Igennem tusinde af verdener (S)

[Leonius Sømand]

Våbensmed og Pottemager bryllup.

Jehanne Renard

Leonius havde haft det en anelse svært med at måtte efterlade Estienne og Ysabeau af Chales tilbage i Triviers. Men han måtte videre, ellers ville hans handelsaftale falde igennem og de ville ingen penge få. Så han måtte gemme følelserne væk og fokusere på sit arbejde i stedet for. Det var nok den længste rejste han nogensinde havde oplevet, selvom afstanden ikke var lige så lang som så mange andre rejser. Men han vidste at han ville nå frem til Jehanne. Hans kone som han havde ikke havde set i over to år.

Smilet krøllede sig allerede hen over hans læber. Han vidste at hun ikke ville være der, men alene tanken om at hun rendte rundt et sted i Levagny var nok for ham. Da skibet var blevet lagt til, og varende var blevet  slæbt ud og betalingen gennemført tog han sit snit til at vende hjem. Men han fandt ingen. Efter at have spurgt rundt, fandt han ud af at der var bryllup.

Han banede sig vej gennem gaderne til han til sidst kunne køre både sang og spil. Duften af den helstegte pattegris nået hans næsebor, og han tog en hørlig indånding. Han kunne genkende sin kone med bind for øjnene, og han var også målrettet som han gik imod hende.

"Skænker du din mand et krus øl?"

[Jehanne Renard]

Det var en festlig dag og Jehanne havde allerede flere gange skålet højlydt for Talon Våbensmed og Oudine Pottemager, stående på en bænk og med et smil plastret fast på læberne. Resterne af det sidste rungede stadig i luften og hun grinede, som hun hoppede ned og slap en drillende kommentar til en af de andre drabanter, som hun delte bord med.

Hun var på vej til at sætte sig, endnu midt i samtalen, da en uventet stemme lød bag hende. Hendes ord døde ud og hun stivnede. Hun ville genkende stemmen alle steder, men hun havde troet, at hun havde hørt den for sidste gang. Hjertet stod stille, før det slog hårdere og hun vendte sig mod Leonius.

Hendes mave trak sig øjeblikkeligt sammen ved synet og der ville nok altid være en impuls til øjeblikkeligt at kaste sig i hans arme. Nu var der dog noget andet, der stod i vejen og hun rankede sig lidt, da hun mødte hans blik. Hendes eget ansigt lettere ulæseligt. Bag hende trak flere af drabanterne væk, gav dem plads. Jehanne rakte ud og satte sit krus på bordet.

"Se engang, hvad tidevandet skyllede ind," bemærkede hun.

[Leonius Sømand]

Leonius havde betragtet hende før han havde annonceret sin tilstedeværelse. Det var både dejligt at se hende så glad og fuld af liv, men det stak også i brystet over at der nogen andre der kunne få hende til at smile sådan. Han vidste han havde været væk længe. Men Yemaya kunne kun flyve så langt med et brev, og det havde ikke været muligt for ham at kontakte hende. Slet ikke efter Odriara.

Hans lyse øjne søgte hendes ansigt i håb om at finde noget genkendelighed. Men det var næsten som at få klasket en kold klud i hovedet. Langsomt løftede han den ene arm og kløede sig lidt i nakken. Det var ikke hvad han havde forventet. Ikke den velkomst han så mange andre gange havde fået af hende.

"Det er også godt at se dig" svarede han tvetydigt. Burde han gå igen? og lade hende være alene.

[Jehanne Renard]

Jehanne havde det som om, at hun havde en usynlig kæde om livet. Noget, der holdt hende fysisk tilbage fra at krydse afstanden og kaste sig i hans arme. Men han havde været væk så længe, uden et ord, uden et livstegn og hun havde i stille sind troet, at han var død. At det var det eneste, der kunne have holdt ham væk så længe. Nu var hun konfronteret med, at det ikke var tilfældet.

"Du har været væk i to år, Leonius," svarede hun på hans bebrejdende ord. Ikke rasende. Konstaterende, snarere. "Jeg troede ikke, at du kom tilbage."

[Leonius Sømand]

Leonius mente ikke det var hverken stedet eller øjeblikket at begynde at tale om manglende livstegn. Det kunne hurtigt eskalere, for selvom han var en rolig mand af natur, og normalt ikke var opfarende; så ville han blive det hvis han følte at han blev trængt op i en krog. Noget som Jehanne kunne være godt til, til trods for at han ikke havde oplevet det ofte.

Men hun var vred, og såret og han forstod hendes reaktion, og han respekterede hendes tågede sind for ikke at sætte sig over på hans side. Han trak vejret dybt ind. "Jeg blev forsinket. Det trak ud. Men jeg er her nu" svarede han i et let suk. Kunne hun ikke sætte alt til side, og så være glad for at han var der?

[Jehanne Renard]

Jehanne var ikke blind. Hun kunne se, at det ikke var den velkomst, han havde forventet. Måske regnede han med, at livet var stået stille i de to år der var gået - for hvad betød det egentlig for ham, hvad der skete tilbage i Levagny, mens han var ude at se verden? Hun pressede læberne lidt sammen over hans unskyldning.

"Du er her nu," gentog hun og rankede sig lidt. "Og hvad betyder det? En brøkdel af den tid, du har været væk, før du rejser igen?"

[Leonius Sømand]

Leonius sukkede. Han kunne have valgt at fortælle hende at han hver eneste nat tænkte på hende, at han glædeligt havde talt om hende på rejsen, og at han følte sig fuldkommen forbundet til hende, så hun altid var med ham. At han ved hver eneste job, håbede at de kunne sejle tilbage til Levagny. Men at der hver gang havde været større penge at finde. Han ville trods alt give hende noget bedre end det hul de boede i ved havnen.

"Jeg har ikke noget der venter på mig" svarede han roligt. Ikke noget arbejde i hvert fald. Han havde alle planer om at vente med at tage ud igen til han vidste hvad der ville ske med Ysabeau af Chales, og Estienne.

"Hvis du har brug for en tidshorisont, kan jeg kun give dig et par måneder" svarede Leo i et suk, og så måtte de se tiden an.

[Jehanne Renard]

Hver en fiber i Jehanne længtes efter ham, men noget holdt hende tilbage. Hun vidste ikke helt, hvad det var. Måske det faktum, at det var altid var ham, der forlod hende. Altid ham, der forventede, at hun stod klar med åbne arme. Hun tog en indånding gennem næsen, bed tænderne hårdt sammen og så kort til siden. Forsøgte at holde det hele inde. Det lykkedes ikke.

"Ikke noget, der venter på dig," gentog hun dæmpet. Hun vidste, hvad han mente, men ordene var som salt i et åbent sår. Det krævede alt, hvad hun havde ikke at råbe til Talons bryllup. "Hvor længe forventer du egentlig, at jeg venter?"

[Leonius Sømand]

Leonius sukkede dæmpet, og han kæmpede en trang til at kaste ud med sine arme. Hun ville åbenbart gerne tage den her, og selvom han vidste at han burde beherske sig, begyndte der alligevel at bygge sig et eller andet op inden i ham.

"Jeg troede vi ventede en evighed på hinanden" svarede han roligt. Han lagde armene let over kors i stedet for, måske for at beskytte sig selv, eller vise at han reagerede på det som blev sagt.

"Men hvis du skal bebrejde mig.."

[Jehanne Renard]

Det var virkelig ikke stedet, det vidste hun godt. Hun ville ikke blive stående meget længere, men samtidig kunne hun heller ikke gå nu. I hvert fald ikke gør, hun havde sagt det næste.

"Du tager fejl," svarede hun og løftede hagen. "Du har aldrig, aldrig en eneste gang i alle de år, ventet på mig," konstaterede hun.

Og det var ikke løgn. To år havde hun ventet nu og alligevel så hun ikke skyggen af beklagelse. Kun en forventning om, at hun stod klar med åbne arme.

[Leonius Sømand]

Leonius så på hende; forbløffet over hendes ord, og det tog ham et øjeblik at kæmpe sig igennem dem. De havde to vidt forskellige måder at se det på, og selvom han forsøgte at se det fra hendes side, kunne han ikke længere have et ben i hver lejr.

"Du tror måske ikke jeg ligger vågen om natten og tæller dagene til jeg ser dig igen?" bemærkede han med et hævet bryn. "Det er min levevej, og det vidste du fra begyndelsen. Jeg har ikke tænkt mig at undskylde over det" sukkede han let og pressede sin hånd mod sine bryn.

"Jeg ville ikke være den du forelskede dig i, hvis jeg havde et fast arbejde på land. - Jeg kan ikke styre vind og vejr, og jeg er nødt til at tage arbejde hvor jeg kan finde det" sukkede han og rystede på hovedet.

[Jehanne Renard]

Jehanne hadede at se alvoren på hans ansigt. En del af hende var også rædselsslagen for at skubbe ham væk; den del, der måske altid havde undret sig over, at han blev ved med at vende tilbage til hende, når han havde set så meget af verden. Tanken fik det til at nive i næsen, men hun nægtede at give efter. Hun var ikke blød.

"To år," hviskede hun endelig og så på ham. Selvom hun prøvede, kunne hun ikke skjule sårbarheden i sit blik. Og selvom hun var en kriger, så var hun i sidste ende også en kvinde, der elskede en mand. "Jeg troede, at du havde forladt mig."

[Leonius Sømand]

Leonius parader faldt langsomt da hun endelig gav slip, det gjorde også at han turde tage de sidste skridt hen til hende og lægge sine arme omkring hende. Heldigvis var han stærkere end hun var og selvom hun ville kæmpe sig fri; ville han ikke tillade det.

"Det eneste der kan holde mig fra dig er døden, og skulle Yemaya en dag vende hjem alene... Jehanne, jeg ville aldrig frivilligt være så længe væk fra dig." svarede han mumlende ned i hendes røde hår. Men han var ikke herre over forsinkelser og røvere, og var der nok af dem, kunne han nemt ende med at blive alt for længe væk. Det vidste han godt.

[Jehanne Renard]

Jehanne havde affundet sig med, at han ikke ville vende hjem. Det troede hun i hvert fald. Da han lagde armene om hende, var der dog noget, der faldt i hak og hun forsøgte ikke at vride sig væk andet end med et enkelt, halvhjertet ryk.

Så begravede hun ansigtet ind mod hans bryst og mumlede noget grimt, der nok i virkeligheden var hendes form for tilgivelse.

[Leonius Sømand]

Leonius var lettet over at hun ikke trak sig fri. Det ville kun gøre det meget værre. I stedet overgav han sig også til følelsen over endelig at være hjemme, selvom han ikke kunne love at han ville blive for evigt. Men han ville blive så længe det var muligt for ham. Indtil pengene slap op og behovet for det vuggende dæk gav efter.

Han smilte varmt. "Vil det være alt for uanstændigt at kidnappe dig fra din makkers bryllup?"