Sat i stævne

[Sarah Merchande]

Sarah havde ingen rigtig måde at kommunikere med Balthazar Vespasian på, men hun havde fundet Helias af Tardigy efter en time og selvom han virkede en smule utilfreds eller i hvert fald ikke helt åben, så havde hun insisteret på at de skulle mødes i hans gemakker.

Hun havde en nyhed at fortælle. Måske anede de ikke hvad de egentlig var eller om de var noget i det hele taget, men de var nok til at de to mænd skulle informeres om, at hun om ganske kort tid ville være på landevejen på vej imod fremmede lande og en krig hun ikke vidste hvornår hun ville komme hjem fra.

Hun troppede op en lille bitte smule for sent, for hun havde et underligt behov for at de begge to var der. Forhåbentlig var de der. Hun åbnede i hvert fald døren uden rigtig at banke på.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar havde naturligt nok ting at tage sig af og væltede ikke rundt i fritid, men han smøg sig gerne lidt for en stund med Helias og Sarah. I hvert fald var han sluppet fri nogen tid efter, at han havde modtaget besked fra førstnævnte og ankom netop i tide til at se et velkendt, krølhåret skikkelse forsvinde ind gennem døråbningen.

Hun var ikke mere end lige nået ind, før han dukkede op bag hende og smilede sit sædvanlige, afslappede smil. "Hvilket lykkeligt sammentræf," bemærkede han, blikket spillende.

[Helias af Tardigy]

Det var altid en lille smule ambivalent når de skulle mødes. Ikke fordi at Helias ikke havde lyst; han havde næsten altid lyst til både Sarah og Balthazar. Men når de skulle mødes hos ham, næsten privat så kunne han godt mærke at han fik lidt sved på panden.

Helias kunne dårlig nok holde sig i ro. Han var dårlig til at stå stille, og som altid sad han med hovedet helt nede i en bog, med sit forstørrelsesglas så han kunne se detaljerne på de blomster som han havde haft liggende ind mellem siderne.

"Mmhmm.." brummede han let.

[Sarah Merchande]

Sarah nåede kun lige at registrere at Helias var alene og sad og studerede en bog, da en dyb stemme lød bag hende og fik hende til at smile instinktivt. Hun drejede hovedet og så på Baltazar. "Meget lykkeligt," medgav hun til akkompagnementet af Helias' brummen.

"Endda endnu mere, hvis rødtoppen kan løsrive sig fra sit arbejde," pointerede hun mildt.

Hun så lidt fra den ene til den anden. Begge mænd så fine personer, begge to nogen hun var ved at udvikle noget for, der var alt andet end platonisk. Ingen af dem krigere og dermed skulle de begge to blive her, selvom krigen lå foran Falanie.

Med en let udånding, dumpede hun ned at sidde på Helias' seng og skubbede sig bagud til hun mærkede væggen i ryggen. Hun var lidt tynget af de nyheder hun havde med.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar slap en blød lyd i enighed og hans blik spillede muntert, som han selv slentrede ind i rummet. "Hvis ikke det her kan få ham til det, så er der intet, der kan," bemærkede han og krydsede afstanden til Helias. Kastede et nysgerrigt blik ned på magikerens arbejde.

"Forstyrrer vi dig, ocelle?"

[Helias af Tardigy]

Hvis der var nogen der kunne få Helias til at løfte blikket fra sine evighedsstudier, så var det om nogen Balthazar og Sarah. Selvom det ikke altid lykkes dem lige med det samme, og Helias løftede da heller ikke hovedet med det samme. Han var nødt til lige at notere sig et par ting før han skubbede stolen ud.

"Aldrig!" svarede han i et stort smil og kørte hænderne igennem de røde krøller, der strittede ud til alle sider. Han lagde sin hånd mod Balthazars og trak ham ned i et flygtigt kys, før han i samme bevægelse rejste sig, og gled over mod Sarah, der også fik et kys.

"Menøh. Det er ikke fornøjelse, kan jeg regne ud?" bemærkede han og så sigende på hende.

[Sarah Merchande]

Sarah sad på sengen, men strakte sig gerne lidt op for at få et kys. Hun sad med ryggen mod væggen og sank tilbage. Blikket gled fra den ene til den anden og hun rystede lidt på hovedet af Helias' spørgende bemærkning.

"Jeg har noget jeg skal fortælle jer, men jeg ved ikke hvad det betyder for hvad det end er der er ved at ske her..." Hun trommede lidt på sengen og sad lidt uroligt.

"Magus Suilleaux har bedt mig om at tage med til Gestraria i krig. Som hans lærling."

[Balthazar Vespasian]

Balthazar smilede over den varme hilsen, før han gled ned at sidde på kanten af skrivebordet, blikket mod de to andre. Ordene fik et bryn til at glide let op. Han løftede hagen og smilede lidt.

"Det lyder som en dom fra dine læber," bemærkede han. "Men det er også godt, hm?"

[Helias af Tardigy]

Helias der havde haft et noget charmerende smil hvilende på sine læber, så nu ikke særlig glad eller tilfreds ud. Selvom han var lettet over at skulle blive hjemme for i stedet at kunne arbejde på at blive stærkere og bedre så han kunne blive udlært, så havde han ikke regnet med at Sarah ville drage væk fra Levagny; fra Falanie.

"Det mener du ikke.." mumlede han lidt utydeligt og rystede let på hovedet før også han dumpede ned på sengen ved siden af hende, med blikket lige frem for sig.

[Sarah Merchande]

Sarah så lidt fra Balthazar til Helias. Fra den opløftede stemning over at hun var blevet valgt til den deprimerede over at hun skulle rejse fra de to mænd. Hun rakte frem og lagde en hånd på Helias' skulder, imens hun så over på Balthazar.

"Det er en stor ære. Massiv." Hun smilede svagt. "Jeg kommer til at lære så meget. Men jeg vil savne jer to. Og vi har jo ikke engang fundet ud af hvad vi egentlig er. Er I her stadig når jeg kommer hjem?"

[Balthazar Vespasian]

Der var forskel på reaktionerne, men det var ikke så underligt. Balthazar og Sarahs relation var endnu ny og nok endnu funderet mere i nysgerrighed og interesse end i dybere følelser. Af samme grund forstod han Helias' anderledes reaktion.

Ved hendes spørgsmål smilede han da også, men det var mere afdæmpet. Beklagende, næsten. Han trak let på skuldrene. "For mit vedkommende er der kun så meget, der er i min magt, melculum."

[Helias af Tardigy]

Det var ikke fordi at Helias ikke undte Sarah et plads som Robion af Suilleauxs lærling; Han var en fremragende magiker, nok en af de bedste i Falanie. Men han kunne ikke ryste tanken om at hun skulle være væk, og deltage aktivt i krigen. Hun trak vejret dybt ind.

"Jeg har alt for meget arbejde til at være andre steder end her" svarede Helias, men mærkede nu behovet for at dele den skæbne der lå ham i vente. Han kunne ende med at være gift når Sarah kom hjem. Han kløede sig let i håret imens blikket flakkede fra Balthazar til Sarah.

"Der er noget andet vi også er nødt til at snakke om, kan jeg mærke" indledte han.

[Sarah Merchande]

Sarah så på Balthazar og trykkede læberne lidt sammen, men nikkede. Han boede ikke permanent i Falanie, så selvfølgelig var det flygtigt og han kunne være væk igen, når hun kom tilbage. Selvom Helias var der, så ville der mangle noget nu, føltes det som. Hun sank.

Men så blev det værre, for Helias så vældig alvorlig ud og Sarahs bryn trak sig sammen. "Hvad?"

[Balthazar Vespasian]

Balthazar blev påfaldende tavs, for modsat Sarah, havde han en idé om, hvad Helias var på vej til at fortælle. Det var ikke det bedste tidspunkt, men det tidspunkt var vist for længst passeret.

Han klarede halsen lidt, men blandede sig ikke.

[Helias af Tardigy]

Helias havde tænkt længe over hvordan, og hvornår han skulle fortælle det til Sarah. Selvom det ville komme som en chok så var det næppe overraskende. Han var af adelig slægt, og selvom han ikke var den ældste søn, havde familien alligevel fundet ham en kommende hustru.

"Det skulle offentliggøres om lidt, men på grund af krigen blev det udsat og jeg ved ikke.." Han sukkede og vendte nu hovedet direkte mod Sarah.

"Jeg er blevet forlovet. - Med Agrippina Vespasian"