Hverdag [P]

[Eleanor Sølvlilje]

Det var ingen uordinær aften på Den Tørstige Hat. Der var, som altid, nok at se til og måske endda et par kunder mere, end der plejede. Det var da også en af grundene til, at Ellie var nedenunder nu, selvom den primære var, at Damien Sølvtunge ikke havde været hos hende i et par nætter nu.

Eftersom hun ikke havde friheden til at vente på ham og hans penge for evigt, måtte hun finde andet arbejde og det var derfor hun nu befandt sig på skødet af en sømand, der havde trukket hende til sig. Hun smilede da også indsmigrende, mens fingre gled over hans bryst og det var uden tvivl et spørgsmål om øjeblikke, før de ville fortrække ovenpå. Han havde allerede betalt.

[Damien Sølvtunge]

Der var dage hvor Damien betalte for at være i Ellies selskab, de dage hvor hans følelser for hende var på sit højeste og at han ikke ønskede andre i nærheden af hende. Så var der de nætter hvor de druknet på endorfiner fandt hinanden af ømhed.

De sidste mange nætter var dog ingen af dem. Han havde for travlt og det havde været nemmere for at gå til højre og indtil Lucille Cadieux i stedet for. Damien sad dybt koncentreret over et spil kort, og selvom han flere gange havde skævet over i retningen af Ellie havde han ikke rykket sig ud af stedet.

Han forsøgte altid ikke at give hende for meget opmærksomhed når de begge var i krostuen, selvom alle vidste at hun var hans favorit og der var et sæt uskrevne regler når det kom til hende så var det ikke noget man talte om. Det var der nogen der havde oplevet på den hårde måde. Damien hadede at råbe og skælde ud og foretrak at det hele gik roligt for sig, selvom han langt fra kunne overholde det.

[Eleanor Sølvlilje]

En ting var de aftener, hvor Damien var væk og tog sig af de ting, som han ikke ville fortælle hende om, men noget helt andet var aftener, hvor han var der, men hun stadig var nødt til at finde andet selskab for stadig at kunne brødføde sin søn.

Det efterlod hende med noget ulmende i sit indre, men hun gjorde, hvad hun var nødt til og kastede ikke et eneste blik mod Damien, selvom hun vidste, at han var der.

I stedet hviskede hun i sømandens øre, en mand, der netop var landet i byen og ikke kendte til uskrevne regler og lod sine læber strejfe hans kind, før hun rejste sig og bød ham sit hånd i et tydeligt tilbud. Han var da heller ikke sen til at tage imod den eller indfange hende og hendes blødere dele på vejen.

[Damien Sølvtunge]

Damien kunne føle hendes blik mod sig, og i et splitsekund så de også mod hinanden da hun gik forbi bordet. Han mærkede instinktivt lysten til at gribe fat i hendes arm og trække hende til sig. Han kunne ikke engang trøste sig med at manden var utiltrækkende.

Kæben spændtes og han kæmpede en indre kamp med sig selv om ikke blot at rejse sig og sætte en stopper for det. I stedet blev han siddende og smed et par mønter ind mod midten af bordet. To kunne lege den leg tænkte han og sank længere ned i stolen.

Desuden var han nødt til at have hende ud af krostuen hvis han overhovedet skulle kunne gøre noget som helst, så det ikke blev til skue for alle.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde reelt forsøgt ikke at se på Damien og da deres blikke mødtes, var det ikke bevidst fra hendes side. Det gav dog et stød gennem hende, men fik også kæben til at rykke sig lidt, før hun resolut så væk igen og gav kunden sin fulde opmærksomhed.

Hun var da også god til, hvad hun gjorde, som hun tog ham med ovenpå og til sit værelse, hvor hun helt forviste Damien fra sine tanker. Ikke at der var meget plads til andet, for sømanden spildte ikke tiden og havde allerede i løbet af øjeblikke grebet fat i hende, tydeligt opstemt af optakten i krostuen og med et klart mål for øje.

[Damien Sølvtunge]

Da de var ude af hans sind smed han sine kort på bordet og blev erklæret vinder af denne runde før han undskyldte sig og rejste sig fra stolen. Han tømte sit krus med øl, tørrede munden i en hurtig bevægelse før han gik mod trappen der første op på første sal.

Hans blik var mørkt da han tog i håndtaget til den blomstede dør. Han vidste godt hvad der var at finde derinde. Modvilligt blev døren skubbet op.
"Ud. Nu" kom det hæst men bestemt fra ham nærmest inden han var trådt halvt ind i værelset.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie havde ikke tid til at tænke på Damien, men var optaget af sømanden. Hun troede da heller ikke for alvor, at han ville afbryde, men burde måske have set det komme, da døren blev smækket op.

Et dæmpet gisp undslap hende og sømanden blev uden tvivl mere overrasket, fanget med bukserne nede, som han var.

Ubekendt med stedets ejer, gik han dog ikke, men kom på benene og forlangte i stedet at få at vide, hvad der foregik. Ellie, der selv knapt kunne kalde sig påklædt, fik hurtigt skubbet sig op i en siddende position, blikket på Damien.

[Damien Sølvtunge]

"Jeg er bange for der er sket en fejl, min gode herre. Eleanor er ikke fri i aften, og jeg beklager at hun uden tvivl har givet dig det indtryk." svarede Damien så høfligt som han overhovedet kunne og tvang sin aggressioner til at sænke sig.

"Hun er lovet ud til en anden, og jeg må derfor bede dig om at forlade hendes værelse og i stedet benytte den sidste dør på højre hånd. Lucille Cadieux er også langt mere fleksibel" svarede han i lokkende tone og slog med en fri hånd mod den åbne dør der førte ud mod gangen.

[Eleanor Sølvlilje]

Hvis blikke kunne dræbe, så havde Damien været død på stedet. Ellies blik var i hvert fald brændende af raseri, mens sømanden kom med enkelte protester.

I sidste ende fornemmede han dog, at det ikke var en god idé at diskutere med manden foran sig, men det var med en rasende mumlen, at han forlod rummet.

I mellemtiden var Eleanor kommet på benene og mens den ene arm holdt den løsnede kjole oppe, så var den anden fri til det formål at stikke Damien en syngende lussing.

[Damien Sølvtunge]

Han burde virkelig have set det komme. Det ringede for hans ører da Ellies flade hånd ramte hans kind og følelsen af de brændende fingre syntes at mærkes længe efter hun havde sænket armen.

Det betød ikke at han var tilfreds med det, snare det modsatte. "Nå. Så du bider fra dig i dag." svarede han og ømmede sin kind. Det var efterhånden noget tid siden hun sidst havde forsøgt sig med det nummer, og han mindes også at kunne huske at havde advaret hende mod at gøre det igen.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie vidste udmærket, at det ikke var et klogt træk, men følelserne vandt over fornuften og ved hans ord, var det som om at raseriet kun vandt yderligere indtog på hendes ansigt.

"Det er ikke mere, end du fortjener," svarede hun rasende. "Hvorfor forhindrer du mig i at gøre mit arbejde?"

[Damien Sølvtunge]

Damien havde aldrig noget særlig godt svar når hun stillede netop dét spørgsmål. Han forsøgte altid at komme med forskellige grunde til hvorfor han netop denne aften satte en stopper hvor hendes gøremål.

"Jeg vil ikke have det" svarede han sammenbidt og fuldstændig urimeligt. Det var det tammeste svar han nogensinde kunne komme med, men det gjorde det ikke mindre sandt.

"Han er også grim." Det var ikke sandt, men noget dårligt måtte han sige om hendes forhenværende gæst.

[Eleanor Sølvlilje]

Hvis Eleanor havde været en drage, var der nok kommet røg ud af hendes næsebor. I stedet udvidede hendes øjne sig vantro.

"Du vil ikke have det?" gentog hun, tonefaldet rasende. "Så jeg skal sulte, fordi du ikke kommer til mig, men heller ikke vil lade andre gøre det?"

"Ved alle Guder, Damien," sagde hun, ganske som var han et uvornt barn. Og selvom hun måske ikke decideret selv ville sulte, bosat på kroen, som hun var, så havde hun stadig et barn at brødføde.

[Damien Sølvtunge]

"Jeg ville aldrig lade dig sulte." svarede Damien og løftede hagen en smule så han så mere direkte på hende. Det var her man kunne se at han var det højere end hende. For da han rankede sig op måtte han nærmest sænke blikket for at fange hendes øjne.

"Jeg vil slet ikke have du arbejder her!" kom det frustreret fra ham i det han tog et halvt skridt tættere på hende.

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie måtte selv lægge nakken tilbage for at se op på Damien, ringe af højde som hun var, men det betød ikke, at hun skælvede under hans blik. Tværtimod så hun stædigt op på ham, selvom hjertet sad i halsen. Fingrene krummede sig sammen om kjolens stof, som hun endnu holdt knuget over brystet.

"Men du vil heller ikke gifte dig med mig," svarede hun, frustrationen tydelig i hendes stemme. "Så hvad jeg skal jeg gøre? Være din personlige hore, indtil din velgørenhed en dag slipper op eller du bliver træt af mig?"

Det var tydeligt, at spørgsmålet ikke var et tilbud. Tværtimod. "Eller vil du smide mig på gaden? For hvad laver jeg ellers her, hvis du ikke vil lade mig arbejde?"