Jeg vil lette dine byrder gennem tider, mod strømmen

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede hurtigt. Han rakte hende skålen med suppen som det første. Det var godt at se at hun havde appetit, og at hun havde lyst til at tale med ham til sidst.

Han følte sig splittet og lige nu var hans dæmoner i snor og han kunne styre det. Han kunne holde dem hen. Han kunne aldrig rigtig forklare hvorfor han gjorde og sagde de ting, det frygtelige ting. Han kunne mærke sit begær og sine lyster, men det syntes at være helt sin egen lille kasse fremfor når han blev så vred over at se Jacquetta med en anden mand, og når hun sagde ham imod på den måde. Han reagerede instinktivt, som om det hele kørte på automatik.

"Jeg var så bekymret."

[Jacquetta af Bonville]

Skålen med suppe blev balanceret forsigtigt og Jacquetta løftede skeen med lidt rystende hånd og tog en meget forsigtig mundfuld. Hun havde næsten sit fulde fokus på ikke at spilde noget.

"Alle bekymrer sig altid for mig når jeg har mine tilfælde. Men jeg har det fint nu," påstod hun, imens hun var ved at tabe skeen.

[Bénjamin af Bonville]

"Jeg har aldrig set dig sådan, tillad mig min bekymring" svarede Benjamin let. Han rykkede sig tættere på hende, men for kun at lagde en hånd støtte under hendes hånd så hun ikke tabte noget.

"Din krop er tom for kræfter, lad mig hjælpe"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta fik lidt våde øjne i frustration, men til sidst overgav hun skeen til Benjamin og lod hånden falde. Hun snøftede lavt ind.

"Jeg kan ikke lide at være svag og hjælpeløs," mumlede hun. "Jeg var vred på dig."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin tog skeen, og langsomt efter han havde fået suppe på den, førte han den op til Jacquetta imens de talte. Han vidste godt hvorfor hun var vred; han havde haft alt for meget tid til at tænke over hvad der var sket, og var denne sjældne gang komet frem til at han havde fejlet.

Men ikke om det skulle ske igen. "Det forstår jeg godt" erkendte han roligt, uden at protestere eller forsøge at fortælle hende noget andet.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så på Benjamin med store øjne. Så åbnede hun munden og lod ham made hende, selvom hun ikke kunne fordrage at hun havde brug for den hjælp. Hun sank og fugtede læberne.

"Du forstår? Hvilken del?"

Der var sket så meget. Hendes dans med Théodore, Bens tvang i vognen, fyringen af hendes kammerpige eller at han låste hende inde.

[Bénjamin af Bonville]

At hun ville have ham til at gå mere i dybden, kom en smule bag på ham. Ikke desto mindre tillod han hende spørgsmålet. "Det hele." sukkede han let.

"Jeg kan ikke forklare det.. Jeg er så ked af det"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var i chok. Hun sank en skefuld mere af suppen og fik lidt tårer i øjnene. Et lavt snøft afslørede hende.

"Betyder det at du giver mig min kammerpige tilbage?"

Hun anede ikke hvor hun var. Om hun havde fået arbejde et andet sted. Om hun overhovedet ville komme tilbage.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var ved at spørge indtil hvilken kammerpige hun dog mente, da han allerede havde slået det ud af hovedet at han havde fået hende erstattet. Han trak vejret dybt ind.

"Så vidt jeg ved har hun allerede fået en anden plads." svarede han stille som han satte skålen på bakken før han vendte blikket mod sin hustru igen.

"Men jeg forhøre mig" lovede han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta skød underlæben en smule frem, men accepterede så og sank lidt sammen. "Tak," mumlede hun lavt.

"Må jeg bede om noget vand?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin rakte hende bægeret med vand til hende. "Må jeg sove inde ved dig i nat?" spurgte han roligt. Han rykkede bakken en smule så han kunne satte sig bedre til rette på sengen.

Det var svært for ham at det skulle gå så langsomt, men han gjorde forsøget; i det mindste indtil han havde Jacquetta præcis der hvor hun skulle være.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog imod bægeret og løftede det til sine læber. Hun drak først forsigtigt, men så grådigt, indtil hun blev overvældet og måtte hoste lidt.

Hun hostede færdig, før hun så på Benjamin igen.

"Jeg vidste ikke at jeg havde valget?"

Hun så lidt skrøbelig ud, men spørgsmålet var ikke vredt eller såret. Ja, hun havde lukket ham ude i vrede, men i sidste ende var ægtesengen deres fælles sted. Han havde en ret til sin plads i den.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin var nærmest ved hende instinktivt. Brynene var trukket let sammen i bekymring som han lagde en hånd mod hendes arm og tog imod bægret, så hun ikke endte med at tabe det.

"Normalt ikke" svarede han stille. "Jeg kan bare ikke lide når du låser døren" svarede han alvorligt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta hostede let en sidste gang og sank igen sammen. Rød i kinderne af anstrengelserne. Hendes øjne faldt halvt i, men kun halvt. Hun så stadig på Benjamin.

"Jeg var vred," svarede hun lavmælt. "Jeg kunne ikke lide..." Hun fik lidt tårer i øjnene ved det blotte minde. "Jeg forstår godt jalousi," konstaterede hun. "Jeg vidste ikke dét kunne gøre dig jaloux. Hvis du kun ville have at jeg skulle danse med dig, så kunne du bare have fortalt mig det. Så havde jeg aldrig gjort det, Benjamin. Jeg ønsker ikke at gøre dig jaloux. Du ved at jeg er din."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin holdte let hendes hånd, så hun ikke faldt helt sammen. Han lyttede til hendes ord. Han ville helst ikke selv have frembragt minderne igen når nu han forsøgte at komme videre.

Men når det frembragte hendes væld af ord som det næste kunne han ikke stoppe hende. Billedeligt faldt hun jo nærmest på knæ for ham. Han lænede sig let frem, forsigtigt lagde han begge hænder om hendes kinder.

"Jeg skulle ikke have gjort det" sukkede han let og pressede et forsigtigt kys mod hendes læber.