Igennem tusinde af verdener (S)

[Leonius Sømand]

Leonius var dedikeret til sin hustru; eller så meget så han på de sidste to år kun havde betalt sig fra nydelsen tre gange. Det fortalte han hende ikke og han vidste ikke om han vitterligt ville erkende det hvis hun på et tidspunkt gerne ville vide det. De var både fri og låst på samme tid og han kunne ikke huske om de nogensinde havde haft snakken om hvad de skulle gøre ved det. Det var jo heller ikke normalt at han var så længe væk. Men det tænkte han ikke over på givende tidspunkt.

Det eneste der fyldte hans næsebor var duften af hendes hår, og mod hans hænder; hendes velformende bagdel. Han fangede hendes tunge med sin egen, og med et klemt støn trykkede han sig tættere på, som var han bange for at det var sidste gang. Han var mindst lige så ihærdig som hun var, med at få løsnet og smidt de sidste løse klæder der forhindrede dem i direkte kontakt.

[Jehanne Renard]

Jehanne havde ikke tænkt sig at spørge, hvordan han holdt sig varm, når han var væk, ligesom at hun forventede, at han ikke spurgte hende om det. En stiltiende aftale og det var da heller ikke vigtigt for hende, så længe han altid fandt vejen hjem. Denne gang havde hun ikke været sikker på det sidste.

Tøj blev hevet af til der ikke var mere og hun skubbede ham tilbage ind i det lille rum, alt sammen uden at slippe hans læber mere end et sekund ad gangen. Der var kun to skridt over til sengen og det var hendes klare mål.

[Leonius Sømand]

Leonius øjne dvælede dyrisk mod den nøgne velkendte krop der kom til syne da der ikke længere var mere tøj der dækkede Jehanne. Han trak vejret dybt ind og lod sine ru fingre glide over hendes hals og kraveben, og videre over hendes fyldige barm. Han brummede før læberne pressede sig mod hendes og lod dem skulle dem tungen.

Hans åndedræt var tungt. Han lod sig dumpe ned på sengens kant, med sine arme stadig omkring hende.

[Jehanne Renard]

Jehanne var beslutsom, måske en kende desperat, som hun tog plads over Leonius og kyssede ham grådigt. Hun kunne let have forenet dem lige der, men gjorde det ikke. Ikke endnu.

"Fortæl mig, sømand," sagde hun hæst ind mod hans læber. "Kan du stadig huske, hvordan vi passer sammen?"

[Leonius Sømand]

Leonius virkede næsten rolig i samligning med Jehanne i dette øjeblik. Ikke at han ikke også begærede sin hustru, i stedet nød han at betragte hende. Selvom hans greb om hende da afspejlede at han også trængte til hende. Hans store hænder hvilede imod hendes bløde balder og han trykkede hende sigende imod sit skød.

"Jeg glemmer det aldrig, Mit rav. Min ild" hviskede Leonius før han forenede dem i et tungt støn.

[Jehanne Renard]

Der var intet nyt i, at det var Leonius, der besad roen, selvom det var ham, der var eventyreren. Jehanne havde altid været vild. Ustyrlig, hvis man spurgte hendes far. Det var åbenlyst nu, som hun nærmest dirrede af forventning. "Mh," slap det hende som det eneste svar til hans ord, før han bragte dem sammen og trak et halvkvalt udbrud over hendes læber.

I nogle enkelte, frydefulde øjeblikke sad hun bare der, før hun kyssede ham igen og begyndte at bevæge sig mod ham. Tålmodigt først, siden med voksende behov.

[Leonius Sømand]

Leonius støn var sammenbidt og blandede sig med et enormt behov for at mærke sin kone mod sig. Savnet efter hende ville ingen ende tage, og snart greb han kontrollerende om hende, som var han bange for at hun ville stikke af fra ham; til trods for at det var ham der altid forlod hende til sidst. Hans efterfølgende støn var ikke dæmpet og hæse. Ingen ville nogensinde været i tvivl om at han var kommet hjem.

Han begravede sit ansigt ved hendes hals, før hans tænder og tunge snart angreb hende sensitive hud i små kærlighedsbid. Hendes navn kom over hans læber flere gange, og det var tydeligt for enhver at han elskede følelsen af dem sammen.

[Jehanne Renard]

Jehanne havde sagt til sig selv, at det var nok denne gang. At hun havde ventet for længe. Hun havde afskrevet ham, men nu var han der og hun var lige så svag, som hun altid havde været. Måske ville hun have det anderledes, når morgendagen kom. Lige nu var der kun de to og hans læber mod hendes hals, hans stød ind mod hende, det hele kulminerede snart.

Et halvkvalt udbrud røg over hendes læber, da forløsningen tog hende og hendes negle borede sig ned mod hans skuldre i de frydefulde sekunder, det varede.

[Leonius Sømand]

Leonius udsendte noget der kunne beskrives som et vildt brøl, da han sammen med hende nået kanten. Han klamrende sig ind til hende, og skubbede sig et par gange tættere mod hende for at kunne mærke de sidste nerver give slip på sig. Han mumlede let mod hendes lidt våde hals før han løftede hovedet der var omridset af de vilde rødlige lokker.

"At jeg nogensinde tager væk fra dig" sukkede han let og strakte sig for at kunne kysse hendes læber i stedet.

[Jehanne Renard]

Jehanne nåede ikke at svare ham, før han havde kysset hende, men kysset efterlod en bittersød smag på hendes tunge, der overskyggede den nyligt overståede forløsning. Ordene bragte frustrationen tilbage og den fik hende til at trække sig lidt, både fysisk og psykisk. Førstnævnte kunne undskyldes ved, at hun gled ned i sengen.

"Jeg er træt," konstaterede hun som en flugt fra sidstnævnte, velvidende, at det alt for let kunne løbe af med hende nu, hvis hun først fik startet diskussionen.

[Leonius Sømand]

Det havde ikke været andet end en kærlighedserklæring fra hans side af, noget hun skulle prikke til, med en underforstået humor og svag beklagelse over at han jo rent faktisk netop tog fra hende hver eneste gang. I stedet mærkede han tydeligt hvordan hun trak sig, og Leonius lod hende gøre det.

De havde skændes nok i dag, og hvis der skulle være noget håb for at de kunne finde helt ind til næreste faretruende gnist af lykke og begær måtte han også give hende plads. Det betød dog ikke at han havde det fuldkommen fint med det. I sit stille sind havde han håbet at de blot gled tilbage som det normalt gjorde. Men han havde tydeligvis været alt, alt for længe væk fra hende.

Han kunne ikke miste hende på grund af det. Han nikkede let, og lagde sig i stedet i sengen. Med ryggen mod et tyndt skind gled hans øjne mod loftet. Hun fortjente heller ikke at leve i sådan et sølle hul. Han skævede mod hendes nøgne ryk, og løftede hånden for at ville ae den, men trak den hurtigt tilbage. I stedet endte han med at lukke øjnene og falde i søvn.

Afsluttet