På den anden side af havet

[Helias af Tardigy]

Helias havde tabt sig selv. Han vidste overhovedet ikke hvad der skete omkring ham. Han følte ikke han kunne stå fast mod jorden, og det kunne kun være et spørgsmål om tid før han endte med at lægge så lang han var gulvet.

Balthazar talte, men Helias hørte ikke rigtig efter længere. Først da Sarahs stemme lød igen, virkede han til at høre efter. En deleordning? Var hun seriøs, eller var det hendes dårlige humør der spillede ind? Hvis Balthazar havde tænkt sig at blive i Levagny ville han ikke kunne ignorere hans tilstedeværelse. Han ville ikke vælge.

For i virkeligheden kunne han ikke få nogen af dem.

"Måske." svarede han og trak let på sine skuldre. "Måske også fredage og lørdage, der har jeg kun tidlige hold.." svarede han i et forsøg på at lege med idéen uden at det blev alt for alvorligt.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar kom til at slippe et muntert fnys over Helias og det trak i hans mundvige, som han stod lænet mod skrivebordet med armene foldet løst under brystet.

"Eftersom at ingen af os var forberedt på denne situation, vil mit bud være, at ingen forestiller sig noget endnu," svarede han Sarah i sin drævende, edryanskprægede accent.

"Og lige nu er næppe heller tidspunktet til at tage en endegyldig beslutning. For nogen af os, hm?" Han så mellem dem.

[Sarah Merchande]

Sarah var sarkastisk. Hun satte ikke rigtig pris på Helias' svar og hendes mave knugede sig lidt sammen. Det var så kort tid siden at han havde udvist glødende jalousi overfor hende og Nicolaus, men hun var tilsyneladende ikke berettiget til det samme. Eller til at få ham for sig selv.

Hun stod og stirrede lidt ud i luften. Så tog hun en dyb indånding. "Nej," konstaterede hun fladt. "Nej."

Det var alt der var i hendes hoved, dog. Et stort, fedt, altdominerende nej. Og mavepine. Helias mente ikke han skyldte hende noget? Manden kaldte hende sikkert noget grimt i sit sprog. Hendes tanker virrede og hun lukkede øjnene et øjeblik.

"Du kan få ham, mekulum," endte hun alligevel med at konstatere, uden at åbne øjnene. "Jeg vil ikke kæmpe."

[Helias af Tardigy]

Helias havde ikke været fuldkommen alvorlig; ikke rigtigt, i hvert fald. Han kunne nå og trække i land hvis han ville, men lige nu syntes situationen kun at blive værre hvis han først begyndte at vade sig endnu mere ind på det emne Sarah havde åbnet op for; sarkastisk eller ej.

I stedet forsøgte han at lukke det; glatte det ud. "Jeg orker det ikke" sukkede Helias og strøg en fortvivlet hånd gennem håret. Han magtede ikke den opsejling til drama der lå under overfladen. Ikke også hér.

"Jeg vil gerne snakke med dig om det, Sarah. Men ikke nu." svarede han roligt. Han havde haft flere sætninger parat til at skyde efter hende i sit eget forsvar; men det ville ikke nytte noget. Alle, undtagen Balthazar syntes at være påvirket.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar vidste intet om deres historie, men det var alt sammen meget dramatisk lige nu og han havde ærligt talt heller ikke specielt lyst til at stå midt i det. Hvis ikke en god bid af ham længtes efter Helias, havde han nok også valgt at bakke ud.

Han rynkede på brynene, men sagde ikke noget til deres hver især opgivende mentalitet. I sidste ende var det ikke ham, der skulle finde ud af, hvad der var mellem de to.

[Sarah Merchande]

Sarah blev kun, fordi hun forestillede sig at de ville kysse, når hun gik, men hun kunne ikke forhindre dem i det uanset og da først hun indså det, åbnede hun øjnene, så på ingen af dem, men vendte sig og forlod stedet i tavshed.

Måske var hendes reaktion voldsom. Dramatisk?

Helias havde lovet hende at han ikke ville røre ved andre kvinder. Det havde han selvfølgelig heller ikke gjort. Svigtet føltes alligevel bittert og hun gav sig til at løbe, for at komme ud af sine egne tanker. Der knitrede en ild i hende og den stak ud af hendes fingre et par gange. Kontrollen var lige så flosset som hun var.

Pist væk

[Helias af Tardigy]

Og så gik hun. Det havde været nogenlunde tydeligt for Helias at han ikke skulle følge efter hende. Han havde nok uanset ikke gjort det. Han trak vejret dybt ind og vendte sig mod Balthazar der heldigvis stadig var at finde.

"Det beklager jeg virkelig" sukkede han let. En hånd lå om den varme nakke, og selvom han vidste at stemningen havde været trykket, kunne han ikke lade være med at smile.

"Ved Mithras, det er virkelig godt at se dig, Balt" sukkede han.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar skød et bryn lidt op over undskyldningen og han vidste ikke helt, hvad han mente om den. Han smilede dog lidt, selvom blikket beholdt en sjælden snert af alvor.

"I lige måde," sagde han dæmpet, men havde ikke tænkt sig at ignorere elefanten i rummet. "Men ikke lige så ukompliceret, som jeg kunne have drømt om. Du har en anden?"

Det var en opfordring til at fortælle om Sarah, for han vidste jo åbenlyst, at hun var der. Der var heller ingen bebrejdelse. De havde ikke afgivet løfter, selvom han da havde været håbefuld.

[Helias af Tardigy]

Helias nikkede let. Han var stadig både varm i nakken og om kinderne, hvilket fik fregnerne til at virke endnu mere tydeligere end de i forvejen var.

"Ja, eller.." sukkede han og bed sig i kinden. "Jeg underviser hende i meditation, og, vores relation til hinanden er ikke offentlig" Det var et svært emne at tale om fordi så meget var diskret og hemmeligt.

"Men jeg er nødt til at understrege, at jeg var helt fri, da vi var sammen" sagde han og så pludselig meget alvorlig ud. Det kunne godt være at Sarah havde følt sig forrådt og såret. Men Helias havde ikke gjort noget forkert og han nægtede at gå rundt med det skrevet i panden.

"Det har stået på i en månedstid, tror jeg? Men det er først for nyligt at jeg lovede ikke at se andre kvinder" Han havde aldrig drømt om at være sammen med en anden mand før Balthazar; og selvom han stadigvæk ikke vidste om han desideret også var til mænd, så vidste han bare at den edryanske diplomat vakte følelser hos ham som han ikke kunne ignorere.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar vidste ikke nøjagtigt, hvad han følte, men det var ikke som sådan jalousi og slet ikke en følelse af at være blevet forrådt. Så han rystede let på hovedet og tog en dyb indånding.

"Vi havde ikke lovet hinanden noget," mindede han ham om, blødt. "Det ville være løgn at sige, at jeg ikke håbede på, at du ville være fri, men jeg havde ikke forventet det."

For hvordan skulle en som Helias egentlig forblive alene? Især nu, hvor de ikke havde anet, om de nogensinde ville se hinanden igen. Han fugtede sine læber. "Jeg er her ikke for at ødelægge noget. Men jeg indrømmer også, at jeg ikke har lyst til at give slip, ocelle. Nu, hvor du endelig er lige her igen."

[Helias af Tardigy]

Det var lige akkurat så kompliceret at Helias ikke længere ønskede at tænke over det; i hvert fald ikke vanvittig meget. I stedet lå hans opmærksomhed på den flotte mand foran ham. Han nikkede. "Jeg troede ikke vi skulle se hinanden igen, at du pludselig er her.." Forvirre tingene. Selvom det stod soleklart for ham hvad han gerne ville.

Han nærmede sig ham. Løftede hånden for at lægge den mod hans kind. Den anden lagde sig mod hans hofte for fingrene let spredte sig over stoffet på hans hoser. "Jeg slipper dig ikke" hviskede han hæst. De grønne øjne spillede og han løftede hovedet så han kunne møde hans blik. Langsomt nærmede han sig ham.

Legende skilte han sine læber ad, og pustede liv til tanken om et kys. Først da han havde bidt ned om Balthazars underlæbe indtog han resten. Et kvalt støn forlod ham.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar fornemmede, at Helias måske ignorerede sine problemer lidt, men han var heller ikke upåvirket af ordene og nærheden. Mundvigene sitrede og han tog en dyb indånding, mens hjertet hamrede.

Så mødtes deres læber og han tillod sig at fortabe sig. Først efter at have gjort sig helt bekendt med Helias igen, tvang han sig selv til at bryde væk. Hvilede panden ind mod hans.

"Nu er det ikke fordi, at jeg vil få dig på bedre tanker," sagde han dæmpet. Strøg fingrene over Helias' hals og tog en indånding. "Men jeg tror, at det er nødvendigt for dig at tænke lidt, før vi fortsætter..."

[Helias af Tardigy]

Problemerne der måtte følge, og de der uundgåeligt ville dukke op, puttede han bagerst i hovedet. Hverken ham eller Balthazar ville få glæde af dem, og lige nu ønskede han kun at overgive sig til hans kærtegn og det savn der pludselig var dukket op, og havde slået ham helt omkuld.

Han trak vejret hakkende og spruttende da læberne til sidst skiltes. Han kunne høre på måden Balthazar talte, at det ikke kunne være noget godt; eller rettere, det var det, men for Helias føltes det nok lidt som en afvisning. En afvisning han ikke havde brug for nu.

Alligevel nikkede han, som et dæmpet suk forlod ham. "Du har ret" mumlede han. Blikket hvilede i hans og før han trådte helt væk pressede han dog sine læber mod hans igen; hårdt og bestemt. "Jeg finder dig senere." lovede han.

Afsluttet