Frem i lyset

[Steva Pudser]

Imponerende nok var Steva uden for slumkvarteret mens det var lyst. Det skete ellers kun når der var fejringer i gang, men hun havde ladet sig overtale @cattral. Det var dog tydeligt, hvor de kom fra, men det lod ikke Steva slå sig ud, når andre tog afstand eller skjulte deres penge for dem. Hun var ingen tyv, men hun vidste ikke med Cattral. Så godt kendte hun ikke kvinden. Det brune hår hang løst og blafrede i den friske vind, der gjorde kulden værre end den var. Hun havde endda den varmeste kjole og sjal på hun ejede. Fingrene bevægede sig taktvis for at holde varmen i dem, mens de traskede forbi handlende og velduftende boder.



“Hvad er det egentlig vi er på udkig efter?” spurgte hun over skulderen mod den hvidhårede kvinde hun fulgtes med. Hun kunne egentlig ikke huske, hvad der havde lokket hende med hertil.

[Cattral fra Wufrurg]

På trods af at Cattral på ingen måde passende ind med det slidte tøj og beskidte fremtoning, lod hun ikke til at bemærke det og brugte gerne skulderen, for at komme til. Den upolerede opførelse havde hun også taget med. Og bag dem slendrede Bæst uinteresseret.
"Eh... Læder, sukker, lys og måske en tur forbi en smed. Mine knive trænger til en mere kærlig hånd end jeg selv kan. Så kunne være rart med en pris... Du skulle ikke noget her? Ikke engang en lillebitte håndledskniv til når de der mænd bliver for ivrige og du bliver nød til at true med at skære noget af?" Stemmen var hævet, for at overdøve den sædvanlige markedslarm.

[Steva Pudser]

Frem fra kjolens slidte, beskidte og hullede folder trak Steva den lille, rustne og slemt vejrbidte smørkniv, som hun altid bar. “Jeg har da den her. Så snart folk ser noget glimte, tror de at den er farligere end den er. Frygten for noget er tit langt mere effektiv end den faktiske genstand” hun var ikke sådan rigtig bevæbnet. Hun kunne slå fra sig, det var hun nødt til. Kroens ejer var ikke ligefrem noget rart begyndtskab og ikke rare bekendtskaber indbød ofte til endnu værre typer, så lidt forsvar måtte hun have “Ellers holder jeg dem på afstand med bemærkninger og verbale tæv” hun gav et lille nik, som var det verdens farligste våben hun lige havde pralet med at eje.

“Nææh jeg gik mest med for ikke at sidde og trille tommelfingre. Der må gerne ske lidt ind i mellem”. For det meste handlede Stevas liv bare om at arbejde og sove, når hun en sjælden gang havde fri. Hun ville opleve ting, der måtte gerne snart ske noget. “Du har råd til læder og sukker, men ikke nyt tøj?” selv havde brunetten ikke købt nyt tøj i flere år, fordi pengene ikke var til det, men hun havde heller aldrig i sit liv købt hverken læder eller sukker. Det var alt for dyrt.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral så forbløffet på Steva. "Ja altså" hun så kort på kjolen. "jeg kan ikke sælge kjoler, men dumme læderting sælger og sød te sælger endnu mere..." Hun smilede skævt og puffede til Steva. "Især når den kan fortælle fremtiden. Hvis ikke jeg søder den sidder jeg og bruger halvdelen af tiden på at diskutere med folk om teens kvalitet. Sukkeret gør også folk sødere. Men en nu kjole ville nu være lækkert." Sukkede hun drømmende. "Og altså, hold de verbale tæv til mændene." Grinede hun

[Steva Pudser]

Cattrals forbløffelse morede Steva og hun lænede hovedet bagover i en blid, men humoristisk latter. “Man sælger mere, jo bedre man ser ud. Selv når man arbejder på en slyngelkro. Det behøver ikke være ret pænt, men kan man sælge illusionen af at være bare lidt ren, så vil folk gerne købe” med det sagt var Steva ikke selv den reneste i bunken, men hendes tøj var knapt så slidt som Cattrals.

Hun himlede med øjnene over det med fremtiden. Hun ville helst være fri for at høre om sin. Den interesserede hende ikke lige så meget som nuet. “Folk er godt nok dumme” konstaterede hun. “Også selvom det er sandt. Så er det ikke for klogt at kende sin fremtid” det gør bare en dummere eller bange. “Der må da være en der kan sælge dig en brugt kjole, der er pænere end den du har” påpegede hun og styrrede Cattral ned af en sidegade. Hun trak på skuldrene “Folk får verbale tæv, når de fortjener dem” det var rimelig alment kendt at Steva havde en skarp tunge.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral nikkede. "Det er faktisk ret sjovt. Jeg siger bare hvad de gerne vil høre, så det er de samme to-tre ting jeg spår. 'Åh, du bliver rig eller gift eller vigtig'. Dårlige nyheder kan de få et andet sted."
Hun sukkede. "Vi kan måske godt kigge på en. Men kun fordi den her efterhånden er så kold. Stoffet er helt tyndslidt." Og de nederste sømme skulle de slet ikke snakke om.
Men hun hadede at købe tøj. At stå som en fattig tigger og prutte om prisen på den billigste kjole man kunne finde. Som allerede var slidt.
"Gad vide om man skulle lære selv at sy en kjole... Det kan da ikke være så svært igen." filosoferede hun.
"Jeg kunne godt tænke mig at kende min fremtid. Det er da smart at vide om man bliver lykkelig eller ej. Hvis man ved at man bliver det, er det bare at fortsætte. Og hvis man ved at man ikke bliver, har man mulighed for at ændre det. Smart, ikke?"

[Steva Pudser]

Steva skævede til den næsten hvidhårede kvinde ved hendes side. “Jeg er mange for at en af mine fejl må være, at jeg er for ærlig til at kunne den slags” hun havde tit lidt for svært ved ikke at sige det hun mente. Det kunne godt lade sig gøre, men for det meste kom det der var i tankerne ud gennem læberne. “Men hvis det er alt er folk, da godt nok for nemme” hun skulle være blevet svindler, hvis hun havde været god nok til at bilde folk ting ind. Det eneste hun kunne bilde nogen ind, var at forklæde sig som man, når hun spillede. Der var alligevel ikke de store ændringer i hendes personlighed, når hun udgav sig for at være af det modsatte køn. “Jeg kan give dem de dårlige nyheder så. Du har ikke nok penge til en øl, hold lapperne fra min røv eller du er for grim til mig”

“Det er det jeg prøver at fortælle dig. Selv mine kjoler er varmere og de er mest lavet af kartoffelsække og støv” påpegede hun med et drilsk grin. “Mon ikke vi kan finde en, der er lidt bedre til ikke for mange penge, i den anden ende af markedet. Du ved, den billige ende” med det sagt, der hvor tyvende nogle gange sælger deres rov. “Hvordan vil du lære det? Der er sikkert ikke nogen, der kan sy, der vil lærer sådan nogle som os det, medmindre vi afpressede dem med sladder selvfølgelig” sladder var en valuta i en by som Lavagny og især i slummet. Nogle kaldte det informationer, men for den brunhårede kropige var det sladder.

Det brun hår susede over hendes ryg, da Steva grinene rystede på hovedet. “Nej, jeg vil ikke kende min fremtid. Det eneste jeg ville vide, var at tingene bare fortsætter som de gør nu uden ændring. Lykke er for eventyr og drømmere. Den findes ikke i virkeligheden. Hvis ikke jeg kender fremtiden er der trods alt den mindste flig af mulighed for, at der sker et eller andet anderledes end hvad jeg regner med” man kunne måske godt kalde Steva for en dramatisk realist.

[Cattral fra Wufrurg]

"Joh... Skal vi gøre det i stedet for? Finde de billige steder? Du må vel kender halvdelen af dem, mindst, med dit arbejde." Og derfor kunne hjælpe med en ekstra god pris. Og undgå at de selv blev røvet.
Normalt holde Cattral sig fra de kvaterer, især den del der var en del af Slynglerne. Deres ry lød for farligt til at hun var interesseret i at de opdagede hendes eksistens. Selvom hun ikke så sig selv for fin til selv at 'låne' indholdet af en andens pung, var hun ikke nok meget inde i miljøet til at det gav mening for hende, at socialisere med dem frivilligt. Nogle af de folk der besøgte kroerne og erhvervede sig som kriminelle, var simpelthen for langt ude!
"Det lød skrækkelig realistisk... Godt vi ikke alle sammen er sådan." Mumlede Cattral og skuttede sig i vinterblædten, som en fugl på en gren.
"Nogle gange tænker jeg at du må have det bedre job i verdenen, bare fordi det er indendørs.''

[Steva Pudser]

Brunetten så sig over skulderen på den forskelligartede menneskemængde, der færdedes på markedspladsen. Store, små, fattige, rige alle slags mennesker blandede sig med hinanden og alligevel var der et vis hiearaki. Stevas blik flakkede tilbage til hendes bekendte Cattral ved hendes side. Den hvidhårede kvinde havde meget at byde på og jo mere Steva fandt ud af des mere kunne hun lide hende. Steva havde veninder, men kun få tætte nok til at vide, hvad der virkelig foregik i hendes hoved. “Njaa lad os gøre begge dele og se hvad der sker. Vi starter bare her og kigger lidt og så ender vi i den billige ende på et tidspunkt” hun kløede sig i håret, så en finere kvinde så mistænksomt i hendes retning. Hun havde lyst til at ryste håret i hendes retning i håb om, at en af lusene landede i kvindes hår, men hun bekæmpede trangen. “Tjoo der er forskel på at kende og have mødt folk får, men der er vel nok et par genkendelige ansigter et sted” det var ikke altid hun kunne huske hvem hun mødte på kroen. Nogen gav et større indtryk end andre.

“Jeg er skræææææækkelig realistisk” sagde hun teatralsk og med et glimt i øjnene. “Men jeg er en blanding af realist og en der bare lever nu og her” det var den bedste beskrivelse hun kunne komme med. Hun overvejede Cattrals kommentar et øjeblik før hun svarede. “Måske… måske ikke. Jeg er glad for, at jeg ikke er skopudser som min mor i hvert fald” nok var hun ærlig, men jobbet som kropige var hårdere end som så, men det synes hun ikke hun ville belemre Cattral med.

[Cattral fra Wufrurg]

"På et tidspunkt." papegøjede Cattral. "Det er meget optimistisk sagt af dig."grinede hun. "Jeg håber der har noget i gråt. Ved godt at mange synes det er en kedelig farve, men jeg synes grå er en flot farve. Den får alle farver til at stråle."
Uden at tænke videre over det kradsede Cattral sin hovedbund så snart Steva havde kløet sig i håret. Intet fik følelsen af lys lus i håret til at pirke så meget, som en visuel reminder på at de højst sandsynlig var der.
Cattral nikkede. "Jeg er også glad for at jeg ikke endte som min mor." Det var en håbløs klang i hendes stemme. "Det er kun på grund af gaven at jeg er her og ikke i Housas slum." hvor hun sikkert ville ligge død eller sprede ben for hvem som helst for lidt at spise.

[Steva Pudser]

Et kort træk på skuldrende var det eneste hun svarede på papegøjekommentaren. “Jeg har mine øjeblikke” grinede hun, da Cattral kaldte hende optimist. Hun var jo i virkelig en blanding. Hun så lyst, men realistisk på tingene. Man skulle ikke tro noget var bedre end det var, men alt var nu godt nok sådan som det var

“Sikkert, hvis det er den ‘billige’ ende er det hele nok gråt og brunt, så du skal nok være heldig” farver var for de rige, men man kunne selvfølgelig godt støde på stjålne forfinede kjoler til få penge og de ville med al sandsynlighed være væsentligt mere farvestrålende.

“Det har jeg svært ved at tro på. Selv uden gaven havde du helt sikkert fundet en måde at komme væk derfra. Du virker trods alt ikke som typen der lader dig slå ned af nederlag” det mente hun ganske seriøst. Siden den dag de mødtes havde Cattral virket stærk. “Hvordan endte din mor?” hun kunne fornemme, det nok var et ømt punkt, men hun var nysgerrig og ville gerne lytte.

[Cattral fra Wufrurg]

"Mit held at ingen rige hestekneppere kan li grå." Uh, hvor hun hadede de selvfede, uvidende og egoistiske adelige der tog alt for dem selv og efterlod intet! Og Steva virkede heller ikke som en der håbede på at vinde de adeliges gunst en kort tid. Mere som en der ville være med på at smide rådne tomater efter de adelige karater, for derefter at flygte fra drabantkorpset. Måske var det barnligt, men man måtte tage sine glæder, hvor man kan finde dem.
"Min mor... Jeg ved det ikke. En dag kom hun bare ikke hjem..." Cattral havde gjort sig mange tanker om hvad der var blevet af Tordis. Tordis havde på alle måder været en dårlig mor. Men mest på grund af omstændighederne, ikke fordi at hun ikke ville være mor. Havde hun været i live, var hun kommet hjem til sine børn.
Det var de omstændigheder der havde slået moren ihjel. At hun var blevet myrdet af en kunde og hendes lig smidt i grøften eller været offer for et røveri der var gået galt og gemt væk til at rådne i en bunke skidt. Det ville for altid være et mysterium.
"Jeg tror ikke hun har haft en nem afslutningen på livet. Ligesom at hendes liv heller ikke var nemt..." sagde hun blidt. Hun havde hadet sin mor som barn. Nu var Tordis et fjernt minde uden så mange følelser knyttet til det. Mere taknemmelighed fordi moren havde prøvet, hvilket var mere end hvad Cattral kunne sige. Og en motivation om altid at blive ved.

[Steva Pudser]

Steva kom til at grine, da Cattral kaldte de adelige kvinder for hestekneppere. Den havde hun alligevel ikke hørt før, trods hendes sprog selv var meget farverigt. Hun havde selv for nyligt løbet hovedet mod en adelig mur af en snotforkælet nådigfrue. Det havde ikke ligefrem reddet hendes tro på, at adelige ikke alle var nogle idioter. “Ja dit held” gav hun den lyshårede kvinde ret med et fnis.

De brune bryn blev rynket, da Cattral fortalte om sin mor. Det ønske havde Steva selv haft engang, men det havde ikke været et fair ønske, da det ikke var hendes mors skyld, at hendes stedfar, var et mandschauvinistisk svin. “Det er jeg ked af at høre. Du virker dog til at have klaret dig alligevel” Steva ville faktisk gerne lytte til andre folk og hjælpe, hvor hun kunne trods hendes sarkastiske ydre. Hun brød sig tilgengæld ikke super meget om selv at dele. Derfor havde hun ikke ret mange nære venner. Kun en enkelt udover hendes bror. Folk brød sig sjældent ret meget om når andre er umeddelsomme. Deres mødre mindede lidt om hinanden kunne hun forstå. “men du ved stadig ikke hvad der skete?”

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral trak på skuldrene. "Ja det går vel..." Selv syntes hun at hun levede et dårlig kummerlig liv i bunden af fødekæden. Der var dem der havde der værre end hende, men de fleste lod til at have en mere tryg og stabil hverdag.
"Nej. Kender du det med at du føler du burde, men at du faktisk er ligeglad, fordi du ved at det ikke ændrer noget og ikke vil bringe noget positivt med sig? Det er sådan jeg har det. Tordis, min mor, forsvandt og det var nok ikke til et fjernt land med en rig købmand og en ny tilværelse som borgfrue."
Det var helt mærkeligt at gå med Steva og dele den slags småtraumatiske historier. De fleste af hendes bekendtskaber var nye og det var en evighed siden at hun havde haft tid eller mulighed for at dyrke de nære venskaber

[Steva Pudser]

Stevas blå øjne søgte et øjeblik mod Cattral imens de gik. Ind imellem måtte de skilles pga. Modgående folk og andre gange gik de tæt sammen fordi der var folk på begge sider. Sådan var det at være på markedet. Det var også tydeligt når nogen gik en stor bue udenom dem, men nu var hun altså ligeglad. “Hvis du mangler et sted at sove en dag tror jeg godt du kan være på gulvet hos os” der var ellers trangt, men efter hendes stedfar var forsvundet, var der vel lidt ekstra plads og hun var rimelig ligeglad med hvad Marienza, hendes mor sagde til at have en ekstra sovende der ind i mellem. Steva var en hjælpsom sjæl under de skarpe kommentarer og sarkastiske humor. Hun skjulte det bare for det meste, for ikke at virke svag. “Ja, det kender jeg rimelig godt. Det meste burde vi være ligeglade med, da intet ændrer sig alligevel” hun trak på skuldrene. “Hun var ikke god?” hun tippede hovedet en smule med blikket mod sin gåkammerat.