På den anden side af havet

[Balthazar Vespasian]

Det var et par måneder siden, at Balthazar havde haft en kortlivet, men intens affære med en falanistisk adelsmand og han havde alt andet end glemt den. Tværtimod spøgte det i hans tanker flere gange på vejen til Levagny fra Edrye og da han havde været der i nogle dage, kunne han ikke længere tøjle sin nysgerrighed.

Paladset havde med god vilje givet ham en vejviser med, da han havde udtrykt ønske om at se universitetet. Her havde han slet og ret spurgt efter den gode bekendte, som han vidste holdt til her og snart var han på vej mod Helias af Tardigy. Hjertet hamrede lidt ved tanken, men han forekom fuldkommen afslappet, da han nåede frem til en halvåben dør.

Den rødhårede magiker sad med siden til og hjertet sprang et slag over, men Balthazars smil var drenget, som han lænede sig ind mod karmen. "Man fortalte mig, at det var her, du gemte dig."

[Helias af Tardigy]

Helias havde glemt alt om Balthazar og om den pokkers situation han egentlig befandt sig i. Han havde endnu ikke fortalt Sarah Merchande at han om ikke så længe nok var forlovet med en grim edryansk komtesse. Men så længe det kun var hans familie der kendte til den mulige alliance havde han viftet det væk og ladt som om det ikke eksisterede.

Der var sket en del siden Balthazar viste ham det varme sand. Han havde tænkt på ham til en start, men da Sarah og ham var begyndt at se frygtelig meget til hinanden havde hans opmærksomhed næsten kun været på hende. Han var begravet i et bjerg af bøger om botanik og hørte knapt nok at nogen trådte ind i værelset.

Først da stemmen lød blev han revet tilbage til virkeligheden. "Gemte er nu så et forfærdeligt ordvalg at bruge. Jeg står til fuld rådighed" bemærkede han da han stak hovedet frem i et bredt smil. Han kunne tydeligt mærke varmen snige sig om i nakken og hjertet allerede nu slog hårdere bag brystet.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar havde absolut heller ikke glemt Helias. Måske havde han ikke tilbragt ethvert vågent øjeblik med at længes, men han havde tænkt meget på ham. Nu hamrede hjertet da også lidt, som han smilede uvornt.

"Til fuld rådighed," gentog han og skubbede sig fri af døråbningen. Trådte ind, selvom han ikke var blevet inviteret. Han fugtede læberne, men blikket spillede. "Pas på, at du ikke lover noget, du ikke kan holde, troldmand."

[Helias af Tardigy]

Fra det øjeblik Balthazar trådte ind, gjorde han det lille kammer større end hvad det var. Helias glemte til og med også verden omkring sig. Han var oprigtigt både glad og overrasket over at se ham igen. Det var ikke noget han havde regnet ville ske i den nærmeste fremtid.

Hånden gled om i den varme nakke og let bøjede Helias hovedet i det et let smil krusede over hans læber. "Jaeh.." Han blinkede let og fulgte ham med blikket.

"Jeg stræber altid efter at holde mine løfter, men der kan da ske undtagelser" bemærkede han let. "Du stiller måske store krav?"

[Balthazar Vespasian]

Balthazars hjerte slog kun hårdere og han havde ærligt mest lyst til at gøre noget meget mere drastisk end bare at slentre afslappet ind, men han var bevidst om, at de ikke havde set hinanden i flere måneder og at Helias måske havde det anderledes her. Han havde ikke. Blikket funklede dog over spørgsmålet, som var det en udfordring, han havde tænkt sig at tage op.

"Måske," svarede han uklart og lænede skulderen op mod en reol. Selvom han havde mest lyst til bare at krydse afstanden. I stedet foldede han armene afslappet over kors, det mørke blik rettet direkte mod Helias. Et spøgefuldt smil spillede ham hans læber, men der var intet useriøst over spørgsmålet: "Har du savnet mig?"

[Helias af Tardigy]

Helias kunne også mærke det. Selvom noget i ham forsøgte at ignorere det, kunne han ikke helt stritte imod. Han blev dog stående og lod sine øjne følge Balthazar som han trådte helt ind i rummet. Døren var lukket og de var nu, sådan rigtigt alene.

Et lydløst smil trak sig på, og Helias skubbede brystet let frem og rullede med sine skuldre. Han sank en enkel gang, og lod nervøst hånden glide gennem de røde krøller så de kun kom til at stritte endnu mere end de i forvejen gjorde.

"Måske." svarede han imens et flygtigt antrækning til et smil viste sig.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar fnøs dæmpet over svaret, en gentagelse af, hvad han selv havde sagt - og måske fortjent. Blikket spillede lidt og han hævede brynene, selvom hjertet hamrede.

"Er det tvivl, jeg hører i din stemme?" spurgte han og skubbede sig fri af reolen. Med elegante, næsten katteagtige bevægelser, nærmede han sig skrivebordet. "For så må jeg tydeligvis ikke have anstrengt mig nok ved vores afsked."

[Helias af Tardigy]

Helias klarede halsen en smule. Billeder af deres nætter sammen spillede sig levende foran hans blik og fik instinktivt varmen til at sprede sig over hans fregnede kinder. Han trak vejret dybt ind, og brummede næsten sit svar.

"Ingen tvivl" sukkede han som han drejede sig og trådte helt hent til Balthazar. En arm snog sig rundt ved hans talje, mens den anden gled ned over hans kind.

"Kom her.." mumlede han før han insisterende krævede hans læber i et kys han ikke før nu vidste hvor meget han havde manglet.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar havde måske haft en lille smule tvivl på, om Helias nu havde savnet ham præcis lige så meget som omvendt og bekræftelsen fik hans hjerte til at springe et slag over.

Han tog en hørlig indånding, men nåede lige at smile drenget, før deres læber mødtes. Hans egne fingre fandt ind i røde krøller og han holdt sig ikke tilbage, men viste med sit kys præcis, hvor meget han havde tænkt på ham.

[Helias af Tardigy]

Helias skulle ikke have gjort det. Men med Balthazars tilstedeværelse blev han faktisk i tvivl; men ikke om hvorvidt han havde savnet ham. Men om hans egen identitet og om forholdet til Sarah; pigen som han holdte ubeskriveligt meget af.

Han sukkede let mod hans læber, og overgav sig fuldkommen. Fuck.. Tungen cirkulerede insisterende om Balthazars. Hver gang kysset blev brudt for at indtage en ny portion luft, overtog det næste kys; mindst lige så dybt og krævende som det andet.

[Balthazar Vespasian]

Det tog ingen øjeblikke at genfinde gnisten og Balthazar var ærligt talt klar til at genfinde en del andet lige nu og her, selvom han i og for sig ikke anede, om Helias havde en hel flok studerende, der dukkede op lige om lidt.

Han lukkede bare begge hænder om magikerens nakke og bakkede ham ind mod skrivebordet, alt sammen uden at bryde kysset mere end højst nødvendigt.

[Sarah Merchande]

Sarah var ikke en bunke studerende, men bare en enkelt. Hun kom ret ofte forbi Helias, omend det var noget tid siden det havde handlet om studier. Det gjorde det heller ikke i dag, men da hun tog i døren og åbnede den uden ceremoni, var det første, der røg chokeret ud af hende, alligevel:

"Gois Tardigy!"

Så, med store øjne, bakkede hun ud af rummet igen, smækkede døren hårdt i og stod, komplet overrumplet. Hvad bildte han sig ind?

[Helias af Tardigy]

Helias hørte et sted godt at døren gik op, men han var for opslugt af Balthazars bløde læber til at registrere det helt. Først da hendes overraskende stemme lød rykkede han på sig og drejede hovedet mod den nu smækkede dør. Han sank en enkel gang.

"Lige.." Han bed sig i kinden. "Lige et øjeblik" svarede han undskyldende og gik hen for at tage i døren så han kunne åbne den.

"Sarah." forsøgte han sig. "Lad mig forklare."

[Balthazar Vespasian]

Balthazar trak sig lidt overrasket tilbage og så på den unge kvinde. Hendes udbrud fik ham dog blot til at tænke, at hun var en chokeret studerende, så han nikkede forstående til Helias. Regnede med, at han ville udglatte.

Derfor lænede han sig også blot selv afslappet ind mod skrivebordet, et lidt smørret smil om læberne, mens han pillede lidt synligt fnuller af sin kofte. Og havde blikket rettet mod de to i døren, naturligvis.

[Sarah Merchande]

Sarah mente ikke rigtig at hun havde brug for en forklaring og hun lignede en drage, da Helias åbnede døren og forsøgte at give hende en. I processen med at samle sig nok til at informere ham om det, faldt hendes smil dog på den fremmede mand, der stod og smilede smørret.

Hendes udtryk var et af chok. Så fyldtes hendes øjne brat med sviende saltvand og hun rystede på hovedet og begyndte at gå.

Hvad var der at forklare? Han var... Hun snurrede alligevel rundt og marcherede tilbage. "Forklar det så," krævede hun, stående udenfor hans gemakker, hvor alle kunne komme forbi. "Forklar hvorfor du narrede mig?"