Frihed (TW)

[Bénjamin af Bonville]

Den lette sommervind var kun lige stærk nok til at ruske let i både Jacquetta og Benjamins krøllede lokker. Hans øjne var stadig direkte presset imod sin hustru, og for hvert ord der kom fra hende, mærkede han bare uroen vokse.

"Præcis derfor" svarede han i i en lille snert af vrissen. "Hvem tror du hænger på alt det ekstra arbejde?" han ventede ikke på at hun ville svare ham i stedet holdte han hårdere om hendes arm, da han med den anden frie kunne åbne døren til byhuset igen, og tage hende med indenfor.

"Som en god hustru, ville du vide at det ville tage en del af min tid, og som en god hustru burde du støtte mig i stedet for at vende det om så det hele handler om dig!"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kæmpede ikke imod, men så efter bylten med sine ting med ondt i maven. Hun håbede kusken eller hendes kammerpige ville have fornuft nok til at tage det med. Hun fulgte bare med Benjamin.

"En del tid," indvendte hun dog frustreret. "Hele tiden! Jeg har næsten ikke set dig."

[Bénjamin af Bonville]

Nogen skulle nok hente hendes ting, det var det mindste lige nu og Benjamin skænkede det ikke en tanke. Han var blind af raseri og en jalousi han selv havde opfundet dybt inde i hans inderste tanker. "Næsten ikke.." sukkede han frustreret og slap først hendes håndled da han havde skubbet hende ind i soveværelset.

"Jeg tror slet ikke du forstår hvilket pres der hviler på mine skuldre, hvilke opgaver jeg er blevet tildelt." svarede han og skar næsten tænder ved tanken. At hans tvillingebror ikke var i hans liv lige nu, kunne tydeligt mærkes.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var ved at snuble ind på soveværelset, da Benjamin skubbede hende. Hun havde tårer i øjnene og bakkede væk fra ham.

"Men så lad mig rejse sydpå," argumenterede hun. "Så du kan få fred."

Det sad lidt fast i halsen på hende.

[Bénjamin af Bonville]

"Så du kan forlade mig?" Benjamin så helt farlig ud i ansigtet, og lignede en der lige havde fået knust det eneste håb han havde tilbage. Han trak vejret dybt ind og knugede begge sine hænder sammen så knoerne blev hvide.

"Hvis du rejser, så skal du ikke komme tilbage" svarede han og rankede sig let. Så måtte hun jo vælge. Hun skulle ikke rejse nogen steder alene. Han anede ikke hvad der måske ventede tilbage i hendes barndomshjem.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blinkede, før hun sank tungt ned på sengen og så op på Ben med en dyb rynke i panden.

"Jeg skal ikke forstyrre dig, ikke kræve nogen bid af din opmærksomhed, men jeg må heller ikke rejse og besøge mine forældre?"

Hun løftede hånden han havde haft fat i håndleddet på og gnubbede det, fordi det var ømt.

"Er jeg din hustru eller et møbel, Benjamin?"

[Bénjamin af Bonville]

"Naturligvis må du ikke forstyrre mig, midt i vigtigt arbejde. Det ved du da" svarede Benjamin imens hans bryn trak sig tættere mod hinanden. "Vi havde aftalt at tage afsted sammen, og den plan agter jeg at gennemføre" sukkede han. "Jeg mangler din forståelse for at det hele er trukket ud og at jeg er mere presset end før. Det giver dig ingen ret til at føjte og blive sent ude om aftenen."

"Du troede måske jeg ikke ville opdage det?" Han svarede ikke på hendes sidste spørgsmål; det var irrelevant, og han var på ingen måde tvunget til at give hende det svar som hun ønskede. For i virkeligheden så tilhørte hun ham.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fnøs let. Hun så ned på sit håndled og rystede langsomt på hovedet.

"Aldrig. Jeg må aldrig afbryde dig. Du har ikke engang tid til mig om natten," anklagede hun. "Når du ikke har tid, så er der heldigvis andre, der har."

Hun snøftede lidt ind. "Hvad skal jeg lave, hvis jeg intet må og du ikke har bare et øjeblik til mig?"

[Bénjamin af Bonville]

"Du kan da.." hørte han sig selv sige, da han ville komme med forskellige eksempler på hvad hun kunne få tiden til at gå med.

Men hendes ord rungede og med et; hurtigere end et lyn var han over hende. Fingrene lukkede sig om hendes hænder, og med magt pressede han hende mod sengen. "Der er ikke andre der kan få dig til at føle så stærkt, som mig" nærmest hvæste han ind mod hendes øre.

Selvom hun måske mente noget andet, så kørte hans tanker kun på ét.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta gispede over voldsomheden og tumlede bagud ned at ligge med Ben over sig. Hun vred sig og ville fri, hendes ben sprællede ud over kanten.

"Nej, nej. Stop det, Ben, der er ingen andre! Slip mig!"

[Bénjamin af Bonville]

"Du er min hustru" hviskede han og trykkede hende hårdere mod sengen. Han sukkede let, og forsøgte at trække hendes kjole op, så han kunne komme helt tæt under hende.

"Du aner tilsyneladende ikke hvor højt jeg elsker dig.." hans stemme var ru, og lige nu så han ikke andet for sig end at hun bedragede ham.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vred sig og sparkede og hev efter vejret i desperation. Hun havde på ingen måde lyst til dét og han havde tvunget hende før, hvor det kun var med hånden.

"Ben," klynkede hun. "Nej, vil du ikke nok lade være. Ikke det. Ikke nu. Ikke sådan her. Alt andet end det."

[Bénjamin af Bonville]

"Alt andet?" mumlede han og trak sig væk fra hende. Hans øjne dvælede mod hendes skræmte skikkelse. Han hørte dog hvad hun havde sagt, og hvad hun bad om. "Nuvel.." Han trak vejret dybt ind.

"På alle fire." bad han så imens han vendte sig om og gik hen til reolen hvor en del af hans bøger var placeret. Han havde ikke låst døren, så hvis hun ville kunne hun forsøge sit snit at løbe ud af soveværelset.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde ikke den store kontrol over hvad hun sagde. Hun var bare så bange, at ordene fløj ud af hende.

Da han trak sig væk, trak hun benene op i sengen og under sig og lå og rystede svagt. Hun evnede ikke at flygte eller udtænke nogen form for plan, men blev bare til en lille klump i fosterstilling.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde forventet at hun havde gjort noget. I bedste fald at hun havde stillet sig på alle fire, som han havde bedt om. Da han vendte sig mod hende med Johanots stok, og så at hun bare lå i den patetiske stilling, blev han næsten endnu mere vred end før.

"Lige så vel som du åbenbart har andre der venter på dig, som gerne vil bruge tid på sig. Kan jeg også lige så let finde en der kan opfylde mine ønsker" hvislede han faretruende.