Hverdag [P]

[Eleanor Sølvlilje]

Den dvælende tavshed sagde mere, end hun brød sig om og langsomt trak hun sig ud af hans arme igen. Fingrene gled op og skubbede en lys lok bag ørerne, før skuldrene flyttede sig lidt.

"Har du været ude hele natten?" spurgte hun og forsøgte at lyde rolig, selvom hun mærkede mistroen røre lidt på sig. Den skulle han ikke se. Ikke så længe, hun kunne skjule det.

[Damien Sølvtunge]

De var ens på mange punkter, og at holde deres følelser skjult var én af dem. Det vidste Damien af gode grunde ikke, og lige nu fokuserede han mest på at holde masken og lod slet ikke mærke til at Ellie også gemte på sit. Det var her de gled fra hinanden, og det var stunder som disse der var de værste.

"Jeg skulle gennemgå forretning med Gabriel, det trak ud." sukkede han og lod blidt sine fingre stryge hen over hendes arme. Hans dårlige humør lå måske også i at hans bror havde spurgt indtil hende og deres forhold i dag og det gjorde altid et eller andet ved ham, så det var ikke så sært at han var ekstra følsom om Ellie og hendes arbejde. Hvilket han ikke kunne være bekendt.

Han skulle øve sig i at lade hende gøre sit, det ville ødelægge begge deres arbejde hvis alt for mange fik nys om hendes vigtighed.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde stadig en urolig fornemmelse i kroppen, men lod sig nogenlunde formilde af hans ord. Normalt krævede hun heller ikke, at han var hos hende hver aften, men når de skændtes, kom de mørkere, besidderiske sider altid op.

Hun tog en indånding, undlod at spørge mere til de foregående aftener. I stedet spurgte hun: "Bliver du her i aften?"

[Damien Sølvtunge]

Når de var her, midt imellem følelser og uro så gjorde det altid et eller andet ved Damien. Han kunne aldrig finde hvile og han blev usikker om hele deres fundament. Som om de smed løgne efter hinanden der ramte lige så hårdt som hendes lussing. Hvorfor blev de også ved med at udsætte deres følelser for det åndssvage cirkus?

Han trak vejret dybt ind. Han havde inderligt lyst til at sige ja, men han kunne allerede mærke at de bare ville ligge og stirre i hver deres retning uden rigtig at kunne tale sammen. Men han kunne heller ikke direkte afvise hende. Så derfor gjorde han hvad han næsten altid gjorde i situationer som disse.

"Jeg bliver, men jeg er nødt til at tage hjem og sove i aften" svarede han som han strøg en let tommel hen over hendes ansigt.

[Eleanor Sølvlilje]

Et ubehageligt suk gled gennem hendes mave over svaret. Hun burde havde forudset det, men i stedet gav det et vrid i hende. Som altid var det eneste hun ønskede i de situationer, at han rent faktisk blev hos hende, så det kunne vende tilbage til normalen.

Hun tog en indånding gennem næsen og bukkede hovedet ganske let, for at han ikke skulle se hendes skuffelse. "Selvfølgelig," svarede hun, så let, som hun kunne.

[Damien Sølvtunge]

Hver eneste ord hun ytrede og hver eneste bevægelse hun gav, skar i ham. Han foretrak nærmest at hun slog ham i stedet for. Nok var Damien god til ord, og han aldrig problemer når han skulle tale sig ud af en slem situation. Men med Ellie; med hende kunne han knapt nok finde hoved og hale i hvad der forgik. Der reagerede han instinktivt ud fra de stærke følelser hun bragte med sig.

De stærke følelser virkede desværre også den anden retning, og den vrede og jalousi der stak i ham nu var grunden til at de begge var fraværende. Han havde både lyst til at løbe væk fra hende, og omfavne hende på en og samme tid.

Det han aller mest havde lyst til kunne han ikke; lige nu mærkede han trangen til at gå en tur med hende så de begge kunne få klaret både hoved og tanker. Han ønskede at sidde foran ilden sammen med hende så de kunne grine over hvor dumme de havde været. Han ønskede..

Han ønskede de kunne fortælle hinanden hvor meget kærlighed der imellem dem uden at blive ramt af konsekvenserne. Han mærkede hvordan hans øjne blev våde som han stod og så ned på hende.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellies blik forblev rettet mod hans bryst, mens hendes mave gjorde knuder. Da han ikke talte eller rørte på dig, måtte hun dog til sidst løfte blikket igen.

Synet af hans ansigt fik et stød til at gå gennem hende og det var helt instinktivt, at hendes hånd skød ud mod ham.

[Damien Sølvtunge]

Selvom Damien godt kunne se at hun løftede hånden kom berøringen alligevel som et sæt, og hans egen hånd røg derfor også op og lagde sig mod hendes. De mørke øjne festnede sig mod hendes ansigt og uden at sige noget lænede han sig ind mod hende og lod læberne dvæle mod hendes læber i et skælvende, sitrede kys.

Langsomt lod hans tunge skille hendes læber ad, og den frie hånd lukkede sig fast om hendes ene balde. I situationer der mindede om disse kunne han aldrig bruge ord og tyede derfor i stedet til den eneste handling han kendte bedst til.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie slap en udånding, da hans hånd lagde sig over hendes og knuden i maven blev mærkbart løsere, da han trådte frem mod hende.

Uden tøven tog hun mod hans kys og fik selv viklet en hånd op om hans nakke, som hun strakte sig op på tæer og instinktivt pressede sig helt tæt på.

[Damien Sølvtunge]

Damien slap kun med nød hendes læber for at hive en god portion luft ind. Da hun fjernede hendes hånd til fordel for en plads i hans nakke gled hans egen ned og rundt så han bedre kunne holde om hende.

Blidt pressede han tungen ind mellem hendes læber og inviterede hendes ind i en heftig våd dans. Han kunne ikke undgå at kvæle et par dybe suk over varmen der langsomt spredte sig i hendes krop, og som også havde en mærkbar effekt på ham.

[Eleanor Sølvlilje]

Det var rent instinkt og Eleanor besvarede kysset med intensitet, som om det var det eneste, der kunne bringe dem sammen igen.

Det var da også bedre end afstanden, men på et tidspunkt måtte hun alligevel bryde væk med et dæmpet gisp efter luft.

[Damien Sølvtunge]

Imens Ellie genvandt sin vejrtrækning begravede Damien sit hoved mod hendes hals og lod tungen blandede med kys glide hen over den sarte hud. Han sukkede svagt mod hende imens han gjorde et ihærdigt forsøg på at trække hendes kjole op så han kunne komme ind under den og mærke hendes varme krop.

Han vidste de burde stoppe, det var ikke sundt for dem at bruge lidenskaben mellem dem som en undskyldning for ikke at snakke om de ting de begge to mente gravede en kløft mellem dem.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde ikke lyst til at stoppe, havde ikke lyst til at give plads til det negative, men som han trak op i hendes kjole, mærkede hun alligevel et forbehold røre på sig.

Hun lukkede øjnene, men kunne i sidste ende ikke ignorere det. "Damien. Vent ..."

[Damien Sølvtunge]

Damien slap langsomt grebet omkring hende. Han kunne snart ikke huske hvornår hun sidst havde nægtet ham deres elskov. Han så derfor også en anelse kompleks ud da han rettede sig op og lod armene falde ned langs hans side.

"Hvad er der?" Spurgte han alligevel, selvom han godt vidste hvor det kom fra. Han havde blot håbet at de også denne aften kunne lade være med at snakke om det.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor var selv en anelse overrasket over sin afvisning. Med sit erhverv ville det hverken være første eller sidste gang hun handlede mod sin egen lyst, men Damien var... Anderledes.

Alligevel kæmpede hun med at finde ordene til en forklaring og brynene trak sig sammen i forsøget. "Jeg ... Ved ikke."