at stikke af.

De havde ikke været alene med hinanden i særlig mange minutter, og det var kun til Sylvies held, da Ingerame have været parat til at slå hende omkuld. Men han nået ikke længere før døren gik op. Michel sansede ikke at han greb efter sit svær, som hang i bæltet han holdte i hænderne, sammen med sit resterende tøj; så det kunne blive lagt på plads.

Armund stivnede let før han trak sig væk. "Hun forførte mig" stammede han.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie kæmpede med alt, hvad hun havde og hendes kræfter brændte i hende, truede med at eksplodere, da døren blev smækket op. Grebet om hende forsvandt og hun trak vejret ind i et hørligt gisp og skramlede sig op.

Så hørte hun ordene. Et rødt skær gled for hendes øjne og hun sansede ikke sin nyslåede mands tildstedeværelse, da hun slog ud med den ene arm, lukkede fingrene sammen og slet og ret pressede tjenerens lunger sammen dybt i brystet på ham.

[Michel af Louzy]

Michel blinkede let. Det lød en hæshed fra kammertjenerens hals som han strittede imod i et forsøg på at komme fri. "H-hjælp mig, herre" hviskede han, selvom ordenen næsten ikke kom frem kunne han godt høre det.

Han trådte hurtigt hen til Sylvie, og havde da trukket sit sværd og uden at tænke yderlige over det tilføjede han sin kammertjener endnu mere smerte da klingen gik direkte i siden på ham.

Han skar en let grimasse, og så hurtigt mod sin hustru. "Er du okay?!" der var en let skælven at finde i hans tone, selvom man lige nu ikke kunne se andet end vrede i hans blik. Han trak sit sværd til sig igen, som Armund faldt til gulvet.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie ville have slået ham ihjel. Det var hun slet ikke i tvivl om, men det blev ikke hende, der gjorde det. Hun mærkede det øjeblikkeligt, da det greb hun havde holdt, brat blev slapt og hjertet tordnede i brystet på hende, da hun sænkede armen. Hun dirrede af lige dele raseri og frygt.

"Din mand prøvede at voldtage mig," snappede hun og så på Michel med et harmdirrende blik, selvom det egentlig ikke var ham, hun var vred på. Gennem rædslen skelner hun ikke. "Selvfølgelig er jeg ikke okay."

[Michel af Louzy]

Måske havde det været en forkert formulering. Det vidste Michel godt med det samme som hendes ord lød. Han sagde ikke noget til hende med det samme. Han var nødt til at få sendt bud efter nogen der kunne fjerne Armund fra gulvet, og nogen til at rengøre gulvet.

"Nej.." sukkede han til sidst. "Kom, vi sover i det andet værelse i stedet for. Hvis du slet ikke har lyst til nogensinde at være herinde, så finder vi af det" lovede han hende hurtigt og gik hen til døren som han åbnede så de kunne gå ud sammen.

Tænk at deres bryllup skulle ende på denne her måde.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var i en tilstand af chok. I det mindste var al nervøsitet omkring bryllupsnatten forsvundet, men det var ikke et godt byt. Hun skælvede over hele kroppen og hørte dårligt nok, hvad Michel sagde.

Hendes blik havde i stedet rettet sig mod den døde mand på gulvet. Hun kunne stadig mærke hans hænder på sig, hvor tæt han havde været på...

[Michel af Louzy]

Michel stod ikke længe ved døren og ventede på hende. I stedet var han hurtigt henne ved hende, og lagde en beskyttende arm omkring hendes skuldre, og hjalp hende i stedet ud af værelse.

Snart efter styrtede det ind med både en drabant de havde hentet ind ude fra, og et hold af tjenestepiger der gik i gang med at vaske gulvet. Michel havde fortalt hvad der var sket, og det var tydeligt at ingen ville holde nogen af dem ansvarlig. Hvilket Michel desuden slet ikke havde overskud til at tage sig af.

Soveværelset de kom ind i var mindre end Michels eget. Men der var hvad de skulle bruge. Han sukkede let. "Undskyld" lød det så fra ham. Stemmen var ikke mild, og han var tydeligt plaget af hvad der var sket; selvom det ikke var på samme plan som Sylvie.