En dør på klem (tw; overgreb)

[Michel af Louzy]

Krigen var slut. Michel var kommet hjem og selvom der ventede ham et liv som nogens ægtemand så havde han ikke i sinde at lade det ændre sig, og han tvivlede på at Sylvie af Louzy ville indordne sig livet som fremtidige lensfrue lige med det samme. Hun ville med sikkerhed blive ved med at arbejde og han frygtede for hvordan deres daglig dag ville se ud.

Han kunne altid rejse til Louzy og blive dét imens hun legede helbreder i stedet for at tage sig af sine adelige pligter. I dag skulle han giftes, og selvom han var frustreret over det, var det ikke hvad der gjorde ham vred. Det var ikke længere nogen nyhed at hans søster Marie Merchande havde giftes sig med en borgerlig; og det havde ikke været hvilken som helst.

Hun havde opgivet alt hvad hun var til fordel for dén mand. Hans mørke bryn trak sig sammen i en sammentrukket grimasse da hans blik hvilede mod sit eget spejlbillede i spejlet foran ham. Han forsøgte at lægge det bag sig, som hun uden tvivl selv havde gjort. Hans lillesøster var ikke den kvinde han skulle fokusere på i dag.

[Sylvie af Louzy]

Det var en sort dag. Sylvie havde ikke levet et frit liv indtil nu, men uden tvivl friere end det ville være, når hun først var bundet til Michel af Louzy. Snart ville han eje hende og hendes skæbne ville være i hans hænder.

Af samme grund føltes det mere som en begravelse end et bryllup og hun følte ingen gnist af glæde eller spænding, som hun blev iført sit brudeudstyr. Hun var ikke bange, men dybt, dybt alvorlig, da hun ventede foran dørene til salen, hvor det skulle foregå.

Hun sagde intet til sin far. Der var intet at sige, som ikke allerede var sagt. Der var intet at gøre nu.

[Michel af Louzy]

Michel var klædt i mørke farver med lette hint af den lysere farve i Louzys våbenskjold. Hans hår var redt tilbage og skægget trimmet selvom det stadig dækkede den nedre del af hans ansigt. Han holdte sin hånd mod sværdet og stod ellers rank og ventede på at døren til templet gik op ceremonien kunne begynde.

Det var sådan det skulle være, og selvom han måske ville have udset sig en anden hustru; en mere lydig og passende hustru, så var det sådan at det skulle være. Det havde han for længst indfundet sig med. Men derfor behøvede han ikke at se glad ud.

Da Sylvie endelig stod ved siden af ham løftede han hovedet en smule og skænkede hende et enkelt blik.

[Sylvie af Louzy]

Det var en glædelig dag, men ingen af de to så specielt glade ud. Sylvies fødder føltes tunge, men hun var pligtskyldig og kunne aldrig drømme om at gøre noget drastisk, der ville ramme hendes familie.

Så hun stillede sig der. Helt rank ved siden af ridderen, hvis liv hun havde reddet flere gange og hun gjorde sin pligt. Hvad end det så ville komme til at betyde for hende. Hendes blik forblev på præsten, som begyndte at tale.

[Michel af Louzy]

Michel lyttede til præstens ord, selvom han ikke gav mine til at virke interesseret. Det hele var blæst godt og grundigt op og ridderen der ikke havde særlig meget lyst til at blive gift, fandt sig pludseligt omringet af mennesker der ønskede at det var sådan. Han trak vejret dybt ind og hadet til hans far var kun vokset støt de sidste mange måneder.

Han løftede sin hånd da de gyldne bånd skulle bindes, og først da rørte han ved hendes hånd. Hendes fingre var ikke så glatte og fine som adelsfrøkners kunne være. De var hærdet af arbejde, og snerten af både et smil og en grimasse viste sig flygtigt over hans ansigt.

[Sylvie af Louzy]

Det var ikke første gang, de rørte ved hinanden, men det var noget helt andet end da hun havde helbredt hans sår. Hun så ikke på ham og så dermed heller ikke hans udtryk, men holdt blikket mod deres hænder. Hans var grov.

Båndene lagde sig om dem og den sidste knude blev bundet. Ordene fulgte med og de var gift. Først da rettede blikket sig op mod ridderen, men hun var ingen rødmende brud. I stedet var der noget, der næsten brændte i hendes blik.

[Michel af Louzy]

Man kunne ikke beskrive Michel som tilfreds, og det var endda med den viden han havde om Sylvie. For hun var både pæn og havde hovedet skruet rigtigt på. Men den skarpe tunge kunne hun umuligt blive ved med at stikke frem og det irriterede ham allerede hvor mange skænderier de ville ende med at have.

Måske ville hun endda insistere på hver deres soveværelse.

Hans mørke øjne søgte hendes, og ganske flygtigt lod han det dvæle mod hendes blege ansigt før hans fars stemme skar igennem og templet blev ryddet. Senere var de samlet i byhuset hvor der var dækket op med lange borde. Michel førte Sylvie ind i spisestuen og trak stolen ud til hende. Det hele var så øvet og stift.

[Sylvie af Louzy]

De havde ikke udvekslet et eneste ord og måske var det foruroligende, men det betød også, at der ikke var udbrudt krig mellem dem endnu. Sylvie var anspændt, da hun trådte ind med hånden på ridderens arm og smilede anspændt til gæsterne.

Hun blev sat og snart var der skænket vin og serveret mad. Hun tog bægeret og drak en tår og det var til den tid, at hun endelig talte. Dæmpet nok til kun han hørte det.

"Jeg troede ikke, at De ville gennemføre det."

[Michel af Louzy]

Michel havde holdt sig fra at tømme det ene glas med vin efter det andet for at dulme eventuelle nerver. For han var i sandhed nervøs for hvad der ville ske. Både om hun fik hans vrede til at koge over, eller om han trådte hende over tæerne endnu engang. Hans hustru kunne trods alt slå ham ihjel, hvis hun ville. En evne han var begyndt at respektere.

Han tyggede færdigt og fik skyllet det ned før han så på Sylvie med et hævet bryn. "Og jeg troede ikke mine egne øjne, da du dukkede op" bemærkede han med en lille antydning af et smil

[Sylvie af Louzy]

Sylvie vidste ikke fuldt ud, hvad hun forventede, men ikke antydningen af det smil, som hun så på hans læber. Hun hævede et bryn og måske gav det også det mindste træk ved hendes læber.

"Og trække en skandale ned over min familie?" svarede hun. "Intet er så let."

[Michel af Louzy]

Michel ville under alle omstændigheder behandle hende godt; i sin egen fortolkning. Og selvom han var en frygtindgydende mand og han havde et rygte for at være skræmmende og voldsom så havde han tænkt sig at det skulle være noget andet med Sylvie.

"Vi vil gøre meget for vores familie" konstaterede han roligt. Det var både modigt og dumt, det vidste han. "Jeg håber ikke at jeg bliver en alt for stor skuffelse for Dem"

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde mange antagelser omkring ridderen og selvom hun glimtvist havde set tegn på en mand, der ikke bare var en brutal barbar, var hendes forventninger ikke høje.

Netop derfor tog hans ord hende på sengen og hun kunne ikke holde spørgsmålet tilbage. "Gør De ikke?"

[Michel af Louzy]

Michel blinkede let og klarede halsen en smule. "Naturligvis ikke." brummede han let. "Ingen mand ønsker at deres hustru ikke vil vides af ham" bemærkede han i et let suk.

"Er det forfærdeligt at mig at jeg ikke ønsker at fejle?" udfordrede han hende som han løftede sit bæger med vin.

[Sylvie af Louzy]

En anelse varme steg op i Sylvies kinder over hans udfordrende ord og hun så væk, men hun for at række ud efter bægeret med vin. Hun tog en tår.

"Nej," svarede hun, før hun så på ham igen. Et bryn skød let op og selvom hun ikke smilede, så hun heller ikke helt modfalden ud. "Jeg havde blot det indtryk, at De ikke var så forsonelig. Måske har jeg taget fejl."

[Michel af Louzy]

Michel smilte. Ikke at det decideret morede ham at han kunne få hende til at måtte se væk. Men det var altid et skridt i den rigtige retning at det også var en mulighed, og han mærkede noget varmt i brystet over at vise hende en anden, mere hemmelig side, som han også var i besiddelse af.

"Jeg ønsker ikke at slås, hvis det kan undgås. Uanset hvordan jeg måske virker." svarede han roligt. "Jeg er nok lidt gammeldags, og det beklager jeg" brummede han under skægget. Det var ikke ord som alle måtte høre.