Slagsbrødre og en helbreder

[Dina Brygger]

Det var mest om dagen, at Dina var hos Celeste Våbensmed - i hvert fald når alt åndede fred og fordragelighed. Eftersom arbejdet var uforudsigeligt, så forekom der dog også skæve tidspunkter. Kvinder gik i fødsel på alle tidspunkter af døgnet og håndværkere nøjedes heller ikke med at komme til skade, når det var lyst, så de måtte arbejde, når det var nødvendigt. Nu var en af de aftener og det var kort tid siden, at de var kommet tilbage. Det var ved at være sent. Ikke nat endnu, men sent nok til, at hun af erfaring vidste, at gåturen hjem potentielt kunne byde på sammenstød med nogle af de, der på kroen havde set for dybt i kruset lidt for hurtigt.

Derfor havde hun heller ikke travlt med at komme afsted, men stod og sorterede urter, der skulle genopfylde krukker, mens Celeste tog sig af sin familie. Det var dog et medlem af sidstnævnte, der med åbenlys forsigtighed stak hovedet ind og som så lettet ud over blot at finde sin mors lærling til stede. Magnus Våbensmed havde en solid blodtud og Dina så lidt opgivende på ham.

"Har du nu været oppe at slås igen?" spurgte hun og han svarede med et skuldertræk og et drenget grin, før han vinkede en anden med ind. Dina kunne ikke se, at det var Micah Brygger, der stod og ventede ude på den anden side af døren.

[Micah Brygger]

Micah var knapt kommet hjem til Levagny, før han kom i slagsmål. Det var dumt. Hans far ville sige idiotisk. Derfor var det også tillokkende, da Magnus foreslog at de tog hjem til hans mor og fik det set på. Han ville have stejlet væsentligt mere, hvis han vidste hvem Celeste Våbensmed havde taget ind som lærling.

Da han hørte hendes stemme, spærrede han øjnene lidt op. Det var dog helt klart for sent og han tvang sig selv ind af døren.

"Hun skulle se de andre gutter," mumlede han, henvendt til Magnus. Han talte ikke direkte til Dina. Selvfølgelig ikke. Han kunne ikke engang se på hende.

[Dina Brygger]

Magnus anede intet og anså sig blot for heldig, fordi han slap for en blanding af ballade og omsorg fra sin mor. Dinas hjerte sprang i mellemtiden helt op i halsen, da den anden trådte ind. Primært fordi, hun først havde været sikker på, at det var Franceis Aubergiste.

Pulsen var allerede røget op, da hun indså, at det ikke var ham, men hans bror, men forsvarsberedtheden forlod ikke kroppen. "Mester Aubergiste," hilste hun dog, en kende stift. Hun kendte ikke hans rang i livgarden og rette tiltale, men brød heller ikke sit hoved med det.

Hun sank ubehaget lidt efter chokket og tørrede hænderne i en klud. "Ja, jeg kan jo regne ud, hvorfor I er her," konstaterede hun og slog sigende ud mod en skammel. "Magnus først." Selvsamme tog lydigt plads.

[Micah Brygger]

Micah vidste ikke hvorfor Dina farede sammen over ham. Måske hun troede at hendes forlovede var kommet til skade. Han hilste uanset ikke, men vendte sig halvt væk og så på rummet de stod i, snarere end på Dina. Blikket vendte dog alligevel tilbage til hende, da hun sad koncentreret om Magnus.

Ved Mithras, hun så træt ud, men stadig lige så smuk. To år havde ikke vasket hans følelser væk, sådan som det havde været meningen. Hun fik stadig hans hjerte til at hamre og hans håndflader til at blive svedige.

[Dina Brygger]

Dina havde ikke den mindste smule lyst til at have noget som helst at gøre med Aubergiste-familien og derfor så hun også strengt på Magnus, mens hun helbredte hans næse. Han fattede dog øjensynligt ikke pointen, men smilede bare beklagende.

Det var ikke det sværeste at helbrede en blodtud, men ovenpå aftenens foregående strabadser, tærede det i høj grad på energien og Dina så kun mere træt ud, da hun rettede sig på skamlen igen. Smeden takkede dog og kyssede hende broderligt på toppen af hovedet, som han rejste sig.

Og blind som han var, annoncerede han, at han lige ville stikke sig - nu mere tilforladelige - hoved ind og sige hej til sin familie. Få sekunder senere efterlod det Dina og Micah alene tilbage og hun tog en indånding, før hun så på ham. Han havde tydeligvis også været med i slagsmålet. "Sæt dig. Så ser jeg på dig."

[Micah Brygger]

Magnus fattede ingenting. Micah havde en pludselig lyst til selv at stikke ham en på kassen, da han blev efterladt alene med Dina. Han bakkede lidt væk og drejede sig halvt rundt. En afvisende lyd forlod ham ved opfordringen.

Hun skulle giftes med hans bror. Tanken føltes stadig som om hans hjerte blev flået langsomt ud. Han kunne ikke se hende i øjnene.

[Dina Brygger]

Dina havde aldrig haft megen fornemmelse af Micah, andet end at hun altid havde haft en fornemmelse af, at han brød sig meget dårligt om hende. Om det var det, eller bruddet med Franceis, der fik ham til komplet at ignorere hende, anede hun ikke, men hun tog det ikke pænt. Læberne blev presset en anelse sammen og til sidst måtte hun gå ud fra, at grunden til, at han ikke mødte hendes blik, var at han var bange for, at hun ville lave en scene på grund af sine forsmåede følelser.

"Jeg har ikke tænkt mig at skade dig yderligere, bare fordi jeg ikke er på talefod med din bror. Hvis det er det, du er bekymret for," sagde hun, en kende utålmodigt. Hvis han ikke ville have hendes hjælp, så kunne hun da fint spare kræfteren til sig selv.

[Micah Brygger]

Micah stirrede lidt frem for sig, men Dinas svar skurrede lidt rundt i hans tanker. Hans blik flakkede kort til hende, før han så væk igen. Ikke på talefod med Franceis Aubergiste? Hvorfor? Han forstod det ikke. De var jo forlovede sidst han var her. Han rynkede panden dybt.

"I er forlovede," konstaterede han til sidst, selvom ordene var svære at få over læberne. Ikke mindst fordi de skar i hjertet på ham, selv nu.

[Dina Brygger]

Dina overvejede om han seriøst havde tænkt sig at blive ved med at lade som om, at hun ikke eksisterede. Hun vedblev at se på ham, indtil han endelig talte. Svaret afslørede, at hans opførsel ikke havde noget med deres brud at gøre - og derfor måtte hun vende tilbage til den første konklusion: At han slet og ret ikke brød sig om hende. Maven vred sig lidt og denne gang så hun selv væk.

"Det er et år siden," konstaterede hun, en kende brysk og rankede sig, før hun så på ham igen. Ikke på vilkår, om hun ville ligne en, der skammede sig over det.

[Micah Brygger]

Micahs blik fløj hen på hende og pludselig forstod han hvorfor Franceis Aubergiste ikke havde nævnt hende. Hvorfor hun ikke var frue i huset endnu. Hvorfor hun virkede så vred. Han blinkede, inden han så væk igen med begge bryn trukket tæt sammen.

"Beklager," fik han klemt ud. "Vidste ikke."

Hvor blev Magnus af?

[Dina Brygger]

Dina var træt og ikke indstillet på at blive konfronteret med sin fortid, men det var svært, når Franceis' bror stod lige der og lignede ham så utroligt meget. Hun tvang dog skuldrene lidt ned og nikkede en enkelt gang. Så tog hun en indånding, hævede sig over sit eget ubehag og lod blikket glide over ham igen.

"Du bløder på Madame Våbensmeds gulv," pointerede hun praktisk og så sigende ned på de enkelte pletter, der var dryppet fra hans øjenbryn. Hun rejste sig fra skamlen og gik over mod ham. Hvis han ikke ville sætte sig, måtte hun jo komme til ham. "Lad mig se på det."

[Micah Brygger]

Micah havde lyst til vitterligt at stikke af, men det kunne han jo ikke. Han imploderede inderst inde ved tanken om hendes hænder på sig, men hun var på vej og inden hun kunne strække sig på tæer, tog han skamlen og satte sig ned.

Han så tavst ud i luften. Ikke på hende, selvom hun stadig var smuk.

[Dina Brygger]

Det var klart nemmere, da han satte sig og selvom det stadig var underligt for hende, hvor åbenlyst han undgik at se på hende, så ignorerede det. Hun stillede sig blot foran ham og lagde fingrene under hans kæbe, for at tilte hans hoved op, så han kunne se.

Den ene hånd rakte ud og dyppede en ren klud i skålen med vand og snart efter var flængen og den berørte del af hans ansigt fri for blod. Hun talte ikke, men arbejdede hurtigt og koncentreret og lukkede øjnene, mens hun forestillede sig, hvordan huden igen knyttede sig sammen og lukkede såret.

[Micah Brygger]

Micah så på hende, da hun lukkede øjnene. Så hvor fine hendes træk var, selvom hun så træt ud. Så hvor bløde hendes læber virkede og hvordan hendes ører strittede en smule foran hendes hovedlin, som en lille alf. Hun var den fineste kvinde han havde lagt sine øjne på og han kunne næsten ikke bære, hvordan hendes pande rynkede, når hun så på ham. Der var gået et år, sagde hun. I et år havde hun ikke været forlovet med hans bror. Hvorfor?

Han måtte spørge derhjemme. Opdage grunden. Ikke at det ville ændre på noget for ham, for han kunne knapt ytre et ord i hendes nærhed. Selv nu, beruset, var det svært, selvom alt i ham brændte efter at fortælle hende det.

[Dina Brygger]

Dinas koncentration var fuldt ud optaget af helbredelsen og hun havde ikke den ringeste idé om, hvad der i virkeligheden gik gennem soldatens tanker. Hendes pande rynkede sig en anelse og da hun endelig var færdig og blinkede øjnene op, svajede hun også den mindste lille smule på stedet, hvor hun stod. Trætheden krøb ind og hun vidste, at hun ikke kunne tære mere på sin egen energi den dag.

"Så," åndede hun ud og så på stedet, hvor flængen havde været. Det var stadig synligt, men det blødte ikke længere og der var en pænere, lyserød linje, hvor der før havde været rødt. Hun fugtede de svagt tørre læber og blinkede en enkelt, tung gang. "Er det bedre?"