En dør på klem (tw; overgreb)

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var lidt i chok over ordene, men det var et velkomment afbræk fra den tavshed, der ellers havde hersket og hun tillod blikket at glide granskende over ham.

"At De er gammeldags kommer ikke som en overraskelse for mig," mindede hun ham om og så sneg en lille, spøgefuld gnist sig ind i blikket. "At De beklager for det gør derimod lidt."

[Michel af Louzy]

Michel lignede næsten altid en farlig mand, der med et ville kunne bryde ud i kamp, eller var klar med grove bemærkninger. Men der lå meget mere til ham, selvom det var en så stor sjældenhed at ikke mange kunne sige at de kendte den. Men hvis nogen fortjente at finde frem til den side af ham, så måtte det være hans hustru.

Han brummede fornøjeligt og rystede på hovedet. "Det ville ikke være et ordenligt bryllup, hvis ikke jeg som din mand, havde en gave at give" svarede han roligt.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie kom til at slippe en lidt munter lyd, hvilket hun ikke havde forudset. Hun skottede over på ham og skød et bryn et stykke op.

"Så jeg skal betragte det som en gave, når du beklager for dine egne fejl?" kunne hun ikke lade være med at udfordre bare en anelse, men noget afslørede, at hun spøgte.

[Michel af Louzy]

"Særligt fordi det ikke kommer til at ske særlig tit." Svarede Michel. Hans bryn var en anelse sammentrukne. Han brød sig ikke om at hun tydeligvis gjorde grin med hans udtalelse. Han var trods alt en mand der havde svært ved er erkende sine fejl.

Han klarede halsen en smule og vendte opmærksomheden tilbage til sin mad.

[Sylvie af Louzy]

Han var åbenlyst utilfreds, men hun undskyldte ikke. Hvis han anså det for en gave, at han kunne tale om sine følelser, så gruede hun lidt for fremtiden.

Hun sagde dog ikke mere, men tog blot sit bæger igen og fulgte op med en solid tår.

[Michel af Louzy]

Michel mærkede det også. Hvordan stemningen imellem dem hele tiden skiftede, det var til at blive helt sindssyg af og han håbede virkelig ikke at de var dømt til at gå i cirkler om hinanden resten af deres liv. Men med så meget stædighed.

Festen fortsatte lidt endnu, og mere mad og vin blev sendt rundt og snart syntes det hele at gå lidt lettere. Michel rejste sig da musikken begyndte og bød sin hustru op.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie sagde ikke meget, primært fordi det åbenlyst gik bedst, når de ikke talte. Hun tolkede heller ikke hans invitation som andet end ren nødvendighed for at overholde kutyme. Det var i hvert fald derfor, hun selv tog mod hans arm.

Hun var måske en atypisk adelskvinde, med sit arbejde og sin gave, men hun var stadig en Tource og der var ikke en finger at sætte på hendes fremfærd. Til gengæld havde hun svært ved at forestille sig ridderen danse og hendes blik afslørede det måske, da de tog plads overfor hinanden.

[Michel af Louzy]

Måske var det i virkeligheden meget godt at de ikke sagde noget til hinanden. Meget kunne gå galt hvis de gjorde, og de skyldte begge deres familier at gøre det godt, nu de alle var i søgelys hos de af adelen der var inviteret.

Han dansede ikke ofte, og ville helst være fri. Nok førte han sig ikke plumpet frem og havde da en hvis balance. Men det fremstod tydeligt at han hellere ville være foruden.

Alligevel holdte hans sit blik mod Sylvie. Måske endda mere jo længere de kom fra hinanden. Nok elskede han hende ikke, men det sidste han ønskede var at hun kom noget til.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var ikke fuldt ud opmærksom på, at Michels blik forblev på hende, selv da kæden bragte hende væk fra ham. Først da hun var tilbage, mødte hun hans blik igen.

Det gav et lille sug i hende, måske fordi hun ikke helt vidste, hvor hun havde ham. Kinderne fik lidt farve og hun undersøgte ham lidt med blikket.

[Michel af Louzy]

Michels bryn gled roligt op, som om hans ansigt formildnede sig da hun igen var henne ved ham, og hun kunne lægge sin hånd mod hans. Han førte hende let rundt i kæden og mærkede af og til et lille stik uden helt at kunne sætte sin finger på hvad det var.

"Er jeg en meget dårlig dansepartner?" spurgte han så endeligt.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie kunne ikke skjule sin overraskelse over spørgsmålet og det trak kort ved hans læber, men hun var opmærksom på ikke at ligne en, der morede sig over ham.

"Meget dårlig er stærke ord at bruge," svarede hun derfor, ganske diplomatisk. Hendes blik gled overvejende over hans ansigt. "De er en bedre danser, end jeg forventede," sagde hun så. Og det var sandt.

[Michel af Louzy]

Hun gjorde klogt i ikke at ligne en der kunne grine af ham. Særligt fordi han rent faktisk tog det alvorligt. Hun ville desuden få mange flere mulighed for at latterliggøre ham i deres ægteskab.

Hans blik spillede let. "Som De da kan sige det, hustru" bemærkede han i en let underspillet humoristisk tone. En side af ham han igen ikke nød andre vise særlig tit.

[Sylvie af Louzy]

Modsat hvad han måske troede om hende, var hendes mål ikke at latterliggøre ham. Hun vidste udmærket, at han var en mand, der var bange for at fremstå svag - det havde hun set ved mere end én lejlighed - men det her var noget ganske andet end at han var ved at forbløde. Et bryn skød let op over hans muntre ord, men det trak også ganske, ganske svagt ved den ene side af hendes læber.

"De vil erfare, at jeg generelt er ganske god med ord," svarede hun med en enkelt, spillende gnist i de lyse øjne. "Og diplomatisk, selvom De måske ikke ville tro det."

[Michel af Louzy]

Michel var måske ikke frembrusende i sin fremtræden, og var bestemt ikke snakkesalig af natur. Sylvie var en af de få der havde fået lov at se noget af den mand han også var. Han var ikke kun en sur mand, med faste meninger og holdninger. Skønt han var svær at blødgøre, var han menneskelig; på sin helt egen måde.

Det krøllede sig et kort, men ægte smil frem bag skægget, da han drejede hende rundt. "Det får vi med sikkerhed brug for i fremtiden" svarede han roligt. Han havde ingen andre der havde potentiale til at hjælpe ham med driften af lenet; de rådgivere der stod hans far nær havde ikke formået at levere et godt resultat, efter hans egen mening. Og som Sylvie var bekendt med var Michel ikke den store taler. Desuden, hvis hun havde tænkt sig at blive ved med at være en viljestærk kvinde, selv efter de var blevet gift, kunne hun få lov til at imponere ham som fremtidige Baronesse.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var overrasket over at se ham smile, kort som det var, og funderede endnu lidt over det, da hun kort var væk fra ham. Blikket blev på ham imens og lå der også, at hun var tilbage foran ham.

"Utvivlsomt," svarede hun forsinket. Hun kneb øjnene lidt sammen, men læberne buede også en anelse opefter. "Det forekommer mig, at De siger det næsten uden rædsel i stemmen. Det er overraskende."