Frem i lyset

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral smilede. "Tak det er sødt af dig." Forhåbentlig ville det ikke blive nødvendigt. Hun havde sit værelse og selvom det var i et skidt kvarter, sørgede hunden for at hun kunne sove i fred.
Cattrals blik gled længselsfuldt over en lille butik med med dyre møbler. Tænkt at bo i et hus, hvor man havde plads til sådan noget?
"Nej. Hun var bare..." Cattral ledte efter det rigtige ord der kunne beskrive den ulykke der var hendes mor. "ødelagt. Hun var aldrig til stede, vi havde intet fast sted at bo og hun var konstant gravid, fordi hun ikke kunne overkomme at få fat i et smykke. Men siden hun tabte de fleste, kom det vel ud på et?..." sukkede hun og måtte tage sig til hovedet. "Mine søskende måtte til sidst tage sig af hende og de yngste børn."
Hun kiggede tilbage på Steva. "Det er her omkring vi skal skal til højre, ikke?"

[Steva Pudser]

Det brune hår gled hen over ryggen, da hun drejede hovedet for at orientere sig. “Der lugter nok af bræk og er fyldt med mider, men jeg tænker at det er bedre end hvis du pludselig finder dig selv på gaden” det hus var virkelig ikke noget at prale med. Faktisk var det ikke rigtig et hus, men en længe i et andet hus. Og hvis hun skulle være ærlig var det om sommeren næsten bedre at sove på gaden, men hun ville gerne være hjælpsom. Hun kunne godt lide Cattrals selskab.

Et lyttende udtryk indtraf kropigens øjne, da Cattral begyndte at tale om sin mor. Der var visse forskelle fra Marienza, hendes egen mor, men alligevel forstod hun godt pigens følelser for hendes mor eller mangel på samme. “Så du har både yngre og ældre søskende” hun havde selv haft en yngre søster og den blotte tanke om Elanor gav hende en klump i maven, der truede med at lægge hende ned, men hun kæmpede imod og prøvede at ignorere smerten. Hun kunne ikke lide at tale om det og hvis hun virkede som en, der tænkte på noget ville Cattral sikkert spørge.

“Eh, jo det ser rigtig ud” hun skulle lige genvinde kontrollen over egen krop og sind. De nærmede sig den mere beskidte ende af markedspladsen. Der hvor folk fra slummet også kunne komme og sælge hvad end de havde tilbage eller havde stjålet for bare at få lidt småpenge til mad eller alkohol.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral nikkede. "Ja, jeg har en storebror der vist også klarer sig nogenlunde og... fi... tre yngre søskende." rettede hun sig selv. Babyen havde ikke levet længe nok til at få et navn, så talte den med? Hun var ikke sikker. På den ene side var et liv vel et liv, på den anden side havde det liv været så ligegyldigt, så havde det nogen betydning?
Tankerne gled automatisk videre til Cattrals egen datter, der havde et navn, men lige så godt kunne have været død. Det var tankevækkende, hvor dyster et minde kunne blive og hun skiftede hurtigt emne.
"Jeg bliver pludselig meget glad for mit værelse..." sagde hun med et skævt smil.

Da de drejede ned af gaden skubbede Cattral der løse hår bag øret, så arret i ansigtet var fuld synlig. I de her omgivelser var det altid en hjælp at ligne en der kunne give og modtage tæv. Den bedste måde at klare konflikter på, var at undgå dem i første omgang. Og det krævede man ikke lignede et offer.

[Steva Pudser]

For første gang den dag åbnede hun et ganske lille bitte vindue for Cattral og fortalte noget personligt. For udefrakommende ville det faktisk lyde overfladisk, almindeligt og ligegyldigt, men for Steva var det næsten en stor indrømmelse, da hun ikke brød sig om at tale meget om sig selvom eller forholdet til familien. “Så har vi en lille smule til fælles. Jeg har også en storebror der klarer sig, ikke nogenlunde, men han klarer sig” han var i hvert fald en der bragte flest penge til familien udover hende selv. Hendes mor havde i mange år haft for travlt med andre ting til at tjene noget rigtigt.

“Der er da en kamin af en art. Det er da bedre end ingenting” hun trak på skuldrende, for der var aldrig brænde til faktisk at have den tændt, så egentlig var der bare altid tissekoldt. Det var alligevel hjem. Steva gik bare direkte frem mod den mere luskede del af markedet. Hun havde trods alt været der nogle gange og rygtet om hendes skarpe ord, var nogle gange nok til at holde folk lidt på afstand selvom hun absolut ingen fysisk modstand kunne give. “Godt så, derovre. Hende der kender jeg lidt, hun plejer at have tøj og ikke alt for hård at forhandle med” hun nikkede mod en midaldrende kvinde med ar på læberne og et dystert udtryk i øjnene. Faktisk var hun okay, men hun så rimelig hårdhænnet ud.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral ville lade eller falde, men hun var for nysgerrig når det kom til stykket, selvom hun genkendte smerten omkring familie. Den håbløse hjælpeløshed alle svømmede rundt i.
"Bor han her i byen? Cattral ville ønske hun havde sin familie omkring sig. Nogen af dem... Dem der havde klaret sig og ikke var endt som nogle ødelagte skygger af sig selv. Gad vide hvor mange af dem der stadig var i live?
Men det svar måtte vente, for Steva havde genkendt en. Kvinden havde det samme sammenbidte udtryk udtryk i ansigtet, som Cattral kendte så godt. Alle folk i slummen, så sådan ud fra tid til anden.

[Steva Pudser]

Et skævende blik gled hen mod Cattral. Nok havde hun selv nævnt ham, men der var detaljer i hendes forhold til broderen hun ikke ville snakke om. Det handlede ikke om Cattral, men om at hun var bedre til at lytte end selv at tale på nær nogle enkle. “Ja, vi bor i samme hus, men han er ikke så tit hjemme” svarede hun ganske kort inden opmærksomheden blev skiftet til kvinden ved boden.

“Vær hilset Joshra. Har noget, der er noget værd i dag?” spurgte Steva drillende den midaldrende dame, der til svar muggede noget om, at hun da bare kunne gå et andet sted hen hvis hun ikke kunne lide varende. Med en hånd for siden af munden sagde hun kun henvendt til Cattral “Hun er halvt Hasneaner og forstår ikke rigtig humor” og derfor tog kropigen altid tykt pis på hende. Hun kunne ikke lade være. “Min veninde her leder efter noget gråt tøj, er det noget du har?” igen mumlede hasneanen noget halvsurt og fandt en bunke frem med beskeden at de selv måtte kigge det igennem.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral fulgte efter Steva og lod hende føre ordet overfor den ældste dame, der talte med mindst lige så meget accent som Cattral, så det var helt umuligt for hende at fordi hvad der blev sagt.
Hun forsøgte at smile venligt til kvinden der skulede surt tilbage til hende. Hvordan det var lykkedes Steva at at komme på Joshras gode sidde, kunne Cattral kun gætte sig til.
"Tak for det." næsten gættede Cattral sig til og forventede næsten at Joshra ville jagte hende væk, med anklager om at ville stjæle. Eller stikke hende ned og røve hende!
Cattral fiskede en grøn kjole frem i noget groft stof. Den var ikke grå, men det lignede at den var uden huller. Kun have tilhørt en med job.

[Steva Pudser]

Armene strakte sig ud til hver sin side som et stort tilbud. “Du roder bare løs, jeg tvivler på at Joshra lægger det sammen alligevel” hun fik sendt et ondt sideblik fra det sted den midaldrende halvhasneaner havde stillet sig. Joshra kom ind i mellem på kroen, når hun havde råd, hvilket hun sjældent havde. Men når hun gjorde, drak hun indtil hun ikke kunne stå også hjalp Steva hende til et sted at sove den ud.

“Den er da hul løs? Er det ikke det eneste krav, der er? Eller den skal være grå`?” hun så på kjolen og gav sig derefter selv til at rode i bunken af klude. Det var trods alt hvad tøj ind i mellem blev brugt til, når der ikke var andet. Frem trak hun en pænere kjole i en mørk rød farve, den så ikke ret beskidt ud, hvilket var undtagelsen fra reglen. Egentlig kunne hun godt lide den, men det var faktisk ikke kvindetøj hun ledte efter. Hun havde brug for en ny forklædning.

[Cattral fra Wufrurg]

Steva have ret. Det handlede om at den skulle være uden huller. Og en kant forneden der ikke var trævlet op ville være en fed bonus. Den grønne kjole var i overraskende god stand og da hun tog den op til ansigtet kunne hun ane en svag lugt af blæk i stoffibrene. Den tidligere ejer måtte have arbejdet på et trykkeri.
Kjolen føltes som en en lille skat Cattral var snublet over. Hun tog den op foran sig. Den var mindst 5 centimeter for lang til hende, men det kunne hun hurtigt klare.
"Hvad synes du?' spurgte hun Steva og kiggede beundrende på den mørkerøde kjole Steva havde fundet.
"Den ville klæde dig.' Stevas mørkebrune hår ville passe godt med kjolens dybe røde farve. Det var ligefør Cattral var misundelig over at hun ikke havde fundet den kjole.

[Steva Pudser]

Et øjeblik var hun gået i stå med stoffet mellem hænderne. Det var så sjældent hun gav sig selv til at drømme om noget pænt. Hun var for realistisk tænkende til at drømme. Den kjole gav hende bare en forestilling om at tage på en af de pænere kroer og fest. Det gjorde hun så sjældent. Hun brugte i stedet sine penge på at spille. “Den er alt for pæn til mig” blev hun til sidst stædig. Der var ikke plads til troen på en smuk og gylden fremtid, for sådan noget skete ikke for en pige fra slummet.

Forsigtigt lagde hun kjolen tilbage og så hen på Cattral og den grønne kjole hund holdt op. “Joshra, hvad skal du have for den grønne?” spurgte hun henover den lyshårede kvindes skulder mod den midaldrende halvhasneaner. Der blev mumlet noget tilbage til dem som lød som 4 skillinge. Egentlig ikke en dårlig pris for en kjole af god stand. “Men Josh, den lugter af blæk” erklærede hun med rynkede bryn til handelskvinden. Cattral var en god bekendt og kunne de spare noget, ville de spare noget.

Modvilligt skævede hun til den mørkerøde kjole igen, men tvang sig selv til at se på Cattral i stedet. “Sig til hvis du finder en ikke alt for beskidt skjorte” hun spillede trods alt ofte steder, hvor de var finere end hun var. Det almindelige borgerskab ikke slummet.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral tog den grønne kjole op foran sig op ny og holde den foran sig, mens hun så ned af sig selv og kiggede på den mørke røde steva Steva havde smidt tilbage i bunken. Hun ventede 2 høflige sekunder til hun ikke kunne holde sig mere og snuppede kjolen. Den enes affald, en andens kjole. Ligesom med den grønne holde hun den op foran sig og så ned af sig selv, mens hun havde den grønne i den anden hånd.
Cattral fjernede den røde, holde den grønne ind foran sig, mens Steva snakkede pris, fjernede den grønne til fordel for den røde, tilbage til den grønne, den røde, den grønne, den røde, den grønne, den røde og så så endelig på Steva.
"Hvad synes du?!" Hun svingene de to kjoler ind foran sig på skift.

[Steva Pudser]

Steva betragtede den begyndende veninde med kjolen foran sig. Hun tippede hovedet vurderede til den ene, så den anden side. Den grønne farve fik hendes hår til at se mere gråt end hvidt ud, hvilket var synd, for Cattrals vide hår var så smukt. Et indre suk lød i Stevas hoved, da den anden kvinde greb efter den mørkerøde. Hun skulle gentage for sig selv, at hun jo ikke havde brug for den og hun skulle bruge sine penge på det hun havde brug for. Derfor smilede hun også, da Cattral holdt stoffet op foran sig. “Meget bedre end den grønne” hvilket var sandt, desværre. Den røde fik blot det hvide til at træde tydligere frem. “Den røde klæder dig klart bedst” igen vendte hun sig mod bodens ejermand, der havde set med fra sidelinjen og svarede før spørgsmålet blev stillet. “5 skillinge nu i er to der bryder jer om den” Steva fnøs. “Hæver du prisen fordi vi er flere der kan lide den? Helt ærligt Josh”

[Cattral fra Wufrurg]

Så var det afgjort. Selv var hun også mest til den røde kjole. Men den var så... Insisterede rød at hun visse steder ville risikere at skille sig ud. Og så selvsikker var hun altså heller ikke omkring sit udseende, selvom hun gav udtryk for det modsatte. Desuden var hendes udseende heller ikke noget hun havde tid til at tænke meget på. Det var en luksus hun var for fattig til.
Hun smed den grønne tilbage i bunken.
"Min ikke vi kan få den til 4, hvis vi finder en skjorte?" Mængderabat plejede at gøre alle glade. Spørgsmålet ville være hvad kvinden ville kræve for skjorten, men det kunne blive Stevas hovedpine.

[Steva Pudser]

Egentlig var hun lidt ærgerlig over ikke selv at købe kjolen, men hun kunne godt unde andre det. Nogle gange måtte man sætte det fornuftige først og for hende var det fornuftigt at købe tøj til at spille i og ikke smukke kjoler. Hvem havde hun egentlig også at se pæn ud overfor? Absolut ingen, for der var ingen der fortjente at hun så skøn ud for hendes skyld. De måtte leve med hende som hun var. Joshra mumlede et eller andet på hasneask som Steva ikke forstod og hun så på Catrall med et skjult smil og hævede bryn. “Hvem har pisset på hendes morgengrød?” hviskede hun og fnes som var hun pludselig blevet 12 år igen. “Jo mon ikke vi kan forhandle os til det” hun rodede videre i bunken og fandt endelig en der ikke havde mudderplettet på sig. “Vi tager skjorten og den røde for 4 kobberstykker Joshra” kvinden fnøs og beskyldte dem for at snyde dem. Steva satte en hånd i siden og så på den gamle stamkunde. “Hvem hjælper dig hjem, når du ikke selv kan gå?” kvinden sukkede og muggede fortsat lidt indtil hun gav sig. Steva smed hende 5 stykker bare fordi at hun var gået med til den alt for billige pris.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral smilede af Stevas henkastet bemærkning. Hun turde ikke grine højt, for tænk nu hvis Joshra blev sur og skiftede mening om prisen eller valgte at være besværlig på anden måde. Det var tydeligt at se at hun overlevede ved at være besværlig. Lidt på samme måde som Steva og hende selv. Og så endda lidt ekstra. Det kunne hun ikke tage fra kvinden.
Selvom det kun var 4 kobber tog det lidt rod for Cattral at finde de fire mønter frem. Hun brugte ikke lommer. Hun havde kun en eller to mønter i lommerne i tilfælde af at blive overfaldet. De to sidste kobber tog hun op af sokken og rakte dem til Joshra der lod til at have den samme filosofi.

Hun rullede kjolen sammen til en byld og stak den under armen. Hvad var det Steva fik hende overtalt til?
"Tak for handlen Joshra. Lad os så komme videre."