Jeg vil lyse i mørket

[Bénjamin af Bonville]

Langsomt fik han hende ind i sit spind. At gå til forsamlingerne med Den blide moder, gjorde kun underværker. For så kunne han fortolke ordene så hun forstod dem; så hun tog dem til sig og han kunne forme hende præcist som han ville. Til sidst ville hun ikke stille blåøjede uskyldige spørgsmål. Så ville hun kunne aflæse ham med det samme.

"Hva?" han blinkede let, og så smilte han. Bevist spurgte han ikke hvorfor hun havde glemt at give ham den, for det ville bare anspore dem ind på de uger hvor hun havde været syg, og grunden til hvorfor.

"Jeg vil glæde mig til at se den" svarede han ømt. "og gå med den"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var naiv. Hun troede stadig på at Benjamin grundlæggende var god og sød, selvom han havde givet hende klare indikationer på at det ikke var sådan. Hun havde ikke glemt det, men begravet det. Hun beskæftigede sig selv med simplere ting end at blive urolig for fremtiden.

"Jeg var faktisk nær ved at blive opdaget, da vi var i Bonville. Jeg stod med den bag ryggen og jeg var sikker på at du vidste at jeg holdt noget hemmeligt for dig og ikke var tilfreds. Men jeg kunne jo ikke sige at det var en gave."

[Bénjamin af Bonville]

Søde Jacquetta. Hans lille og naive hustru. De mørke tanker flød i hans sind, og som de gik mellem havens buske og træer kunne han ikke lade være med at finde lysten frem til at ville tage hende midt på græsset. Men det var for koldt, huskede han sig selv på; men til sommer. Det var nødt til at ske.

Hvis hun holdte hemmeligheder for ham ville han blive vred, det havde hun ret i. Men det var et spil der skulle passes. Den korrekte balance skulle findes, for der var forskel på hemmeligheder, hvilket også var derfor hun havde en ny kammerpige så han kunne skelne dem fra hinanden.

"Det var flot at du kunne holde det hemmeligt" svarede han i en ros, for ikke at komme nærmere ind på hans holdning til hemmeligheder.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kunne ikke læse tanker, men hun var ikke dum, selvom hun var naiv. Hun fugtede sine læber lidt og klemte om Bens arm.

"Den slags hemmeligheder må du lade mig have," bad hun dæmpet. "Overraskelser til min mand. Andre hemmeligheder ønsker jeg ikke mellem os."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin forblev i sin egen verden i et kort øjeblik før han hørte hende tale. Han blinkede et par gange før han drejede hovedet let for at skæve ned til hende.

Han smilte igen; varmt. "Selvfølgelig. Lige som du lader mig have hemmeligheder" svarede han og bøjede sig ned for at kysse hende mod tindingen. Han skulle nok selv bestemme hvad han indledte sin hustru i.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fugtede læberne og så op på Benjamin med en lille rynke i panden.

"Kun den samme slags hemmeligheder, ikke? Du holder ikke ubehagelige hemmeligheder for mig, vel?"

[Bénjamin af Bonville]

Et lille smil sittrede i den ene side af mundvigen. Alligevel så han ganske alvorlig ud, og endte også med at stoppe op. Der skulle skrues op for tilliden.

"Nej." svarede han og tog hendes hænder i sine som han langsomt førte op så han kunne kysse håndryggen på dem begge. "Jeg holder ingen hemmeligheder for dig."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas mellemgulv tog en rundtur, da Benjamin kyssede hendes hænder. Hun klemte om hans og smilede et pænt lille smil til ham over det.

"Du giver mig sommerfugle i maven lige nu, Ben," indrømmede hun.

[Bénjamin af Bonville]

Sommerfugle havde altid været en god ting, og Benjamin håbede at det også var tilfældet nu. Armene lagde sig om hendes liv, og han hvilede panden mod hendes.

"Fortæl mig om dem" bad han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta slap en lille, munter lyd og nød nærkontakten lidt for meget. Hun havde lyst til at kysse Benjamin, men de var midt i templet. Det føltes upassende.

"De dukker op når du er rigtig sød," svarede hun lavmælt i stedet. "Jeg tror det er fordi jeg er ved at blive lidt forelsket i dig."

[Bénjamin af Bonville]

Det var mest ham der ytrede at han elskede Jacquetta; at han holdte af og nærede stærke følelser for hende. For dem havde han jo haft inden hun overhovedet vidste at han eksisterede.

Hendes ord gjorde at han ville gøre sig umage med at være sød; men han var kun en mand og hvis han var i det forkerte hjørne kunne han ikke love noget som helst.

"Det er kun godt" hviskede han let som han lænede sig ind for at kysse hende ganske blidt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta protesterede ikke. Hun lukkede øjnene og lod Benjamin tage føringen, uden at være helt passiv. Det føltes godt at blive kysset. Dejligt at være tæt på ham.

Hun havde ikke fortalt ham før, at hun var ved at forelske sig, for hun havde ikke vidst det før nu. Nu var hun dog sikker. Hun skilte ikke læberne, for det var jo et tempel.

[Bénjamin af Bonville]

Der var gået lang tid siden de sidst havde fundet hinanden som nu. Men han havde givet hende ro og plads, og at hun nu villigt lod sig glide ind i hans favn gjorde ham kun glad.

Han strøg en hånd over hendes kind og trak sig så væk så han igen kunne lægge en arm omkring hende og de kunne fortsætte deres tur i haven.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fulgte med videre i gårdhaven. De gik stille lidt, hvilket var grunden til at de hørte de to præster tale sammen. Hun hørte blandt andet ordene 'underkastelse', 'kættersk' og navnet 'Broder Adael Støber' og så lidt forskrækket på Benjamin.

Synes de andre præster at han var kættersk? Hun forstod ikke helt.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin så ikke glad ud, og han trak hurtigt Jacquetta med sig videre og væk fra dem. Lettere sammenbidt og irriteret sukkede han før han vendte blikket mod sin hustru.

"Du skal ikke lytte til dem" mumlede han.