Igennem tusinde af verdener (S)

[Jehanne Renard]

Jehanne hadede ham lidt for altid at forlade hende, men hun vidste også, at det lige så meget var den del af ham, hun elskede. At det var eventyren, hun havde forelsket sig i og at det aldrig ville være det samme, hvis han blev låst fast der. Det hindrede ikke hendes hjerte i både at bløde og svulme på samme tid, som duften af ham krøb ind i hendes næsebor og indsigten af, at han stadig var her, for alvor sank ind.

Hun fnøs dæmpet over hans ord og selvom hun var fristet til at lade være, brød hun nok væk til at hun kunne se op på ham. "Ja," svarede hun. "Jeg har ventet to år på dig, Sømand. Det gør dig ingen skade at vente på mig en enkelt aften," slog hun fast. Talon Våbensmed var hendes makker, hendes ven, og selv ikke en hjemvendt Leonius kunne få hende til at forlade hans bryllup.

"Men du kan blive. Vær en del af mit liv." Bare for en gangs skyld.

[Leonius Sømand]

Leonius vidste godt at deres måde at være ægtefolk på ikke var normalt i Falanie. Han forsøgte altid ved sin hjemkomst at blive så længe det overhovedet var ham muligt. Men havet trak i ham; han var født til at sejle og udforske. Men i den sidste tid havde han overvejet om det snart var på tide at Jehanne skulle opleve det; Mærke hans liv og finde ud af om hun ville være den del af det. - Men det var ikke nu han skulle nævne det. Lige nu ville han nyde at være hjemme hos hende.

Han havde næsten ikke forventet andet. Han smilte skævt og overgivende. Hver arm slog let ud til siden som tegn på det. “Okay, okay..” mumlede han før han bøjede hovedet for igen at møde hendes læber med sine.

Han lagde en støt arm om hende. “Så lad os..” De fandt et par ledige bænkepladser og snart efter havde Leonius et stort krus med øl og skålede med medlemmer af både Våbensmede og Pottemagere; nogen af dem genkendte ham og andre havde han aldrig før set i sit liv.

[Jehanne Renard]

De havde ikke kysset hinanden i to år og alligevel var der en fuldkommen selvfølgelighed omkring det, da Leonius' læber ramte hendes. Alt, alt for kort, men samtidig perfekt og noget i hende føltes pludseligt varmt, da han med ét trådte ind og var en del af hendes verden. Noget, der så sjældent skete, at hun knapt forstod det.

Da det først var faldet på plads og chokket over at se ham begyndte at fortage, fandt hun selv smilet igen og flere, tøvende kollegaer nærmede sig for med - lettere forsigtigt - drilleri at spørge ind til den massive mand, der brat var dukket op. Om det var manden, der turde tage kampen op med hende og om det var så krævende at leve med Jehanne, at det var nødvendigt at sejle væk bare for at få fred.

Jehanne lavede obskønne håndtegn af dem, men fnøs også muntert og det var åbenlyst, at det lige så meget var venner, som det var meddrabanter. Langsomt gled hun lidt tættere på Leonius.

[Leonius Sømand]

Leonius skyldte sin kone mere end han kunne give hende på en enkel aften. Desuden kunne det ikke passe at han kunne være social med sit eget mandskab, og ikke med hendes familie. Smilet og latteren syntes hele tiden at være over ham, og når han ikke skålede med dem der sad overfor ham, til hans side eller i den anden ende af bordet fandt hans opmærksomhed mod Jehanne og de mørke øjne funklede varmt af savn og lidenskab. Nok følte han sig hjemme på de åbne hav; men han følte sig allermest hjemme hos hende.

Han var med på de drillende vittigheder og småspøge der bredte sig blandt de andre drabanter, og diskede hellere end gerne op med flere forskellige historier om deres liv sammen. Selvom behovet for at have hende alene voksede støt, jo længere de befandt sig til forsamlingen, lod han alligevel sin arm glide tættere omkring hende; som havde han intet behov for at rejse sig.

[Jehanne Renard]

Det var en besynderlig fornemmelse af have Leonius der. På trods af de havde været ægtefolk gennem mere end et årti, så havde han altid lidt været hendes alene og ikke en del af det fællesskab, som hun levede og åndede i. Nu fik hun dog følelsen og varmen spredte sig langsomt ud i kroppen på hende, selvom hun vidste, at det ikke ville være for altid. Måske var det nok.

Det føltes nærmest uvant med en arm draperet om livet, for hun var ikke typen, som nogen for alvor forbandt med den slags intimitet. Intet under, når hendes mand var væk så længe ad gangen. Det tog hende et sekund eller to at falde tilbage ind mod ham, men da hun gjorde, voksede smilet også lidt. Hun tog en tår af øllen.

"Så," sagde hun, da de havde et øjeblik selv og så op mod ham. Så godt, som hun kunne. "Er det mere eller mindre skræmmende end at sejle ud i en storm? At sidde her og lege familie med mig?"

[Leonius Sømand]

Han mærkede det af og til, følelsen af at han vadede rundt i en af sine mange drømme. Lige nu var det som om han fik på luft og at øjeblikket ville vare i en evighed. Snakken omkring dem døde en smule hen, da de andre vendte sig rundt og fortsatte deres samtaler med andre de kendte.

Måske kendte han ikke Jehanne lige så godt som andre mænd kendte deres hustruer. Men han kendte hende godt nok til ikke at pisse hende af, og altid være ærlig omkring hendes spørgsmål. Hans varme øjne søgte ned mod det blege ansigt. "En smule." svarede han en anelse vagt. Han ville langt hellere have hende alene så de rigtig kunne tale; så de kunne elske og finde tilbage til det stærke bånd han vidste stadig eksisterede mellem dem.

[Jehanne Renard]

Jehanne slap en munter lyd, men var ikke overrasket over svaret. Hvis hun for alvor havde været interesseret i en håndværker, så havde muligheden været der for længst.

"Hm," sagde hun dæmpet og tømte sit krus. "Så lad os gå hjem, sømand. Hvis du kan huske vejen."

[Leonius Sømand]

Han ville have blevet ved festen lige så længe som hun ville have ham der, dermed ikke sagt at han ikke også var lettet da hendes ord endelig lød. De varme brune øjne lå mod hendes ansigt, imens et stort smil langsomt spredte sig over hans ansigt.

"Jeg kan altid huske vej" bemærkede han før han rejste sig fra bænken. Vægten fra hans krop fik den til at ryste en smule, og et halvfyldt krus væltede ud over bordet.

[Jehanne Renard]

Jehanne kom til at le, da Leonius væltede det hele og det var en behagelig følelse. Hun rejste sig selv og rettede et blik mod ham, der spillede af morskab.

"Bebrejder dine mænd dig eller bølgerne, når skibet gynger for voldsomt?" spurgte hun drillende og skød et bryn op.

[Leonius Sømand]

Leonius havde været vant til det siden barnsben. Han havde altid været en stor dreng, senere både muskuløs og tatoveret. Det lange hår var halvt flettet, filtret og resten sat op i en løs knold af blå perler og hvide muslinger. Han lo varmt og lagde sin arm om hendes talje.

"I starten gik der rygter om at jeg i stedet for vild magi, havde gaven i elementet vand, så man kan vel sige at det svinger lidt begge veje" bemærkede han og blinkede til hende.

[Jehanne Renard]

Jehanne var svag for Leonius' størrelse og hendes ord var intet mere end drilleri. Hun blev da også distraheret fra det, da hans arm lagde sig om hendes taljen og med en gavmild mængde øl i sit blod, var frustrationen blevet erstattet med et efterhånden brændende begær.

Hun lo dog over hans ord og himlede med øjnene af ham, før hun trak ham med. "Kom. Der er langt til havnen og du har to år at gøre op for."

[Leonius Sømand]

Gaven i elementmagi var ligegyldigt. For Leonius følte sig allerede dybt forbundet med vind og vand. Så han smilte bare stort og trak hende lidt tættere ind til sig. Beskyttende og sigende på et og samme tid. Han følte lige som Jehanne en stor lyst til at de skulle være alene med hinanden.

Han brummede let og fornøjet og begyndte at sætte farten op i store lange skridt. Men der var langt til havnen, og det tog dem alligevel et godt stykke tid endelig at nå frem. Men lige så snart døren blev lukket tøvede han ikke med at lægge sine store arme omkring hendes krop og trykke hænderne mod det velformede bagparti.

[Jehanne Renard]

Jehannes verden stod ikke stille, mens Leonius var væk. Denne gang havde det måske endda været skridtet videre, fordi hun havde troet, at hun havde set ham for sidste gang. Og alligevel var alt velkendt, da de kom ind i den tarvelige, lille hybel og hans massive skikkelse ramte hendes. Hun tog en hørlig indånding, men smilede så og trak ham ind til et krævende kys.

Hun kunne godt være øm, en sjælden gang i mellem, men det var ikke et behov for ømhed, der drev hende nu. Det var råt behov og hendes hænder var ikke så blide, da de krummede sig om hans skulder.

[Leonius Sømand]

Det var mest om natten, når månen trak sit skinnende hvide ansigt frem og lod dens stråler lyse vandet op at Leonius tanker fandt vej til Falanie og til Jehanne. Der var alt for meget der skulle gøres i alle dagstimerne så selvom hun ikke vakte længselsfulde suk fra ham til dagligt, så var hun altid hos ham; en tanke og en følelse som han varmede sig ved og som holdt hans mod oppe.

Da deres læber kuliminerede med hinanden, satte det elektriske stød igennem den ellers meget store mand. Der skulle noget til at ryste jorden under ham. Hans fingre gled gennem de vilde røde krøller, hvor de langsomt lukkede sig så han kunne trække hendes hoved let tilbage for at kræve hendes blik i sit. Tungen strejfede hendes læber, for han lukkede tænderne drillende om den nederste.

[Jehanne Renard]

Jehanne havde ikke brug for at han var blid og alt ved hans let krævende handlinger, fik en usynlig ild til at bruse gennem hendes årer og centrere sig lavt i hendes mave. Hun slap en dæmpet, ukontrolleret lyd over følelsen af tænder mod sin underlæbe og utålmodigheden blussede øjeblikkeligt op i hende. Så voldsomt, at hun knapt kunne være i sin krop af ren længsel.

Hænderne flyttede sig, løsnede snører, søgte varm hud på hans overkrop, som kunne hun ikke tåle at være foruden nærkontakten bare et øjeblik endnu. Sådan føltes det næsten også.