Slagsbrødre og en helbreder

[Micah Brygger]

Micah mærkede varmen stige i sit ansigt, da Dinas opmærksomhed vendte tilbage til ham og ikke var på hans sår længere. Han rømmede sig og spændte en smule i kæben, før han nikkede, uden at se hende i øjnene.

"Tak," mumlede han lavt. Det var omtrent hvad han kunne mønstre. Hun var den kønneste pige i hele Levagny og han kunne ikke engang møde hendes blik.

[Dina Brygger]

Hvad var det med ham? Medynk? Tanken fik hende til at krumme tæer i de bløde sko og hun nikkede en enkelt gang til hans ene ord, før hun trådte et skridt tilbage. I det øjeblik dukkede Magnus op igen, uvidende om, hvilken situation han havde efterladt sin ven i.

"Perfekt," grinede han, da han så, at Micah var lappet sammen igen. "Min mor sagde, at I var færdige for i dag," sagde han, henvendt til Dina. Og fordi han endnu engang intet anede, fortsatte han: "Vi kan følge dig hjem. Det er vist på vejen."

Dina, der udmærket vidste, at det var alt andet end ufarligt at gå hjem alene kvinde i mørket, nikkede da også. "Tak," svarede hun simpelt og skottede en enkelt gang til Micah. Så hun tog sit overtøj.

[Micah Brygger]

Dina kunne have sparket Magnus. Mere tid hvor han ikke anede hvad han skulle sige og knapt kunne få et ord frem. Han bed tænderne sammen og kom tavs på benene.

Ungdommen ville frem i verden. Han var den gamle i selskabet og ville bare hjem og sove. Han var også ret træt.

Selvfølgelig ville han dog hellere følge Dina hjem i akavet tavshed og vide at hun var sikker. Men alligevel.

[Dina Brygger]

Magnus anede ikke uråd. Han var blot mildt beruset, lappet sammen og ærligt talt i højere grad med tankerne på Hugon end på nogen som helst form for stemning mellem de to andre. Ikke, at en mere observant type ville have bemærket noget. Dina gjorde i hvert fald heller ikke og snart var de alle tre ude i vintermørket og på vej gennem håndværkerkvarteret.

Der var ikke langt til Falken og Kronen, men et lille stykke vej og som de gik, kunne flere steder høres brovtende mænd, der tydeligvis havde fået lidt indenfor vesten. Det fik Dina til at sætte pris på selskabet og hun faldt ind mellem de to mænd; én på hver side. Magnus fløjtede dæmpet.

[Micah Brygger]

Magnus fløjtede, Micah overvejede at springe i floden, men de passerede den ikke nogen steder på vejen, så han fik ikke lejlighed til at gøre det. Lidt overdramatisk, men virkelig også temmelig træt af situationen, nåede de endelig - endelig Falken, hvor de kunne følge Dina til døren.

Micahs afsked var en let brummen og et nødtvungent "tak for hjælpen." Så magtede han ikke mere. Han trådte lidt væk og ventede på sin yngre bekendte.

[Magnus Våbensmed]

Det var en meget stille tur, men Magnus spekulerede ikke over det - selvom han da ikke var vant til, at Micah var så tavs af sig. Eller også havde han i hvert fald ikke bemærket, at det havde det med at ske i nærheden af kvinder. Han selv stoppede op og talte kort med krodatteren, før hun - afslappet som han var omkring kvinder, han ikke havde nogen mistanke om, der nogensinde ville nære interesse for ham - fik et halvt kram.

Så var han tilbage hos Micah, et drenget smil på læberne. "Skal vi?"

[Micah Brygger]

Micah synes ikke det var vildt rart at se Magnus og Dina kramme, men han rystede det af sig. Håbede at dét ikke blev en ting. Han slap en tung udånding.

"Du har ikke et godt øje til hende, vel?"

[Magnus Våbensmed]

"Hvem?" nåede Magnus slet og ret at spørge, komplet blank i tre sekunder, før det gik op for ham, hvem Micah talte om. Brynene gled lidt op.

"Dina?" spurgte han, men ventede ikke på svar. Han fnøs muntert, og det kun fordi han var beruset. Ellers havde han været mere akavet i sit forsøg på at undvige. "Nej. Virkelig ikke."

Okay, måske var det en lidt offensiv afvisning, men der var én stor Hugonformet grund til, at tanken var helt absurd for ham.

[Micah Brygger]

For Micah var tanken ikke absurd, men han accepterede at Magnus afviste den og hans skuldre faldt i lettelse over det. Et suk forlod ham også. Så kastede han et enkelt blik bagud og sikrede sig at hun ikke var der. Selvfølgelig ikke.

"Godt," svarede han. "Jeg tror ikke jeg kunne udstå... Endnu engang..."

[Magnus Våbensmed]

Magnus rynkede lidt på brynene over ordene og han blev en anelse stødt på Dinas vegne. Magnus vidste godt, at Micahs bror havde været forlovet med bryggerdatteren, men ikke, hvorfor det var gået i vasken. Han kunne dog godt lide hende og mente nu engang, at det var lidt strengt af Micah. "Hrm," brummede han og rykkede lidt på skuldrene.

"Hun er ellers god nok," konstaterede han. "Måske lidt hård i kanten, men det er kun overfladen."

[Micah Brygger]

Magnus misforstod fuldstændig og Micah følte sig pludselig skyldig over at have talt sådan, at det kunne forstås som om han ikke brød som om Dina. Han rømmede sig hørligt og kiggede en ekstra gang over skulderen, før han tilstod. Det var ellers ikke noget han sagde ofte. Han anede ikke, at han ville ende med at sige det to gange denne aften og at dette kun var den første.

"Hun er... Hun er alt for god til Franceis," fik han frem. "Jeg..." Han tog en dyb indånding. "Jeg har... Hun er... Den kønneste kvinde i Levagny."

[Magnus Våbensmed]

Magnus' bryn gled op, da forståelsen gryede. "Oh," undslap det ham og han så helt perpleks ud. Ikke kun fordi, de vist aldrig nogensinde havde talt om noget i den retning.

Han blinkede et par gange. Klarede så halsen lidt. "Jeg tror ikke, at hun ser nogen efter sidste år," indskød han så, lidt henkastet. Han var ellers ikke den store Giftekniv.

[Micah Brygger]

Micah slap en lyd af halv frustration og halvt håb, men ærlig talt havde han intet. Han klarede halsen og rystede på hovedet. "Nej, nej, det... Det gør hun vel ikke," mumlede han. Ikke fordi hun ikke let kunne se nogen, forestillede han sig, men fordi han var ret sikker på at hun stadig bar på følelser for Franceis Aubergiste. Han sank.

"Hør, du siger det ikke til nogen, vel? Det jeg sagde?"

[Magnus Våbensmed]

Det var så meget opfordring, som Magnus nogensinde ville komme med. Han kunne ikke drømme om at presse på for noget, velvidende, hvad han endnu selv skjulte. Derfor smilede han også svagt, men beroligende.

"Ligner jeg måske en sladrekælling?" spurgte han og hævede brynene lidt, men der var et reelt løfte i blikket.

[Micah Brygger]

Micahs skuldre faldt lidt og han smilede skævt. "Skal jeg absolut svare på det?" Hans blik spillede drillende. "En af de ting du ville opdage, hvis du blev soldat, var at de sladrer lige så meget som vaskekoner." Han hævede begge bryn let.

"Det slår ingen, når man går op og ned af hinanden hver dag, at det kunne være kvindeagtigt. Man keder sig så let, at alt er underholdning."