Trygt

[Betriz Urmager]

Betriz havde været god til at indfinde sig jævnligt på Den Sorte Hund, hvor hun fremviste sine bestræbelser på at arbejde sin fætters gæld af. Da det var gået op for hende, at hun var blevet lidt for komfortabel med at være der, havde hun dog straks sat en stopper for den uvane og mindet sig selv om, hvad det var, der foregik der.

Hun var ikke fuldkommen stoppet med at arbejde på anordningen til Diego Lynhånd, men det kunne han ikke vide og hun havde ikke travlt med at informere ham. Slyngen provokerede hende endeløst, men også noget mere end det og netop sidstnævnte var endnu bedre grund til at holde sig langt væk.

Så det gjorde hun. Det var ikke fuldt ud bevidst, at hun ikke længere bevægede sig ud, når det var ved at være tomt på gaderne, men altid sørgede for at være tilbage i sit eget, sikre hjem, før mørket begyndte at falde på. Det betød lidt mindre tid på universitetet sammen med Alric, til hendes ærgrelse, men hun tog arbejdet med hjem.

Det samme gjaldt nu, hvor hun kom ind på det lille kammer, der tilhørte hende. Afslappet på den måde, man kun er, når man er i sikre rammer, så hun sig ikke rundt, før hun hev sin taske over hovedet og løsnede sit overtøj. Tankerne var allerede på, hvordan hun skulle løse den lille hakken i maskineriet.

[Diego Lynhånd]

Diego var en tålmodig mand, men ikke endeløst. Da Betriz holdt op med at komme og opdatere ham, slap den dog på et tidspunkt op. Planerne blev lagt stille og roligt, indtil det punkt hvor han sad roligt på hendes værelse i mørket og ventede på hende.

Da hun kom hjem var hun åbenlyst afslappet. Så sig ikke rundt. Tjekkede ikke skyggerne. Han hævede et bryn let over det og betragtede hende.

[Betriz Urmager]

Betriz anede ikke uråd, men gabte og smed sit overtøj fra sig på stolen, før hun drejede sig. Først i det øjeblik indså hun, at hun ikke var alene og hun slap et chokeret udbrud, som hjertet fløj op i halsen.

Hun bandede ganske ufeminint og alt var i alarmberedskab, da hendes hjerne registrerede hvem der sad der.

[Diego Lynhånd]

Diego tog en dyb indånding, da hun endelig opdagede ham. Han morede sig indadtil, men lo eller smilede ikke. I stedet foldede han fingrene over hinanden og tiltede hovedet let.

"Hvorfor er du holdt op med at komme, bruxinha?"

[Betriz Urmager]

Betriz' hjerte sad helt oppe i halsen og adrebalinen brusede gennem hende, stadig komplet i chok over invasionen. Hun stirrede måbende på ham, før først vantro og siden vrede gled over hendes ansigt.

"Hvordan er du kommet herind?!" hvæsede hun dæmpet, men så sig samtidig nervøst tilbage, som var hun bange for at nogen skulle opdage slyngen siddende i mørket på hendes værelse.

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn, før han trak på skuldrene. "Det ville være ganske dumt af mig at fortælle dig det, hvis jeg får brug for at komme ind igen," pointerede han.

"Og nu tilbage til mit spørgsmål. Hvorfor er du holdt op med at komme på Hunden?"

[Betriz Urmager]

Betriz' øjne udvidede sig, før hans fortsættelse fik en vantro latter til at undslippe hende. Ganske uden morskab og hun så på ham som om, han måtte være blevet gal.

"Du har brudt ind på mit værelse og så forventer du, at jeg bare svarer på dine spørgsmål?" snappede hun, men holdt sin stemme i en høj hvisken. "Er det her en trussel?"

[Diego Lynhånd]

Diego betragtede Betriz, imens hun talte. Hun var bange. Hendes spørgsmål understregede det kun. Han tog en dyb indånding og rejste sig.

"Nej," svarede han simpelt og nærmede sig hende. "Jeg er her hverken for at true eller skræmme dig, bruxinha, men aftalen hed, at du kom ofte og opdaterede mig. Nu er det længe siden. Så måtte jeg jo komme til dig."

[Betriz Urmager]

Betriz' næsebor udvidede sig en enkelt gang og hun måtte kæmpe mod den instintive respons, der var at tage et skridt tilbage. Fødderne forblev hvor de var, selvom hjertet hamrede ubønhørligt mod indersiden af hendes bryst. Til gengæld mødte hun hans blik og der var en stædig gnist af noget ukueligt i hendes eget. Sammen med det glimt af frygt, som hun ikke kunne skjule. Hun burde passe på sig selv, rette ind og bare svare. Ikke udfordre ham. Det var ikke, hvad der skete.

"Jeg ved ikke, om det er mig eller dig selv, du forsøger at narre," svarede hun, en anelse harmdirrende. Hun tog et skridt mod ham, trods al fornuft. "Men der er ingen anden grund til at bryde ind på mit værelse, end for at understrege, at du ejer mig."

[Diego Lynhånd]

Diego rynkede panden alvorligt over anklagen. Han tog et skridt frem imod hende, men rørte hende ikke. Stod blot tættere på og så ned på hende, hidsig og selvretfærdig.

"Udmærket, bruxinha. Jeg ejer dig. Men du kan købe din frihed, hvis du giver mig det jeg ønsker. Så hvor tæt er du kommet på det?"

[Betriz Urmager]

Betriz vidste ikke helt om det var forløsende eller ej, at det lykkedes hende at få ham til at sige det. Til gengæld blev hun stående, selvom han var så tæt på, at hun måtte lægge nakken helt tilbage for at kunne se ham i øjnene.

Læberne var presset sammen og der gik flere sekunder, hvor hun åbenlyst overvejede, om hun skulle svare. Så sled hun kæben fra hinanden.

"Den er næsten færdig."

[Diego Lynhånd]

Hun var køn. Det havde han ikke rigtig tænkt bevidst over før nu. Og det skulle han ikke tænke over. Hun var en forretningsforbindelse. Intet andet. Han modstod en let fristelse til at klemme hendes lår.

"Strålende," svarede han og smilede tilfreds.

"Så hvorfor stoppede du med at komme?"

[Betriz Urmager]

Hårene rejste sig i nakken, da han smilede og årsagen var ikke fuldt ud åbenlys for hende. Spørgsmålet fik kun hjertet til at hamre hårdere og hun åbnede og lukkede munden. Fugtede læberne, mens blikket flakkede en enkelt gang over hans ansigt.

"Jeg hører ikke til der," sagde hun endelig og på en eller anden måde var det ikke helt så krigerisk, som de tidligere ord.

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et let bryn af Betriz og hendes protester. Han ville have det strålende med at byde hende ind som en del af sit hold, men det havde han aldrig regnet med. Hun var veluddannet, havde en pæn familie... Hvem ville så vælge slummen?

Hans mundvige trak stadig lidt opad. "Selvfølgelig ikke. Men som gæst? Blev du ikke behandlet pænt hver gang?"

[Betriz Urmager]

Betriz hjerte slog lidt hurtigere og der var noget anderledes over at tale med ham her, end der havde været på hans kontor. Hun fugtede læberne igen og stemmen forblev helt dæmpet.

"Jo," svarede hun og det var sandt. "Det er for let. For let at sidde der og drikke te og glemme, hvad der foregår," fortsatte hun. Hun lød mere åndeløs end anklagende. "Det kan jeg ikke."