Frihed (TW)

[Jacquetta af Bonville]

Hæren var taget mod Wufrurg. Bénjamin af Bonville var heldigvis blevet hjemme, men det hjalp ikke stort, når han alligevel var så ophængt at de ikke havde haft muligheden for at rejse sydpå endnu. Jacquetta havde dog efterhånden vænnet sig til den lidt kedelige tilværelse. Hun tog flere timer på universitetet, hun talte med sin svigermor og andre ældre kvinder og hun blev langsomt klogere på sin plads og rolle. Når Benjamin havde tid, fortalte han hende om religion og Gudinden og hun var sunket hen i en stille accept af hans ledende hånd.

I slutningen af juni havde hun dog hverken set ham eller hans hånd mere end flygtigt i mange dage og hendes tålmodighed var lidt opbrugt. Hun spiste middag med familien, før hun annoncerede overfor sin kammerpige at hun tog tilbage til universitetet for at høre solen blive spillet ned på årets længste dag.

Hun tog alene afsted, kun med en mand til at styre vognen og fandt hurtigt venner blandt de andre studerende at sidde blandt, dejlig fri uden sin kammerpige. Hun blev ude hele aftenen til solen var helt gået ned og vendte først sent tilbage med et enkelt glas vin i blodet og en berusende følelse af frihed.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde ikke været i det bedste humør siden det var blevet offentligt gjort at Falanie skulle støtte Gestraria. Det var ikke blevet bedre da den første bølge af støttere var taget af sted; og at han ikke var en af dem. Så man fremad ville det kun være den bedste beslutning. Ikke kun grundet hans søde og skrøbelige hustru; men også fordi at den yngre tvilling var langt bedre bag en bunke papirer og som diplomat end han var på slagmarken.

Théodore Corbin af Bonville havde desuden mere brug for at brænde krudt af end han selv havde; Mente han. Aller mest var han frustreret over at deres sommer syd planer var blevet rykket frem.

Der var ingen frihed at mærke i det tomme byhus. Benjamins forældre var stadig ude, og ingen forventede dem før den tidlige morgen. Benjamin sad alene i stuen, der kun var oplyst af et par enkle gløder der lige akkurat kunne oplyse de stikkende mørke øjne. Han kunne ikke helt mærke om han var vred eller skuffet. Men intet af det var særlig opmuntrende eller positivt. Han trak en hørlig indånding som han tømte sit glas med vin.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta åbnede selv døren til byhuset imens vognen blev kørt væk. Hun var alene og et øjeblik stod hun i døren og nød det. Så lukkede hun den igen og der var mørkt. Hun kunne se lys under døren ind til arbejdsværelset. Selvfølgelig var han stadig der.

Risikoen for at Estevot af Bonville ville være bag døren overvejede hun ikke rigtig. Hun tog blot i dørsvinget og åbnede op til synet af Ben i skæret fra et enkelt lys. Selvfølgelig. Han lavede ikke andet end at arbejde mere.

[Bénjamin af Bonville]

Noget i ham; et mørke som han ikke altid selv kendte til, eller registrerede. Havde slået rod, og han ætsede ikke at hans hustru var kommet hjem. Både fordi at han var optaget i sine egne sager, men også fordi han havde bestemt sig for at han ikke ville give hende dén fornøjelse.

Sådan som hun havde teet sig, fortjente hun ikke engang at blive lukket ind i familiens byhus. Han priste sig lykkelig for at han var den eneste tilstede til at modtage hende. Selvom han end ikke dét var i stand til. Han kunne alt for tydeligt forestillet sig hvilken aften hun havde haft. Det gjorde ham kvalm, og fik ham til at knuge hånden lidt hårdere sammen mod glasset, der snart ville springe hvis ikke han gav slip.

Man kunne ikke se de røde ildfarvede pletter ved hans kinder; men han mærkede vreden vokse sig større.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ikke rigtig beruset af vinen, men hun var til gengæld boblet op af selskabet og det fik hende til semi-frygtløst at stå i døråbningen og betragte hans skikkelse, bøjet over uendelige papirer.

Han sagde intet, men hun vidste ikke om det var ligegyldighed eller vrede. Det provokerede hende uanset og pludselig hørte hun sig selv sige:

"Skal jeg flytte hjem igen?"

[Bénjamin af Bonville]

Han havde lyst til at slå hende bare for det. Bare for den tåbelige kommentar ville han straffe hende, så hun holdte op. Alene følelsen af at ville mærke sin hånd mod hendes kind var hendes skyld. Hun kunne bare lade være med at gøre ham så vred.

"Det kan du bare gøre" eller forsøge på, rettere. Han ejede hende, og den eneste der ville være dum nok til at tage hende tilbage i familien ville være en af hendes brødre, og det var ikke meget magt de sad på.

Han skænkede hende ikke et blik, men i stedet så han bare ned på den sætning han netop havde været i gang med at formulere.

[Jacquetta af Bonville]

Hun havde håbet han ville reagere. Vrede var hendes bedste bud. Da han i stedet viste hende komplet ligegyldighed, satte en klump sig fast i halsen. Hun sank, mærkede tårerne presse sig lidt på, men klemte læberne sammen og bed det i sig.

Så gik hun. Hun havde ikke mange ting, men hun havde lidt, som hun pakkede ned. Tjenestepigen prøvede at sige at hun skulle lade være, men hun blev vist ud af rummet.

Det blev kun en lille bylt i stof. Hun holdt den i hånden og følte sig ganske tom og sørgelig, da hun bad kusken køre vognen frem igen til en kort tur.

Hvordan det var gået sådan, forstod hun knapt. Hun havde mistet sin Benjamin.

[Bénjamin af Bonville]

Han havde ikke regnet med at hun ville gøre det. At hun rent faktisk ville vende ham ryggen, på den måde. Benjamin sad længe og så mod døråbningen hvor hun før havde stået. Han blev kun mere vred på hende og rejste sig derfor ikke. Den glæde skulle hun ikke have; at han sådan kom rendende efter hende.

Han var manden, og hun var konen. Der var klare linjer og grænser i deres ægteskab; og selvom de aldrig før var nået til det punkt hvor de nu befandt sig, stod det sole klart for ham, at det var hende der havde gjort noget galt.

Han rejste sig fra skrivebordet og tog sit bæger med vin. Let gik han frem og tilbage foran det lille ildsted, før han med alt sin kraft smed glasset ind i gløderne så det sitrede og spruttede. Flammerne spejlede sig i hans mørke øjne der nu kun var fyldt med had. Hvor vovede hun at forlade ham på den måde.

Han trak let i tunikaen og tog en dyb indånding før han forlod værelset og gik imod hoveddøren. Han ville alligevel se hvor lang hun turde bevæge sig væk fra byhuset.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var komplet ulykkelig, men hun holdt hovedet højt og tog ikke nej fra tjenestefolkene. Hun holdt lige præcis sammen på sig selv, men det var en skrøbelig balance. Da døren faldt i bag hende, skælvede hun.

Hun anede ikke hvad Helias og Christofle af Tardigy ville sige til at hun kom hjem, men sidstnævnte var i krig og førstnævnte var nok på universitetet, så det måtte blive det næsten tomme hus, der tog imod hende. Hvad hun derfra skulle gøre, kunne hun slet ikke overskue. Hun ville ønske hun ikke behøvede gære noget af det.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin trak vejret dybt ind, og ætsede ikke at han næsten skælvede da han åbnede døren. Han stirrede på hendes ryg, men var ikke sen til at gribe fat i hendes håndled; så hårdt at hans negle næsten borede sig ned i hendes håndled. "Hvor tror du, at du skal hen?" hviskede han lavt.

Ikke om han havde i sinde at lade hende tage afsted.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta hørte lyden fra døren og havde lige vendt sig om, da hun mærkede fingre bore sig ind ved hendes håndled og snappede efter vejret. Hun tabte bylten med ting, der klirrede let, da den ramte stenene. Hendes øjne var store, som hun så op på Benjamin.

"Hjem," pev hun lavt og sårbart med blankhed i de store blå. "Du sagde jeg bare skulle gå."

[Bénjamin af Bonville]

"Dit hjem, er her hos mig" svarede Benjamin fast. Hans blinkede næsten ikke, da hans brune øjne stak dybt ind mod hendes blege ansigt. Hans læber krummede sig let sammen, i en grimasse. Han var stadig fyldt op til kanten af vrede og afmagt.

"Hvad havde du forventet?" spurgte han og hævede brynet en smule.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta følte sig næsten stakåndet af øjenkontakten og hendes hjerte hamrede også. Det gjorde ondt med hans fingre, der borede sig ind i hendes hud, men hun kunne mærke en underlig lettelse over hans raseri.

Det fik hendes egen harme til at fordampe lidt, hjulpet af hans ord om hendes hjem. Hun slog blikket ned.

"At du var ligeglad," svarede hun dæmpet. "Du har virket så ligeglad."

[Bénjamin af Bonville]

"Jeg beklager at mit arbejde har forhindret mig i at bruge tid sammen med min hustru." Bemærkede han en kende sarkastisk. Hans øjne blev smalle i et kort øjeblik. "Alt i mens du er sent ude. alene"

Han kunne slet ikke være i tanken om at hun havde været ude uden ham.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta snappede lidt efter vejret. Hun løftede blikket, alligevel provokeret.

"Jeg var til koncert," svarede hun. "Og du... Du har knapt set på mig i ugevis. Du har rørt mig mere nu end siden hæren forlod os."