Jeg vil lette dine byrder gennem tider, mod strømmen

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta græd stille ned i sengen til hun faldt i søvn.

Da hun vågnede i aftentimerne var hun glohed og havde svedt igennem alting, men lå alligevel og rystede af kulde. Hun kæmpede sig ud af sengen, men døren var låst, så hun endte med halvt at ligge, halvt at sidde ved siden af den med et fugtigt tæppe omkring sig, indtil den nye kammerpige åbnede døren. Hun var kun halvt ved bevidsthed på det tidspunkt.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var kommet til soveværelset med det samme. Ingen havde hørt hende banke på i løbet af dagen, og de gange han selv havde set til hende, sov hun. Alligevel skældte han kammerpigen ud for ikke at have været mere opmærksom, selvom det mest var ham selv han var vred på. Han ville aldrig tilgive sig selv hvis der skete hans hustru noget.

Han løftede hende op i sine arme og beordrede at et bad ville blive gjort klar med det samme, og at hendes salve og mynteblade ville blive fundet og bragt til baderummet.

"Undskyld.." hviskede han mod hendes hår. Stemmen vibrerede og tydelig grødet. Kammerpigen hjalp ham med at få Jacquetta ud af det våde tøj, og imens at de ventede på at det lunkne kølige vand var klar til hende, havde han selv bedt om en kold klud som han kunne duppe hende med.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var slap og omtåget. Hun svarede ikke Benjamin, men mærkede hans bekymring og følte et sted dybt inde at det var en sejr, selvom den sejrende lige nu var sygdommen og dens magt over hendes skrøbelige krop. Havde hendes familie været fattig, så var hun død for længst.

I stedet kunne hun ligge der i hans arme med hovedet hvilende tungt ind mod ham og lukkede øjne, imens hun rystede lidt af kulde. Hun både frøs og svedte og havde det ubehageligt. "Mit tøj er helt vådt," mumlede hun. "Så koldt."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins vrede var som fordampet. Alene nu var tanken bare på at hun skulle få det bedre. Det var til hans held at han kunne vise hvor vigtig hun var for ham. At nok kunne han være hård og modbydelig men det ændrede ikke på hans følelser for hende.

De var stadig nygifte; de kunne komme igennem det. Han strøg hende blidt over panden med kluden og duppede af og til hendes hals og det øverste af hendes brystkasse. "Det er lige meget, skat. Det bliver vasket" hviskede han stille. Han beordrede tjenestefolket til at gå i gang med at koge mere vand, så temperaturen i vandet langsomt ville stige i takt med at Jacquettas krop først kunne blive vasket af det lunke vand, og derefter blive varmet helt op.

Han rejste sig, og uden nogen former for problematik over at han stadig var iklædt sit tøj satte han sig med hende i karet så han kunne støtte hendes hoved. Han løftede hånden let så han med hjælp fra tjenestepigen kunne smøre hendes salve omkring hendes hals og bryst.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde ikke bekymret sig for særken, men forsøgt at sige at hun frøs i det våde tøj. Hun svedte dog samtidig tydeligt og var rød i kinderne. Da hun kom ned i vandet med ham, hostede hun svagt, men hun opgav at kæmpe imod og lå passivt i hans arme med et fjernt blik.

"Ben," mumlede hun lavt og lagde hovedet tilbage mod hans skulder. Hun lukkede øjnene. "Helbrederen..."

[Bénjamin af Bonville]

"Helbrederen?" Lød Benjamins stemme først en smule forvirret imens han gav mening i hendes mumlende ord. "Helbrederen!" nærmest råbte han efter tjenestefolket, hvor en hurtig tog benene på nakken og forsvandt ud i den sene aften time mod templet.

Der gik ikke lang tid før at det kogende vand blev helt op i karet, til supplement til det kølige. Han kunne mærkede hun rystede, og det skræmte ham at hun kunne føles så varm, og alligevel fryse på en og samme tid. "Så, det er okay. Hel-" Hans stemme knækkede og han måtte klare halsen en smule.

"Helbrederen kommer om lidt"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta lukkede øjnene helt i og var fuldstændig slap imod Benjamin. Hun trak vejret langsomt og fugtede sine tørre læber mat. Det var dog ikke første gang hun havde en af sine episoder, så hun gjorde sig ingen forestillinger om, at det var slut.

Hvis det var, så ville hun acceptere sin skæbne. Hun ville blot have ønsket en bedre slutning.

Klip til at helbrederen kommer?

[Bénjamin af Bonville]

Helbrederen kom efter noget tid; hun havde jo kun sine egne ben. Heldigvis havde det lykkes Benjamin at få lunken suppe ind i munden på Jacquetta. Ikke at han vidste om det ville hjælpe, men hun havde ingen mad fået og han følte sig komplet hjælpeløs.

Den ældre dame blev vist ind, og vidste tydeligvis godt hvem hans hustru var, og hvad der skulle til.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kom ud af badet og ned i en seng med skiftede tæpper og en ren, tør natkjole på helbrederens instrukser. Så satte den ældre kvinde sig på sengen og holdt sin hånd over Jacquettas pande.

"Hun har været udsat for stress," konstaterede hun. "Hendes krops forsvar er skrøbeligt. Ganske let får hun tilbagefald." Hendes pande var rynket. Hun nævnte ikke det blå håndled, for så blev hun aldrig lukket ind igen. "Har hun sovet nok? Spist som hun skulle? Jeg synes hun ser tynd ud. Jeg ville fede hende op, når hun har det lidt bedre og give hende en fast sengetid. Det virker formynderisk, ja, men den unge nådigfrue er ikke rask."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde haft en rynke i panden den sidste time. Han havde dog alligevel formået at komme i noget andet tøj, da først Jacquetta var kommet op af badet.

Han var netop ankommet til soveværelset da Helbrederen stillede tusinde af spørgsmål. Han trak vejret dybt ind. "Hun har sovet meget i dag. Hendes sygdom kender jeg, men jeg har endnu ikke lært alle hendes tegn. Jeg burde have gjort noget da hun ikke ville spise frokost" løj han overbevisende i et let suk.

"Jeg skal sørge for at der kommer flere rammer omkring hende så hun ikke får et tilbagefald så hurtigt igen" lovede han, denne gang mente han det. Han skulle nok give Jacquetta et godt og vant liv, med rytmer og rutiner. "Men hun klare det?" Hans bekymring havde næsten været det eneste sande igennem dagen, som efterhånden var ved at nå sin ende.

[Jacquetta af Bonville]

Helbrederen nikkede, men tøvede, for hun havde ikke glemt mærkerne. Hun ville også lade sin magi trænge ind i huden der, når hun var færdig. Hun ville dog være træt efter, så instrukserne måtte komme nu.

"Blide rutiner, selvfølgelig. Hun skal ikke tvinges, men guides blidt. Hun er jo voksen og ved sine fulde fem ude af feberrusen. Jeg vil anbefale at I taler om hvordan De kan støtte hende i at få sin søvn og få spist."

Hun så lidt alvorlig ud, men så hvilede hun hænderne på Jacquettas brystkasse og lod sin lysegrønne magi sive ind i hende.

Da hun gik derfra sov Jacquetta dybt. Der gik næsten et døgn før hun vågnede igen, lidt efter middag.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede. Der var sket meget de sidste otteogfyrre timer, og han var ikke dum; tværtimod så vidste han at han var nødt til at tage sig af sin hustru. Måske arrangere en kort tur til dem så de kunne komme lidt væk fra hovedbyen.

Han takkede for hendes hjælp, og lovede at følge hendes råd nøje. Han havde efterfulgt sat sig på sengen med sin hånd mod hendes. Der var gået flere timer, og til sidst var han blevet vækket af hans kammertjener, og roligt blevet spurgt om hvorvidt det ikke var nemmest at gå i seng.

De næste fireogtyve timer havde været et marridt for Benjamin. Selvom han kunne både se og mærke at hun trak vejret, kunne han have revet sig skaldet af bekymring. Han havde dog modvilligt forladt hendes side af og til for selv at få lidt luft. Han havde forsikret staben og sin familie at alt var i orden; og at hun blot var blevet lidt syg.

Ved middagstid havde han fået ordnet en bakke med mad og drikke som han selv havde ville tage med op til hende.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vågnede til lyden af en dør, der gik op og overvejede fjernt om hendes mor var kommet for at se til hende. Så, langsomt, gik det op for hende at hun ikke var i Tardigy mere, men i hovedstaden, i sin mands families hus. Det var længe siden hun sidst havde været syg, men minderne kom langsomt tilbage. Hun åbnede øjnene og fik et lille chok, da hun fik øjenkontakt med Benjamin. Så tog hun en dyb indånding.

"Er det... Mad? Vand?"

Hun var så uendelig sulten og tørstig.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var ved at lære at han skille forholde sig roligt. Stryge hende med hårende når hun var i særlige stadier; gældende lige netop nu. Han nikkede let. "Der er også varmt vand med frugt, hvis du heller vil have det" svarede han let før han nærmede sig hende og satte bakken på sengen.

"Der er både suppe, kød og grønsager. Jeg vidste ikke hvad du kunne have" svarede han ærligt og sårbar som det gik op for ham at han ikke havde styr på noget som helst.

[Jacquetta af Bonville]

Var den første Benjamin tilbage? Ham, som hun havde fået små behagelige følelser for? Ham, som hun havde kysset med på turen til Bonville,?

Hun satte sig langsomt og lidt besværligt op. "Alt," mumlede hun. "Både suppe, kød og grøntsager." Hendes blik mødte hans. "Jeg er ved at dø af sult. Bare giv mig noget. S'il vous plait."