Trygt

[Diego Lynhånd]

Diego tyggede lidt på det, men så nikkede han. Det var vist hvad han havde tilbudt. Han var ret sikker på at Silvia Apoteker ville kalde ham blød, hvis hun vidste hvad han havde gang i. Han vidste ikke helt hvorfor han gjorde det.

"Jeg kan jo ikke garantere at han holder sig fra spil, må du vide," pointerede han.

[Betriz Urmager]

Blikket gled søgende over hans ansigt. Hun var ikke sikker på, at hun forstod ham. "Hvad er hagen?" lød det dæmpet fra hende, men ikke krigerisk nu. Hendes bryn trak sig sammen.

"Hvad er det, jeg ikke ser?"

[Diego Lynhånd]

Diego havde ingen planer om at fortælle Betriz om sin kommunikation med Odriara. Han kunne forhåbentlig nå at stille noget op med situationen inden den blev grim. Det var planen. Så han trak blot på skuldrene og åndede lidt ud.

"Du er en værdifuld samarbejdspartner," pointerede han. "Om du vil blive kaldt det eller ej. Måske forstår du ikke hvor værdifuld. Måske er det en fejl af mig at fortælle dig det."

[Betriz Urmager]

Betriz så ham i øjnene, mens han talte. Der var noget søgende i hendes udtryk, selvom hun måske ikke burde stole på ham for svarene. Burde ikke stole på ham i det hele taget. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at han var reel.

"Jeg ved godt, at jeg ikke kan stille krav," sagde hun dæmpet. "Men hvis jeg bad om det, ville du så love mig, at du ikke ville bede mig bygge noget, der kunne skade andre?"

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn let og betragtede Betriz i et langt øjeblik. Så nikkede han og foldede armene over hinanden.

"Ja. Det kan vi godt aftale," medgav han.

[Betriz Urmager]

Det prikkede lidt i Betriz' nakke i den tid, der gik, hvor han bare så på hende. Hendes blik faldt kort til de foldede arme, før de vende tilbage til hans ansigt.

Alarmklokker bimlede og bamlede, fortalte hende, at hun var ved at gå alt for langt og for hvad? Så så hun fætterens børn for sig og med det, ignorerede hun sine egne advarsler.

Hun nikkede. Fugtede sine tørre læber. "Ingen må vide det," sagde hun dæmpet, men alvorligt. Hun hørte til en højt respekteret borgerlig familie og arbejdede for en anden. Konsekvenserne ville være...

[Diego Lynhånd]

Diego betragtede Betriz kæmpe lidt med det. Hun havde så mange moralske skrupler, men tydeligvis kom hun sig stille og roligt over dem og det morede ham en lille bitte smule, uden at han lod det vise sig på sit ansigt.

Til gengæld strejfede smilet hans læber et øjeblik over hendes konstatering. Han nikkede. "Det bliver vores lille hemmelighed," forsikrede han.

[Betriz Urmager]

En kuldegysning løb ned over Betriz' rygrad ved den lille antydning af et smil på hans læber og det var ikke på en god måde. Hun smilede ikke selv, men følte sig på mange måder fanget.

Det pressede på hendes bryst, måske provokeret af gamle traumer, men hun tvang det ned. Så meget, som hun kunne. Og så nikkede hun.

[Diego Lynhånd]

Diego synes han så noget i hendes blik, men han var ikke sikker. Han noterede det, men sagde intet. I stedet tog han en dyb indånding.

"Og jeg kommer her ikke igen uden en invitation," forsikrede han. "Så længe du husker at besøge mig selv."

[Betriz Urmager]

Betriz vidste ikke helt, hvad hun lige havde sagt ja til. Hun burde helt sikkert have spurgt om mere - hvor meget forventede han, at hun lavede, hvor længe var hun bundet til at arbejde for ham - men det kom ikke til hende.

Til gengæld trak hans ord hende også tilbage op til overfladen og hun så på ham. Hendes bryn rykkede sig lidt sammen og endnu engang var der noget, der ikke helt passede ned i hendes fordomme. Hun sank og nikkede så igen.

"Jeg skal nok være der."

[Diego Lynhånd]

Diego nikkede let. Et håndtryk var normalt, men han rørte hende helt bevidst ikke. I stedet gik han mod vinduet, hvor han var kommet ind, selvfølgelig, og svang sig ud og op på taget.

Hvordan han siden undgik vagterne, ville Betriz aldrig finde ud af, medmindre de blev fortrolige.

Lukket?

[Betriz Urmager]

Betriz måbede, da han forsvandt ud af vinduet og der gik kun et sekund eller to, før hun skramlede derover og stak hovedet ud.

Til den tid var han allerede væk og hun var mildt forbløffet, da hun trak sig ind igen og lukkede vinduet forsvarligt. Forbløffet, forvirret og lidt kvalm.

Hvad havde hun gjort? Ved alle Guder, hun håbede, at det var det værd.

Lukket