Jeg vil lyse i mørket

[Jacquetta af Bonville]

Det var den mærkelige præst igen. Broder Adael Støber. Jacquetta forstod ikke Benjamins fascination, men han havde talt for en mindre forsamling i en af templets små rum for den slags. Der var noget underliggende hun ikke forstod, men Benjamin virkede optændt af formål, da de forlod Mithras tempel. Hendes hånd lå på hans arm og hun gik ikke så hurtigt. Hun var rask, men stadig lidt svagelig og blev hurtigt forpustet.

"Hvad mente den kvinde, der sagde, at hun var lykkelig for at hun var blevet vist vejen og ikke længere ville tale før sin mand?"

[Bénjamin af Bonville]

Selvom hun ikke vidste hvad der foregik, så skulle Jacquetta med til de små forsamlinger alligevel. Hun skulle lærer de andre at kende, og det skulle ind under huden på hende. At være sammen med andre familier, hvor konen underlagte sig manden ville kun være godt for hende. Så var der ingen der fyldte hendes hoved med sludder.

Han fulgte med hende i rolige skridt. Han drejede hovedet som hun talte. "Ville du åbenlyst sætte dig imod mig til en forsamling af mennesker, hvis du var uenig med det jeg sagde?" spurgte han let.

"Hvis du er bange for at du ville skulle sidde en helt aften uden at sige noget, fordi jeg ikke gjorde. Kan du være ganske rolig min egen" svarede han i et smil. "Jeg forventer bare at du ikke sætter mig i dårlig lys." Han kunne ikke have en hustru der ikke kendte sin plads. Men med Jacquetta der havde så mange spørgsmål, skulle han også passe på at han ikke skræmte hende; dét var gået galt en gang.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rynkede panden ved spørgsmålet og rystede på hovedet. Hun hørte også uddybningen og nikkede så langsomt.

"Selvfølgelig ville jeg ikke det. Jeg ville vente til vi kom hjem og sige min mening når vi var alene. Men det lød næsten på hende som om hun ikke engang ville gøre dét. Som om hun altid mente at hendes mand havde ret og altid bestemte alting."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte. "Jeg høre altid gerne din mening, kære." Så længe hun ikke skabte en scene ville han høre på alt hun havde at sige. For ham var det nærmest som om hun gav ham et råd han valgte ikke at følge.

Det gjorde ham glad at hun allerede nu kunne se at det ville skade ham. Hun skulle nok lærer med tiden at hun ikke altid skulle sige sin ærlige mening. Men for nu lod han hende være i troen at hun kunne tillade sig det.

"Jeg gør mit bedste for at lytte til dig" svarede han og lagde sin hånd mod hendes og klemte den let.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rynkede panden lidt, men accepterede Benjamins svar og forsikringer. "Men jeg har flere spørgsmål," konstaterede hun.

"Da de delte os op i kvinder og mænd. Der talte hun videre. Hun fortalte at det var vigtigt at vi forstod at vi også når det kom til soveværelset altid skulle lytte. At vi måtte forstå at da vi sagde ja, dengang sagde vi også ja når vi var trætte eller ikke havde lyst. Men hun tager vel fejl? Det har vi jo talt om."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin kunne mærke at han slet ikke orkede hendes spørgsmål. Ikke nu hvor de aldrig rigtig var helt alene. Han kendte medlemmerne addeles godt, og det var altid på de private små ture at man kunne opsnappe flest ting.

"Jo min skat. Men vi er også et særligt tilfælde. Jeg vil ikke risikere dit helbred." svarede han roligt, i en forsøgende overbevisende tone.

"Men vi har haft det godt indtil nu, ikke?" spurgte han og lænede sig let ind mod hende for at placere et dvælende kys tæt på hendes ører.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fik en lille kuldegysning over kysset og trak instinktivt skuldrene op. Hun fik dem dog ned igen og nikkede.

"Jo, vi har... Det meste af tiden har vi haft det godt." Hun nævnte ikke de dage de begge tænkte på.

"Spørger jeg for meget? Jeg prøver bare at forstå. Jeg vil gerne... Så vidt muligt vil jeg jo gerne have at du er tilfreds med mig, Benjamin. Jeg har jo også lyst til dig, oftere end ikke."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var nødt til at prøve sig frem for at finde ud af hvornår Jacquetta var klar til hans små kærtegn. Han havde forståelse for at det kunne tage tid. Han så fremad. Det var de begge nødt til at gøre; altid.

"Jeg ville gemme spørgsmålene til vi kommer hjem" sagde han stille. "Det er jeg glad for du siger, min egen." svarede han og sendte hende et lille smil. At han hele tiden havde lyst til hende, sagde han ikke højt.

"Og jeg er tilfreds med dig, jeg er glad for du gerne vil lære om de ting vi får fortalt til forsamlingerne" Så han kunne spinde en forståelse ind i hendes sind så hun ikke ville sætte så mange spørgsmålstegn ved det hele. At hun endte med at blive lydig, og en dag kunne tale for hvorfor hun var en god hustru for sin mand.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta nikkede. Hun ville gemme flere spørgsmål til de var helt alene derhjemme og ikke i templets område, selvom de også gik alene her. Hun tog lidt bedre fast ved hans arm. Hun havde ingen intention om at blive en lydig følger af den blide moder, men hun modsatte sig ikke at følge ham. Ikke så længe han var god og rar.

"Kan vi gå ud i haven herhenne? Det er stadig koldt, men der er så kønt."

[Bénjamin af Bonville]

"Hvis du bliver for kold på du sige til" Bad Benjamin som han skiftede spor og gik imod et par trin der ledte ned i haven. Her kunne man også forvilde sig rundt, og måske til deres held kunne de være lidt alene.

Det var ikke højlys dag, men natten havde heller ikke stukket sine skarpe kløer i lyset endnu. Vinteren var ikke over dem længere, men det betød ikke at senaftenen var lun og varm.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta nikkede og medgav. Hun trak sin kappe tættere omkring sig med den end hånd og trådte udenfor i gårdhaven.

"Engang troede jeg, at jeg skulle være novice," mumlede hun i tilståelse.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin så helt forkert ud i ansigtet over hendes indrømmelse. Men så igen; hvis ikke han kunne have fået hende ville han have taget til takke med at hun var blevet præstinde. Så skulle han ikke være jaloux på andre end Yphion.

"Så må jeg havde overrasket dig godt og grundigt med min erklæring om ægteskab" svarede han stille.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta slap en dæmpet latter. "Det gjorde du virkelig, men ikke derfor. Det var da jeg var barn. Jeg har jo ikke gaven, så ingen af templerne ville have taget imod mig."

Hun tog en dyb indånding. "Jeg tænkte bare, at hvis jeg aldrig kunne få en uddannelse som mine brødre og aldrig kunne blive gift, så kunne jeg vel gøre nytte sådan. Til sidst indså jeg at jeg nok altid blot ville være en byrde på min familie."

[Bénjamin af Bonville]

Det var rart at høre hende grine og se hende smile som hun gjorde nu. Det gjorde at Benjamin bedre kunne være i det, og langt nemmere kunne slippe grebet om hende. Der var ingen medlemmer af Den blide moder han mistænkte for at se indtrængende på sin hustru; alligevel holdte han en vågent øje.

"Det er du ikke længere" forsikrede han hende. "Heller ikke hos mig"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta troede på Benjamin og lænede sig lidt tættere ind til ham. Hun klemte blidt om hans arm. "Du får mig heller ikke til at føle mig som en byrde," svarede hun dæmpet. "Men jeg ville gerne mere. Jeg vil gerne sy alle dine underskjorter på sigt. Jeg har faktisk lavet én til vores bryllup, men jeg er først lige blevet færdig med den."