Jeg er din Vogter. Dit skjold (s) (TW; overgreb)

[Bénjamin af Bonville]

Det var en ny dag. Selvom han stadig kunne huske hvad der var sket den følgende aften, så bar han ikke længere dag. Men det var nok også var der var så farligt; for så vidste man ikke rigtig hvor han var henne, og hvad man kunne tillade sig at sige eller gøre.

Han var overbærende og tålmodig som Jacquetta kom sig, og fandt vilje til at sige noget. "Ikke tale om" afsluttede han hendes forespørgsel. "Eirene er udmærket, og ganske sød. Jeg er sikker på at i nok skal få det godt sammen" Ydermere var hun loyal overfor ham, hvilket var det vigtigste.

"Så. Så. Du husker jo hvad der skete sidst jeg bad dig om noget" Nu rejste han sig på stolen og gik hen til hende. Blidt lagde han en hånd mod hendes skulder, og så hendes kind. "Jeg ønsker ikke at gøre dig ked af det; forstår du det?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta måtte atter mønstre alt hvad hun havde af selvkontrol, men en tåre gled stadig ned over hendes kind og hun følte det som hun Benjamin havde slået hende, selvom hans hånd var blid mod hendes kind. Hun tyggede hårdt sammen og stirrede forbi ham.

"Du gør mig ked af det," svarede hun lavt, men mere knækket end krigerisk. "Ulykkelig."

[Bénjamin af Bonville]

Selvfølgelig gjorde han hende ked af det. Men Benjamin mente nu at det hørte gårsdagen til. Han havde ikke tænkt sig at hoppe på tungen på hende, og i stedet for at blive stående trådte han forbi hende og stillede sig i stedet hen til vinduet.

"Der er ikke noget at gøre ved det Jacquetta. Lige meget hvor meget du græder, eller forsøger at holde mig ude at mit eget værelse får du mig ikke til at skifte mening. Så du må nok vende dig til din nye tjenestepige. Medmindre du slet ingen vil have? Jeg har hørt det er en ny vane ved nogen af de højbårne, selv at tage tøj på" svarede han lo.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta stirrede lige frem og snøftede lavt ind. Hun havde ikke elsket Benjamin, men hun havde da fået lidt varme følelser for ham. De var grundigt udfordrede nu. Samtidig var hun rationel nok til at vide at hun ikke kunne slippe ud af ægteskabet. Hun lukkede øjnene et øjeblik.

"Hvis du ønsker at jeg ikke skal have sat mit hår eller blive klædt ordentligt på, så min bror begynder at undre sig over hvorfor jeg aldrig er ved hoffet og kommer på besøg," svarede hun lavt. "Det er selvfølgelig din beslutning, ærede husbond."

Hun ladede de sidste to ord med al den sarkasme hun kunne mønstre. "Han ville nok undre sig over hvor den kammerpige han har betalt for er blevet af."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins blik blev helt koldt. Langsomt vendte han sig rundt, og uden at tænke på at stoppe var han henne ved Jacquetta som et lyn. Fingrene lukkede sig om hendes håndled, og hun var lille nok til at han ikke behøvede at bruge særlig mange kræfter for at få hende op af stolen.

"Hvor vover du at svare mig igen i sådan en tone" hvislede han, med en mørke i stemme han ikke før havde brugt. Med sin styrke tvang han hende til at gå foran sig. Ud af spisestuen og hen til deres soveværelse. Døren smækkede han i med foden så han ikke tog fokus fra hende på noget tidspunkt.

"Hvis de bror først begynder at undre sig, så vil han kunne forstå at du er blevet syg. Han har ikke længere noget ret eller magt over dig. Det har jeg." svarede han bestemt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev overrasket over voldsomheden og farten i Benjamins vrede og handling. Hun peb af smerte over grebet ved håndleddet, hvor hun allerede var øm fra gårsdagen.

Hun gik foran ham med tårer i øjnene og var underligt taknemmelig for at ingen tjenere så hende. Da de nåede værelset hamrede hendes hjerte.

"Undskyld," fik hun hæst frem, bange for konsekvenserne nu, mere end hun havde været før. Han reagerede så ekstremt. "Undskyld, Benjamin. Du har magten over mig."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin trak vejret roligt ind. Han slap hende med det samme, og i stedet lagde han armene om hende; ikke hårdt, men i et blødt tag. Tyssende lyde kom hviskede fra ham, som han strøg hende over håret.

"Jeg elsker dig Jac.. Alt jeg gør er for at beskytte dig, og for dit eget bedste" svarede han stille som han trak hovedet væk så han kunne se på hende. Blidt begyndte han at kysse hende.

[Jacquetta af Bonville]

Blide hænder, bløde kys og søde ord. Det ville have virket indtil gårsdagen. Jacquetta fortalte sig selv at det ikke virkede nu. Hun ville aldrig være helt så naiv.

Alligevel havde hendes lille, traumatiserede krop brug for trøst og lidt efter lidt stoppede hun med at spænde i alle muskler og overgav sig til Benjamins kærtegn. Hun lukkede øjnene og et lavmælt hulk gik igennem hendes krop.

[Bénjamin af Bonville]

"Undskyld Jacquetta. Lad mig vise dig hvor meget jeg elsker dig" hviskede han, stemmen dyppet i sødme som han lod sine hænder glide ned omkring hendes talje og hofter. Tungen strejfede hendes læber.

"Jeg blev frustreret. Lod det løbe over med mig.." mumlede han som hans kærtegn mod hendes mund og krop blev mere indgående.

"Tilgiv mig" bad han. Han havde brug for at høre hende sige det; hun skulle tro lige så meget på det.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde langt fra lyst til at tilgive Benjamin og slet ikke til nu at skulle udføre sine ægteskabelige pligter, men kaos truede på den anden side af hans bøn og hun lænede sig ind og gemte ansigtet ved hans hals. Undgik dermed for en stund hans kys.

"Jeg tilgiver dig," mumlede hun i en løgn. "Du må ikke tage en kammerpige fra mig. Jeg beder dig. Jeg skal nok gøre som du siger."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte. Normalt kunne han tydeligt høre en løgn, men måske ønskede han inderligt hendes tilgivelse nok til at hans hjerne var tilpas med hendes løgn. Om ikke andet ville det blive brugt som benzin på bålet senere når hans dæmoner igen fik frit styre over hans sind.

"Jeg vil overveje det" mumlede han let, som han langsomt løsnede snørrene i hendes kjole, så han lettere kunne trække den over hendes krop. "Kom, læg dig på sengen"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde inderligt lyst til at stritte imod. Hun havde ikke lyst nu. Slet ikke nu. Hun vidste dog godt hvor det bar hen, huskede hans hånd om hendes, hans hårde greb og manddommen, der næsten virkede til at blive mere fast, da hun udtrykte sin uvilje.

Så hun bakkede mod sengen i sin overkjole, lagde sig ned på ryggen og holdt tårerne tilbage, som hun stirrede lidt op i loftet.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin gik langsomt hen til sengen, imens han trak sin tunika over hovedet. Han smed den fra sig på gulvet og kravlede bagefter hen over sengen så han havde Jacquettas ben på hver sin side. Hænderne lukkede sig om kjolens stof, og langsomt trak han den længere op. Hun havde for meget tøj på; hvorfor havde hun ikke trukket den af endnu?

Han forblev dog rolig. "Løft armene" bad han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde næret et sidste håb om en kort omgang med tøjet halvt på, men sådan skulle det ikke være. Benjamin måtte blotte hende igen. Hun løftede armene og lod ham trække særken af, så hun kun havde sine lange sokker på.

Da han havde trukket kjolen af, forblev hendes arme opadstrakte, let passiv i hans skuestykke.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins bryn trak sig let sammen. Han så på hende med et par forvirrende flakkende øjne. Så trak han sig væk fra hende som havde han brændt sig. Let klarede han halsen og endte med at sætte sig på kanten af sengen. Det var ikke sådan det skulle være.

Han havde sagt undskyld, hun havde tilgivet ham, og så skulle det tilbage til det normale. Hun skulle ikke bare ligge der og tage imod det. Han var ikke vred nok til bare at gøre det.