Jeg vil lyse i mørket

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tyggede lidt ned i sin underlæbe. Hun så tilbage mod lyden af de to præster, der fortsatte videre. Hendes blik var forvirret, da det landede i Benjamins.

"Men hvad mente de? Hvorfor ville de sige... Mener Broderen virkelig at alle kvinder blot skal underkaste sig? Er det det, som det alt sammen betyder?"

[Bénjamin af Bonville]

"Jeg indrømmer at Broder Adael har meget kantede måder at forklare sig på, men det hele ligger i tolkningen af hans ord, min kære" svarede Benjamin stille som han trak hende blidt ind til sig i et klem.

"Det har vi jo også talt om, ikke? Du skal ikke underkaste mig, du skal støtte mig."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas blik flakkede, men så nikkede hun langsomt og lænede sig lidt ind mod Benjamin. "Jo," svarede hun lavmælt og stadig en smule usikkert. "Jo. Det vil jeg jo også gerne," forsikrede hun. Hun tog en dyb indånding og nikkede igen.

"Det er svært at lyse i mørket, hvis man er helt underdanig," mumlede hun videre og overbeviste sig selv. Det var et smukt løfte, som hun havde tænkt en del på. Det var en god tanke at kunne lyse op for Benjamin.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede. Det gjorde ham både glad og tryg over at hun virkede til at forstå det, og ikke lige med det samme satte sig mod den grund han havde givet hende.

Han smilte let og nikkede. "Du lyser mig op" hviskede han stille. At hun også frembragte hans mørke side, skubbede han væk.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog en chance og strakte sig lidt for at plante et kys på Benjamins kind. Det føltes rigtigt, uanset om det var for frembrusende.

Hun lagde sin hånd trygt og stabilt på hans arm og tog en dyb indånding. "Kan vi tage hjem nu?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin frydede sig over at hun var ved at tø op til ham igen. Kysset var rart; en bekræftelse han længe havde søgt efter fra hende.

"Naturligvis" svarede han let, som han vendte om så de kunne gå tilbage til templets hoved ind gang  så de kunne nå deres vogn.

Afsluttet