På den anden side af havet

[Helias af Tardigy]

"Hey!" udbrød han og nået ikke engang at følge efter hende før hun allerede havde vendt sig rundt og marcheret tilbage til ham. Han vidste ikke om han skulle være bange eller glad.

"Narrede dig?" Han så forundret på hende, og kom så til at smile lidt. "Overhovedet ikke.." Han rankede sig let, som brynene trak sig en smule sammen.

"Jeg er vild med dig Sarah. Jeg mødte Balthazar for flere måneder siden, før vi overhovedet.." Han fugtede læberne lidt. "Jeg havde ikke regnet med at se ham igen, og så var han der bare." forklarede han sig roligt.

[Balthazar Vespasian]

Okay, så ikke bare en studerende. Det ville være løgn at sige, at Helias' ord til hende ikke gjorde lidt ondt, men de havde ikke lovet hinanden noget. Muligvis pakkede han dog sig selv og sine følelser lidt bedre ind.

"Det er sandt," indskød han med en skuldertrækning og fortsat en afslappet aura, endnu lænet mod skrivebordet. Han skjulte ikke, at han betragtede dem.

I hvert fald ikke indtil han rettede blikket mod den mønt, han kastede op i luften og greb igen. En mønt, der lod til at være dukket op af ingenting. "Jeg var, hvad man kalder en glædelig overraskelse," konstaterede han henkastet, før han så tilbage. Skød et bryn op. "For nogen, i hvert fald."

[Sarah Merchande]

Det summede i Sarahs hoved med al den information. Og de stod stadig udenfor hans værelse med døren åben, så alle og enhver potentielt kunne overvære dem. Hun vrissede, greb Helias i kraven og hev ham indenfor, hvor hun lukkede døren hårdt i.

"Balthazar?" Hun så fra den fremmede til Helias. "Når jeg får glædelige overraskelser, plejer jeg ikke at stikke min tunge direkte i dem," konstaterede hun og blev lidt rødere. "Og hvis du kan lide mænd, hvordan kan du så sige at du er vild med mig?" Nu så hun på Helias.

[Helias af Tardigy]

Helias kløede sig let i nakken og kunne mærke at han ikke var særlig vild med denne her komplicerede situation og blev kraftigt mindet om hvorfor han normalt holdte det fuldstændig løst i sine eskapader. Men han havde heller ikke haft lyst til andre imens han havde set Sarah; ikke før han havde mødt Balthazar. For nu havde han også lyst til ham.

Han var som delt i to.

Han trak vejret dybt ind. "Jeg ér vild med dig" satte han fast med en let rynken. "Men jeg må erkende at der rør sig et eller andet når jeg var sammen med Balthazar. Jeg ved da ikke om jeg også er til mænd. Men jeg er til Balthazar." svarede han ærligt. Så kunne Sarah gøre med den information som hun ville.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar havde lyst til at indskyde, at hendes liv i så fald måtte være frygteligt kedeligt, men han bed sig for en gangs skyld i tungen og fulgte dem blot med blikket. En anelse anspændt over Helias, indtil han fortsatte og fik skuldrene til at falde bare en anelse.

Og han smilede lidt, smørret, men også med en gnist af noget meget mere dybfølt i blikket, som han så på den rødhårede mand. "Nogle ting har man ikke kontrol over, melculum," sagde han, henvendt til Sarah, selvom blikket først flyttede sig mod hende efter et øjeblik.

[Sarah Merchande]

Sarah var vokset op i Levagny, i byen, hvor hun havde set mangt og meget. Hun havde også godt hørt om mænd, der var interesseret i andre mænd, men de var altid blevet fremstillet som dybt perverterede og forkerte. Nu så hun fra Helias til den smilende mand med det bløde sprog og sank en klump.

Helias var pervers. Det havde hun jo konkluderet så mange gange at det næsten var blevet en kompliment. Hun tog en dyb indånding og tænkte tydeligvis på noget.

"Kys hinanden," bød hun, stemmen let skælvende.

[Helias af Tardigy]

Helias havde forventet noget helt andet. Han vidste ikke hvad, men det var langt fra de ord der nu kom ud af Sarah. Han vidste heller ikke i hvilket omfang hun testede ham, om der var det rigtige og forkerte at gøre.

Brynene skød forundret op, og han så fra hende og over på Balthazar før skuldrene let faldt ned. Han nærmede sig ham endnu en gang. Blikket mere spillende end før; når hun nu så gerne ville have at de kyssede hinanden, så skulle det også være sådan.

Læberne søgte hans prøvende, før han lod tungen skille dem ad.

[Balthazar Vespasian]

Balthazars bryn skød også lidt op over den meget uventede kommando og det fik ham til at se på hende med let sammenknebne øjne og et analyserende udtryk.

Før han kunne nå at tage stilling til, om han havde tænkt sig at efterkomme det ikke så lille krav, trådte Helias dog over til ham og bløde læber ramte hans igen.

Han trak sig dog ikke tilbage, men hengav sig til kysset. En hånd løftede sig til magikerens hals og han dvælede nogen tid, før øjenlågene på et tidspunkt gled op og blikket landede på Sarah. Uden at han brød væk.

[Sarah Merchande]

Da de kyssede først gjorde det lidt ondt i maven et øjeblik. Hun havde intense følelser for underviseren og at se ham med en anden virkede ikke helt rigtigt. Hun klemte læberne sammen og tog en dyb indånding gennem næsen. Hun væmmedes ikke. Hun troede det ville være ulækkert, når to mænd kyssede. I stedet rynkede hun blot panden lidt og fugtede læberne. Hun krydsede armene over hinanden og sank en klump. Hun havde selv bedt dem om at kysse hinanden. Det føltes underligt. Bedre, dog, end at komme ind til at Helias var sammen med en fremmed.

Hun stod og tænkte, da hun pludselig fik øjenkontakt med Baltazar. Det sugede lidt i mellemgulvet og hun hævede begge bryn. Hendes hjerte hamrede og hun rømmede sig.

"Stop," udbrød hun lidt åndeløst. "Sil vous plait."

[Helias af Tardigy]

Det var svært for Helias helt at efterkomme hendes ønske om at stoppe. Han blev hevet ind i et virvar af følelser for Balthazar som han for længst havde efterladt i den sandede havn da de tog afsked. Det tog ham da også et øjeblik at løsrive sig, og han kunne ikke lade være med at smile skævt da han igen fik øjenkontakt med ham.

Han trak en dyb indånding og rykkede sig let så han kunne dreje hovedet mod Sarah. "Han kysser frygtelig godt, Sarah."

[Balthazar Vespasian]

Det var et mærkværdigt øjeblik, men Balthazar var nysgerrig og kunne ikke lade være at aflure hendes reaktion. Hans blik dvælede også ved hende lidt endnu, da Helias trak sig tilbage, før det drev tilbage til ham.

Ordene trak dog et dæmpet, blødt fnys fra ham og han lod langsomt hænderne falde fra den anden mand. Ikke fordi han havde lyst, men fordi det føltes som det mest betænksomme lige nu.

"Naturligvis gør jeg det," indskød han, åbenlyst i spøg og lænede sig så lidt ind mod skrivebordet igen. Han så på Sarah, som hun hed, og hævede brynene lidt. Tonefaldet var fuld af reel interesse. "Fik du det ud af det, du søgte, melculum?"

[Sarah Merchande]

Sarahs mellemgulv trak sig hårdt sammen over Helias' ord og det faktum at han blev stående så tæt på manden. Hun kunne mærke en klump i halsen og var sekunder fra at føle det knibe lidt i næsen. Så talte Baltazar og hendes blik gled forundret over på ham. Hun blinkede og tog en indånding hun helt havde glemt at tage.

Så rynkede hun panden dybt. "Det ved jeg ikke," svarede hun reelt. "Jeg kan ikke lide at du gik bag ryggen på mig, Helias. Det gør ondt, lige her." Hun holdt hånden op til hjertet.

[Helias af Tardigy]

"Gik bag ryggen?!" Helias bryn trak sig sammen og han skar en let grimasse. Han måtte træde endnu mere væk fra Balthazar for at få plads til det kast med sine arme som han gjorde. "Jeg har overhovedet ikke pligt til at informere dig om mit tidligere privatliv" Bemærkede han en anelse alvorligt, med et lille hint af vrede i stemmen.

Det eneste han havde holdt hemmelig for hende var den forlovelse der var i støbeskeen, men den havde han ikke selv overskud til at tage med hende, og da slet ikke efter det her. "Dog forstår jeg godt at det må være.. chokerende." sukkede han let. Det var jo ikke fordi han bevidst havde gjort det for at ramme hende. For fanden det var slet ikke meningen hun skulle opdage det. Det havde været et privat gensynsøjeblik.

[Balthazar Vespasian]

Balthazar hævede brynene over Helias' reaktion og han så det hele eksplodere, før det skete. Måske var det diplomaten i ham, der derfor fik ham til at slå irettesættende slag med tungen.

"Tidligere, nuværende. Det hele glider sammen. Du kan ikke kalde noget tidligere, når det stadig foregår nu, ocelle," bemærkede han, endnu lænet ind mod skrivebordet og blikket mod Helias.

Så trak han på skuldrene og fortsatte, nu lige så meget til Sarah, som det bare var ud i rummet. "Vi var fortid, der nu af uransagelige veje er blevet til nutid. Men en nutid, der åbenlyst ikke er min alene, hm? Men heller ikke kun din, melculum."

[Sarah Merchande]

Sarah havde åbnet munden for at sige noget meget vredt om at det tydeligvis ikke var fortidigt, da Baltazar tog ordet. Hun nikkede en enkelt gang over det, før hun rynkede panden dybt over at manden ikke mente nutiden var hendes alene.

Hun gik et par skridt, vendte sig, kom tilbage og stoppede op foran dem.

"Hvad er det så lige præcis I forestiller jer? En deleordning? Han er min på mandage? Og hvad betyder det der De kalder mig?"