Hverdag [P]

[Damien Sølvtunge]

Damien fandt i meget når det kom til Ellie, og han kunne tilgive meget. Men på et eller andet tidspunkt ville hans tålmodighed løbe ud, og han ønskede ikke at tænke på når den dag kom, for det ville den. Med den stædighed som hun besad havde det være uundgåeligt lige fra starten.

Tænderne gned mod hinanden og han mærkede hvordan vrede og frustration banede sig vej op. Han strammede sine hænder så meget at knoerne blev hel vide.
"Jeg kan ikke gifte mig med dig!" svarede han nu med langt større kraft i sin stemme end før. "Det bliver din død, høre du?"

Han vidste godt at han ikke kunne bede hende om at lade være med at arbejde, for selvom han ikke brød sig om det så var hun en god indtægt når han lod hende gøre det. Han var derfor altid i en evig konflikt med sig selv.
"Jeg ved det ikke" Han kunne ikke smide hende ud, han kunne ikke gifte sig med hende og han kunne ikke tilbyde hende et andet hjem. Mulighederne var så mikroskopiske små at de nærmest ikke eksisterede. Problemet lå også i at der ikke var noget andet arbejde for Ellie, så hun kunne heller ikke selv forlade hatten og søge andre steder hen; ingen ville have tidligere glædespige i nærheden af sig, eller deres mænd.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor vidste lige så vel som ham, at der ikke ville være noget godt liv for hende uden for Hatten. Hun ville være nødt til at sælge sig selv i portåbninger, uden den sikkerhed, som hun havde her og sandsynligheden var, at hun ikke ville klare den længe.

"Så meget bliver du ved med at sige til mig," svarede hun og skubbede den anden tanke bort. Hun troede ikke for alvor, at han ville smide hende ud. "Men du kan ikke vide det. Jeg har overlevet længe, også uden dig. Jeg er ikke svag, Damien."

[Damien Sølvtunge]

Ellie var en af de stærkeste mennesker han kendte, han både beundret hendes styrke, men han hadede det også. Det gjorde at hun alt for nem var at komme op at skændes med som nu. - og ingen af dem havde for vane at gi' sig.

Det var farligt nok som det var for hende når mange allerede vidste at hun var ganske særlig for ham. Godt nok var han ikke Tyvenes konge, men han var en vigtig nok rolle i dét spil til at han ikke for alvor måtte vise nogen svagheder. - Og det var hun.

"Jeg har ikke tænkt mig at teste skæbnen." For det var rigtig nok, han kunne ikke vide hundrede procent om hvordan det ville gå dem hvis han gav efter. Men det kunne hun heller ikke og han turde ikke tage chancen. Ikke som det var nu.

Han løsnede læderpungen der sad fast i bæltet. "Hvor meget har du brug for?"

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie vidste, at hun burde stoppe med at håbe på, at det endelig var tidspunktet, hvor han ændrede mening. Skuffelsen var altid hård, men nu føltes den som et decideret slag i ansigtet, som han fulgte op med betalingen.

Instinktivt så hun væk for at skjule, hvordan det påvirkede hende og gik over til spejlet, hvor hun gav sig til at stramme sin kjole igen. Fra den vinkel kunne han næppe se, hvordan hendes øjne var blanke.

"For tre nætter," svarede hun og holdt sin stemme så afkoblet som muligt, selvom hun hadede alt ved det. Men når han ikke ville gifte sig med hende, så måtte han betale. Og det var den indtjening hun havde tabt på at vente på ham. Undtagen det sømanden havde betalt, men hun havde ikke tænkt sig at være velgørende overfor Lucille.

[Damien Sølvtunge]

Damien var ikke en der ofte sagde undskyld, og selvom han mærkede et stik i brystet over at se hende vende sig væk fra ham på den måde kom der ingen af de ord hun havde håbet på. Han var for stolt af sig, og han nægtede at bukker under for hende.

Han talte mønterne, selvom det i sidste ende var fuldkommen lige gyldigt om hun fik for meget. Han lagde dem foran hende, og kunne nemt blot af smidt dem så frustreret som han i virkeligheden var. Alligevel forsøgte han så godt som han kunne uden ord at vise at ikke var vred; ikke som sådan.

"Skal jeg gå?"

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie prøvede at gøre sig selv hård, finde en tilstand af følelsesløshed, men som altid formåede hun det ikke helt og hænderne rystede svagt, som hun strammede snørerne.

Hun hørte lyden af mønterne, men drejede ikke ansigtet for at se på ham, velvidende at hun ikke kunne skjule, hvordan hendes hjerte endnu engang føltes iturevet.

"Du har betalt for mig," svarede hun tonløst, selvom der var den mindste dirren i hendes stemme. "Hvad du gør, er dit eget valg."

[Damien Sølvtunge]

Damien så uforstående på hende. Langsomt trak de mørke bryn sig sammen og han mærkede instinktivt at hun trak sig fra ham. Han rettede og rankede sig igen og gned en hånd hen over hans ansigt.

Rummet syntes for alvor lille og luften var så tung at han havde svært ved at trække vejret. "Så behøver du ikke snører kjolen sammen." svarede han stift selvom ordene var hule og tomme så mente han det.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellies hænder stivnede i det korteste øjeblik over hans ord og der gik et sekund eller to, før hun endelig lod hænderne falde. Hun følte sig kold, men stoltheden afholdt hende fra at nægte.

"Udmærket," svarede hun i samme, hule tonefald og drejede sig mod ham, men mødte ikke hans blik.

Tværtimod var hendes rettet mod hans bryst, skønt hun ikke for alvor så noget. Og i det øjeblik, var der intet spor af den ømhed eller intimitet fra hende, som var roden til det hele.

[Damien Sølvtunge]

Damiens vejrtrækning forholdte sig rolig, skønt han stadigvæk ikke så særlig tilfreds ud. I et roligt tag greb han om hendes arm og tvang hende op fra stolen.

Man kunne nærmest høre den hæse lyd i hans hals, som kæmpede han imod alle signaler. Den frie hånd lukkede sig om hendes fletning så han kunne trække hendes hoved tilbage.

"Se på mig." hviskede han.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie stivnede mærkbart, da han greb om hendes arm og endnu mere, som han tvang hendes hoved tilbage. Pulsen måtte være synlig i hendes hals og den hamrede afsted, som en snert af frygt sneg sig ind i hende.

Og uanset, hvor god en skuespiller hun var, så kunne hun ikke skjule det i sit blik eller hindre ham i at se øjnenes blankhed, da hun var nødt til at møde hans blik. Læberne var presset hårdt sammen.

[Damien Sølvtunge]

Damiens blik borede sig ind i hendes som hånden strammede grebet om hendes arm.

"Jeg vil aldrig nogensinde forgribe mig på dig" Hans stemme var mørk og vred. Han kunne knapt nok finde ud af at være i det lige nu.

"Og jeg har aldrig nogensinde betalt for dig på grund af dine ydelser." Fortsatte han, nu var stemmen dog mere fast og mærkbar. Hans greb om hende var heller ikke nær så stramt selvom han stadig holde fast i hende.

"Hvis du tror dét om mig, er det måske på tide at vi stopper helt med at se hinanden"

[Eleanor Sølvlilje]

Der var tider, hvor de kunne råbe af hinanden og han kunne smadre alt omkring dem, uden at hun veg den mindste smule tilbage. Ikke i nogen af de øjeblikke, var hun bange for Damien, men lige nu var det umiskendeligt en snert af frygt, der gled gennem hende. Måske fordi hun denne gang ikke havde nogen idé om, hvad han ville gøre.

Hjertet hamrede i brystet og hans greb om hendes arm var smertefuldt, men hun forsøgte ikke at vride sig fri. Øjnene brændte stadig, men som han talte, mærkede hun sine muskler løsne sig den mindste smule.

Frygten forvandlede sig til en meget mere lammende angst for, at han rent faktisk ville gøre alvor af sine ord og hun blinkede hastigt, mens facaden krakelerede. Hendes læber skilte sig, men hun kunne for en gangs skyld ikke finde ord. Til gengæld afslørede hendes ansigt tydeligt, hvor lidt hun ville have ham til at forlade hende.

[Damien Sølvtunge]

Han havde ikke anede hvad han skulle forvente og havde langt fra plan lagt at det skulle ende sådan her. Selvom efterhånden burde have lært at alt kunne ske når han var kommet masende på den måde.

Nu lukkede rummet sig om dem, og skæret fra det enkele brændende stearinlys der stod på det lille bord var det eneste der lyste deres ansigter op.

Først der så han hvor blottet hun var i sine følelser og hvor tæt hun var på at sænke sammen. Damien slap langsomt grebet om hendes fletning så han i stedet kunne holde om hende med begge sine arme. Han ønskede ikke at tilføre hende mere smerte end han tilsyneladende allerede gjorde og lige nu virkede det ikke som den mest dårligste idé.

"Ellie." sukkede han. De var igen tilbage til den samme rytme, for de havde jo været her før. Lige så meget som de berigede hinandens liv med deres absolutte usagte kærlighed, lige så meget ødelagde de hinanden.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie slap en lydløs indånding, da han slap både hendes hår og arm, velvidende at sidstnævnte ville have et blåt mærke den efterfølgende dag.

Til gengæld lod hun ham også trække hende tæt og hun selv gemte ansigtet tæt ved hans bryst, hvor en enkelt tåre eller to undslap hende.

"Du gør mig så gal," fik hun endelig sagt, men raseriet var ikke længere i hendes stemme. "Du har ikke været her de sidste nætter."

[Damien Sølvtunge]

Damien var stadig frustreret og han kunne mærke at han ikke magtede mere modstand for en aften. Det drænede ham fuldstændig når de havde ture som disse, og selvom det ikke havde været en af de dårlige af slagsen så efterlod det altid en dårlig smag i hans mund.

Med et langt roligere greb holdte ham om hende og lod hende snakke. Han hverken rykkede på sig eller flyttede på sine hænder. I stedet lyttede han til hendes ord. Han svarede dog ikke med det samme, og der gik noget der føltes som et længere øjeblik før han trak vejret dybt ind.

Hvad skulle han også sige? At det nogen gange var nemmere for ham at være sammen med Lucille fordi hun ikke stillede dumme spørgsmål og forlangte for meget af ham?
"Nej.." svarede han lavt.

"Jeg har arbejdet." Det var delvist sandt selvom Damien stadig var glad for at hun stadig havde begravet sit ansigt mod hans bryst og ikke kunne se løgnen i hans øjne.