Sat i stævne

[Sarah Merchande]

Sarahs instinkter skreg imod, men Helias var den ældre, dygtigere, mere erfarne lærer og hun lagde sig ned, hjulpet af ham. Hun trak vejret ind, men varmen voksede i hende som var hun en blæsebælg. Det skurrede i hendes hoved og hun hørte knapt hvad Balthazar sagde, selvom han havde ret. Hendes øjne lyste og hun dirrede. "Merde, merde, merde," klemte hun ud, før hun rev sig fri og, helt tåbeligt udsende, begyndte at hoppe midt på gulvet, meget fokuseret. Venstre fod, højre fod, begge. Venstre, højre, begge. Hun blev forpustet, men fortsatte en stund endnu, fuldstændig klar over hvor dumt det så ud og fuldstændig ligeglad. Venstre, højre, begge, til hun kunne mærke at det var ebbet ud og sank sammen på Helias' stol, gnidende sig lidt på næsen.

Hun åndede tungt ud. Så lidt over på Balthazar og Helias og forsøgte at afkode deres reaktioner for at vide om hun burde sige noget - og i så fald hvad.

[Helias af Tardigy]

Helias blinkede, og lignede ærligt en der ikke vidste hvad han skulle gøre. "Jeg har aldrig oplevede noget lignede" lød det fra ham og han rejste sig fra sine knæ og stirrede på Sarah og var fuldkommen frustreret over ikke at kunne hjælpe hende.

Han betragtede hende da hun veg væk fra sengen og han så endnu mere forvirret ud. Mitrhas, hvis alle med kontrol over ild kunne bygge så meget kraft op som Sarah; var han taknemmelig over sin egen, da han altid følte sig komplet bundet til jorden. Ingen i hans klasser havde samme temperament som hun. Måske var det netop derfor han ikke var ekspert, og ikke anede at hun ikke kunne lægge sig ned.

"Okay.." svarede han stille og dumpede ned på sengens kant igen.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar havde en fornemmelse af, at det ikke udelukkende havde med hendes specifikke gave at gøre, men nærmere størrelsen af den og han kunne ikke lade være med at betragte hende med mild fascination, som hun åbenlyst kæmpede for at få det under kontrol. Han var ikke selv uddannet ved universitetet, men kendte den kriblen han selv kunne få, når der var noget, der gerne ville ud - det her var åbenlyst i en helt anden skala.

Hans blik blev på Sarah, undersøgende. Granskende næsten, men mere nysgerrigt end skræmt. "Det slår mig, at der er gode grunde til, at din læremester tager dig med, hm?"

[Sarah Merchande]

Sarah sad og vippede med sine fødder i samme tempo som hun havde hoppet. Venstre, højre, begge. Hun gjorde det nærmest uden at behøve at tænke over det og kunne følge de to reaktioner og føle sig... Nogenlunde lettet? Hun sank og så Balthazar i øjnene.

"Den negative stemme i mig siger at det er fordi han har regnet ud at der er en risiko for at jeg sætter ild til universitetet ved et uheld, hvis han ikke tager mig med," svarede hun med lidt farve i ansigtet og skiftede mellem begge deres blikke.

"Undskyld. Store følelser gør det svært at holde kontrollen. Det er kun fordi jeg føler vi kunne have noget her. Noget virkelig godt. Jeg ved godt det ikke ér fuldt formet og Balt og jeg nok mere har lyst til at pille tøjet af hinanden eller have filosofiske samtaler end at stirre dybt ind i hinandens øjne lige nu, men I er så gode begge to. Så søde, sjove, kloge, flotte... Jeg gik i panik ved tanken om at det hele så let kan falde fra hinanden og så kommer jeg bare hjem til ingenting, hvor jeg lige nu har det som om vi står på tærsklen til... Noget virkelig godt..."

Hun tog en dyb indånding og fugtede læberne. "Men jeg har heller aldrig set ægteskabet som som I gør. Min far elskede min mor. Han ville aldrig have haft en affære.,"

[Helias af Tardigy]

Hun sagde mange ting; udtrykte sig om hvad der gemte sig i det inderste. Sarah havde aldrig før været så åben, og det fik unægteligt Helias til at sidde med åben mund og betragte hende; både en smule forvirret, men også glad for at hun lukkede dem ind. Han nikkede langsomt. Han ville heller ikke miste det de havde, det der var ved at ske. Men var han en dårlig mand af den grund?

"Vi tager det stille og roligt? Jeg ved ikke hvad der sker og jeg kan ikke love at alt bliver ved med at være som det er nu." svarede han og kørte en hånd gennem håret; en anelse frustreret. "Men mine følelser ændre sig ikke" slog han til sidst fast og rejste sig for at gå hen til Sarah.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar lyttede nøje til Sarahs ord og nikkede let sin enighed. Han stod og musede lidt over det, mens Helias talte. Han observerede de to lidt, før han klarede halsen og tog ordet.

"For mig taler det for sig selv, at det er dig, der er på vej i krig, melculum. Alligevel er du er bekymret for at miste os. Måske skulle du lade os om bekymringen?"

[Sarah Merchande]

Sarah lyttede. Det gjorde hun. Også bedre end hun måske havde gjort før. Hun tog en dyb indånding og så fra Helias til Balthazar, hvis sidste opfordring fik hende til at tygge lidt i underlæben.

"Bekymrer I jer om mig...?"

Måske var det et dumt spørgsmål, men hun fik varmen lidt over tanken.

[Helias af Tardigy]

Hun burde slet ikke være i tvivl. Nok var Helias taknemmelig for han ikke selv skulle afsted. Han var ikke nogen krigsmagiker og ville ikke bruge sin gave til at skade noget. Men det betød ikke at han ikke forstod vigtigheden og han vidste hvor stor en ting det var for Sarah at tage med, under Robions vinge.

"Selvfølgelig." svarede han næsten åndeløst som han løftede blikket mod hende. "Du har også bare at komme tilbage i et stykke. I live" Kom det alvorligt fra ham, som han holdte hendes blik.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar smilede lidt og hans blik gnistrede let, som han så på Sarah. Han besad måske ikke den samme, hengivne intensitet som Helias endnu, men han havde sit eget glimt i øjet. "Hm," sagde han og trak nonchalant på skulderen, spøgefuglen aldrig langt væk. Selv ikke i så alvorlige situationer.

"Bekymret for dem, mere," konstaterede han, men nikkede så. "Men kom hjem til os, Sarah."

Han havde vist ikke brugt hendes navn før.

[Sarah Merchande]

Sarah så Helias i øjnene og nikkede, før Balthazar tog ordet igen. Nu var hun rørt, men ikke på den ubehagelige måde hvor halsen snurrede sig sammen mere. Hun rejste sig op for at hive dem begge to ind til sig i en omfavnelse. Heldigvis var de nogenlunde lige høje, så det var ikke så svært.

"Det lyder helt underligt at du siger mit navn, Balthazar," bemærkede hun dæmpet med et smil i mundvigene.

[Helias af Tardigy]

Helias løftede sine arme og lagde dem rundt om både Sarah og Balthazar. Han sagde ikke mere nu, og i stedet nød han bare og stå sammen med dem begge to. Der ville komme mange forandringer i fremtiden, og nogen af dem var sværere at forberede sig på end andre.

"Jeg syntes det lyder mørkt" mumlede han halvsmørret i et grin.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar lod sig villigt trække ind og mens hans ene arm var om Helias, var næsten ind mod Sarahs hals. Han smilede let og slap et dæmpet, muntert fnys, før han tiltede hovedet, så han kunne se på den rødhårede magiker. Brynene hævede sig lidt.

"Mørkt, ocelle?"

[Sarah Merchande]

Sarah havde samme spørgsmål som Balthazar og løftede også hovedet lidt for at se på Helias, uden at slippe nogen af dem.

Hendes fingre strøg blidt over deres rygge og hun havde ingen planer om at trække hænderne til sig.

[Helias af Tardigy]

Helias så mindst lige forvirret ud over sine egne ord. Han klarede halsen. "Frækt.. Jeg mente frækt.. Mithras.." mumlede han en anelse forlegent og mærkede ørerne blive røde. Han pressede læberne sammen og ville for alvor denne gang ikke sige mere.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar slap en munter lyd over Helias og fulgte op med en lyd af forståelse, men lod sig ikke ellers mærke med, at han ikke havde holdt sig til sit sædvanlige kælenavn.

Han blev blot selv stående og musede lidt over denne specielle form for nærhed, der kom med at stå tre mennesker sammen. Nyt, men ikke afskrækkende.