Frihed (TW)

[Jacquetta af Bonville]

Det var den værste trussel Benjamin nogensinde var kommet med og Jacquetta var brat oppe af sengen og stod op på gulvet, før hun sansede hvad han holdt. Hendes lyse øjne spærrede sig helt op og hendes næsefløje udvidede sig.

Hun så fra stokken til Ben og sank synligt. Så raslede hans tidligere ord på plads og hun forstod.

En lille rystelse gik igennem hende, før hun vendte sig om og satte sig på knæ på kanten af sengen. Hun trak sine skørter op over lænden og blottede sig, før hun sank ned med hænderne mod madrassen og stirrede ned i den. Det var bedre end ligegyldighed. Bedre end at han fandt andet selskab. Men hun rystede alligevel svagt af frygt.

[Bénjamin af Bonville]

Langsomt krummede der sig et lille smil frem på hans læber, da synet af hans hustru, blottet og på alle fire indfandt sig. Han trak vejret dybt ind. Han vidste ikke hvad der ville ske, hvis han straffede hende. Det var bedre end at tvinge sig på hende; selvom han kunne mærke at han havde lyst til det.

Han lod stokken slå let mod hans håndflade, så det gav en let lyd i det stille rum. Hun var nødt til at forstå at hendes ord og handlinger havde konsekvenser. At hun ikke gå imod hans ord, og da slet ikke at lege med muligheden i at rejse alene.

[Jacquetta af Bonville]

Lyden af stokken fik det til at gibbe i Jacquetta. Hun krummede fingrene omkring tæppet under sig og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. Ind, ud, langsomt og roligt.

I sine tanker så hun Johanot af Vigny smile tilfreds og hun sank en klump.

Hun bad ikke Benjamin være blid. Hun vidste at det sandsynligvis bare ville få ham til at være mere hårdhændet.

Et sted dybt inde kæmpede hun med, at hun foretrak dette over hans ligegyldighed.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin blev enig med sig selv om at det var en nødvendighed. En nødvendighed så hun ikke gik imod ham igen. En nødvendighed der gjorde at deres intime hjerterum forblev intakt; håbede han. Han trak vejret dybt ind og gik hen imod hende. Uden at advare hende slog han stokken imod hendes bare balder. Først den ene, og så den anden.

Det var ikke voldsomt hårdt, men blot en markering. "Det er mindst lige så ondt på mig, elskede." hviskede han sammenbidt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var uforberedt, da det første slag faldt og et højt gisp forlod hende, før hun klynkede og spændte musklerne omkring den lidt ømme stribe, som hurtigt blev lyserød. Endnu et faldt mod den modsatte balle og hun hvinede højlydt af smerte, men langt mere af chok.

Hun havde på ingen måde lyst til at huset kunne høre hendes ydmygelse, så hun snøftede ind og gled ned med overkroppen og hovedet tæt mod sengen, så hun kunne gemme ansigtet i tæppet og dæmpe sine udbrud. Hun kunne sagtens mærke hvordan det gjorde hendes bagdel til et endnu nemmere mål, men det var et offer hun måtte give.

[Bénjamin af Bonville]

To slag. Han håbede det var nok, for noget i ham havde ikke lyst til at gøre det igen. Han trak vejret dybt ind og gemte stokken væk. Den skulle ikke være synlig da den ikke skulle styre deres ægteskab. I stedet blev han stående for at betragte de stå lyserøde striber.

Han afholdte sig selv fra at kræve endnu mere fra hende. I stedet lænede han sig frem for at tage fat i hendes skørt så han kunne dække de blottede balder til. Der var kun til så meget hårdhed i deres forhold.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde forventet mere. En del mere. Hun lå tavs og ubevægelig og ventede på mere, til Benjamin kom og trak hendes skørt ned. Selv flere øjeblikke senere var hun helt stille.

Hun snøftede lavt ind og drejede hovedet for ikke at tale formålsløst ned i sengetæppet.

"Var det det...?"

[Bénjamin af Bonville]

"Du tror mig måske et monster?" Spurgte Benjamin i en let dirrende stemme. Han satte sig på kanten af sengen og foldede hænderne i sit skød.

"Jeg er ikke... Nogen gange gør du mig så vred" sukkede han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev ikke liggende. Hun sank ned på siden og trak benene op under sig igen. Nu stirrede hun lidt ud i luften. De to striber var ømme, men fysisk havde det gjorde mere ondt de gange hun selv havde bedt ham aktivt om det.

"Jeg har ikke kaldt dig et monster," svarede hun efter lidt tid. Hun åndede langsomt ind og tungt ud. "Jeg vidste du ville blive vred. Jeg vidste ikke du ville blive så kold. Jeg savner dig. Desperat." Hun græd lidt, men stille, blot med tårer i øjnene.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin sukkede. Det var altid værst efter, fordi de endte med at snakke alt for meget om det. Til trods for at han havde behov for at være fuldkommen åben overfor hende. Han lukkede øjnene igen og lod det hele synke ind.

"Du havde.." startede han og knyttede i et split sekund sine knoer igen. "Jeg savner også dig, men jeg kan ikke.." Det var svært for ham helt at finde ordene når tankerne skreg ham i hans hovedet.

"Der har været alt for meget" sukkede han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rakte stille den ene hånd frem og lagde den på Bens lår. Krummede fingrene lidt sammen der. Hun tog en dyb indånding.

"Jeg er din hustru," indvendte hun lavt. "Lad mig bære din byrde med dig. Fortæl mig om dine kampe hvis du vil. Få luft for dine frustrationer med ord eller handling. Lad mig holde om dig og trøste dig eller tag mig hårdt imens du hiver mig i håret, men luk mig ikke ude, Benjamin. Alt andet end at lukke mig ude. Jeg vil tage hundrede stokkeslag, hvis blot du ikke skubber mig fra dig."

[Bénjamin af Bonville]

Hvordan hun kunne være så sød, efter han lige havde demonstrere sin magt overfor hende? Han stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Det hele gik så hurtigt; han hørte dog alt hvad hun sagde, og selvom han ofte tog det til sig, vidste ha godt at der ikke gik længe før han igen gik i ring med sit arbejde.

Han var blevet fodret siden han var barn, med regler og måder man gjorde tingene på, og det med at dele den del af sit liv med Jacquetta var ikke en del af det. Eller også kunne han bare ikke finde ud af det.

"Men du er nødt til at finde dig i sene aftentimer, og at jeg ikke altid kan holde rede i hvor længe jeg har arbejdet.."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta skubbede lidt på sig til hun endte med hovedet hvilende på Benjamins lår og hånden længere oppe. Hun stirrede lidt ud i luften.

"Væk mig," bad hun. "For at holde i hånd eller for at tage mig. Tag mig uden at vække mig først, hvis det er det du har brug for. Kald mig ind på dit kontor midt i dit arbejde for at ælte dine anspændte skuldre eller give mig den endefuld du ville ønske du kunne give dem du skriver med. Jeg er din, ikke?"

Hun vendte blikket op mod ham. "Så brug mig."

[Bénjamin af Bonville]

"Du er min" hviskede han stille. Han havde aldrig hørt hende tale sådan på den måde, og det var tydeligt at hun havde et enormt behov for hans opmærksomhed, og for hans nærhed. Han trak vejret dybt ind og nikkede stille. Han blinkede et par gange som han lod sin hånd kærtegne hendes kind.

"Du må aldrig gå med det så længe, Ettie. Aldrig så længe at du bliver væk fra huset, og hellere ville være et andet sted" slog han fast.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas øjne blev våde igen, da Benjamin strøg hende over kinden. Hun blinkede og snøftede let ind.

"Nej," mumlede hun. "Jeg skal nok. Men så må du heller ikke skubbe mig væk hele tiden, når jeg prøver."