Jeg er din Vogter. Dit skjold (s) (TW; overgreb)

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var tæt på grædefærdig. Hun var helt uforstående over hvad der var sket og ulykkelig over Benjamins reaktion. Da først de sad i vognen, masserede hun blidt stedet på armen hvor hun ville få et blåt mærke.

"Ben," sagde hun bedende henover lyden af vognen mod gaden. "Hør på mig. Vil du ikke nok? Der er kun dig. Altid kun dig. Jeg dansede kun med din bror fordi det var høfligt. Der er kun dig."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin blev langsomt ædt op af jalousi inde fra, i en sådan fart at han ikke kunne få det til at stoppe. Selvom han hørte hende bedende ord, så ætsede han ikke betydningen.

Stemmerne blev kun højere og alt han kunne se, mærke og høre var at Jacquetta havde ladet sig opvarte af hans egen bror. Hvis ikke han havde taget hende med, havde de med sikkerhed aftalt at mødes et sted.

"Jeg tror dig ikke" svarede han sammenbidt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev stigende desperat over Ben, der sammenbidt insisterede på at nægte. Hun var ved at vælte, da hun skiftede sæde i vognen og faldt ned ved siden af ham, men det var det værd for at kunne gribe fat om hans arm.

"Hvad skal jeg gøre for at du tror mig? Jeg vidste ikke at det påvirkede dig, at jeg dansede med en anden. Jeg gør det ikke igen. Selvfølgelig ikke. Det lover jeg."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin kunne mærke lysten til at trække sig væk. Nu var hans tanker nået til at de måske allerede havde været sammen. Måske var deres bryllupsnat alligevel ikke hendes første gang? Hans bryn havde igen trukket sig sammen, og hans ansigt syntes at forvrænge sig på en helt særlig måde.

"Nej. Det kan jeg love dig for at du ikke gør." svarede han hæst. Han fumlede med sine benklæder i et forsøg på at få sine hoser og broger fri. Han tog fat om hendes hånd og lagde den mod hans manddom.

"Rør ved mig." beordrede han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde tårer i øjnene og vidste ikke hvad hun mere kunne sige eller gøre. Hun forstod jalousi, men det her var mere end hun nogensinde havde kunne finde på i sin egen jalousi og hun var lidt bange for Benjamin.

Med rette. Da han tog hendes hånd, hvinede hun lavt og da han lagde den mellem sine ben begyndte det at sive fra de våde øjne. Hun huskede Helias tale om at det skulle være rart for begge. Hun forsøgte at trække hånden til sig.

"Ben, nej, ikke sådan her. Jeg beder dig," tiggede hun.

[Bénjamin af Bonville]

"Du er min hustru, Jacquetta. Det er din pligt" Svarede Benjamin arrigt. Hans brune øjne lynede af en blanding af vrede og begær. Hun skulle høre efter hvad han sagde, og hun skulle gøre det før de noget frem til deres byhus.

"Rør. ved. mig." kommanderede han og tog en skarp og hørlig indånding. Uden at sige mere tvang han hendes hånd til at bevæge sig mod hans manddom der blev mere fyldig i deres hænder.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta snøftede. Hans greb om hendes hånd gjorde ondt og hun brød sig overhovedet ikke om hvordan han tvang hende til at gøre den bevægelse i sit skød. Det skulle være smukt, når de var sammen. Det her var ikke smukt.

Hun så væk, drejede hele kroppen så meget væk hun kunne komme, imens han brugte hendes hånd til at tilfredsstille sig selv. Hendes hjerne koblede fra. Hun mærkede vognens skramlen, lugtede regnen i luften og ønskede at den ville komme ind i vognen og gennembløde hende. Hun havde ikke lyst til at tænke over hans varme, hårde manddom. Hun stirrede frem for sig, som et lavt hulk forlod hendes læber.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin ignorerede hende. Han var den eneste der skulle tilfredsstilles, og hun skulle mærke hvad det havde af konsekvenser at trodse ham på den måde. At gå imod ham, at få ham til at både føle og tænke på den måde.

Der gik et øjeblik. Hans småstøn blandede sig med regnen, og med et var han tæt på. Han trak sine broger en smule op, så han kunne tørre resterne af. Han trak vejret dybt ind.

Og så var de der.

Vognen stoppede og døren blev med et åbnet. Benjamin havde fået lukket sine bukser til og havde rejst sig. Han stod klar til at hjælpe sin hustru ud.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var blevet helt tavs. Hun var fuldstændig bleg, da hun kom ud af vognen og kun flygtigt støttede sig til Benjamin, inden hun trak hånden til sig.

Hun fortsatte lige så tavst indenfor, hvor de ikke var ventet før om flere timer. Hun bad om lidt mad bragt op fra sin kammerpige, da hun nærmest kom styrtende. Så gik hun mod soveværelset med tunge skridt.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin lukkede døren bag sig. Han gav ingen forklaring til tjenestefolket i huset, og i stedet valgte også han at få noget mad bragt op. Men ikke til soveværelset. Han ville være at finde i kontoret.

Så kunne Jacquetta sidde alene og tænke yderlige over hvad der var sket, og hvorfor han havde handlet som han havde gjort. Måske Benjamin også havde brug for at samle sig lidt; få styr på sine tanker og sin vrede. Noget måtte han gøre.

Nu var de hjemme og han skulle ikke have nogen sladder rendene.

[Jacquetta af Bonville]

Det var godt, at Benjamin gik et andet sted hen. Han lod Jacquetta få luft, selvom hans intention måske var at straffe hende. Det føltes det ikke som. Det var en befrielse at være alene, at kunne vandre rundt i soveværelset, skrubbe sin hånd med sæbe til den var rød og runken og siden indtage sit måltid af suppe, brød og lidt kød i selvvalgt ensomhed. Hun var vred, ked af det, harm og hun forstod ingenting. Det havde været en dans, intet mere.

Da hun havde raset ud og var mæt, tilkaldte hun sin kammerpige og blev hjulpet ud af tøjet. I et opsætsigt træk låste hun døren efter pigen. Så måtte Benjamin stå der, udenfor, og hamre på den. Selvfølgelig var der andre veje ind, men det ændrede ikke på signalværdien. Hun lagde sig til at sove, men faldt kun uroligt i søvn.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde været derinde i lang tid. Summede og tænkt over hvad han skulle stille op. Selvom han stadig var vred var han alligevel gået tilbage til soveværelset, med alle tanker på at gå i dialog med sin hustru.

Men hun havde låst døren. Benjamin tog kun i håndtaget to gange før brynene trak sig sammen. Men han gjorde ikke mere. I stedet fik han tjenestefolket til at rede op til ham i et af de andre værelser.

Natten gik, og da det blev morgen var Jacquettas tjenestepige ikke længere at finde. Selv sad han i spisestuen hvor der kun var dækket til ham.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vågnede op til en anden pige, en tilfældig tjenestepige, som vækkede hende og tilbød hende morgenmad. Da hun spurgte til sin kammerpige fik hun at vide at hun var blevet vist bort.

Da hun ankom nedenunder, fuldt påklædt, var vreden tydelig i hendes lyse øjne. Hun stoppede indenfor døren og bad tjenestefolkene om at gå, før hun satte sig dirrende ned ved bordet. Hun forsøgte virkelig at begrænse sig og da hun endelig talte var hendes stemme kontrolleret, selvom hun var vred.

"Hvorfor?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde til at starte med ikke lyst til at tale med hende; ej heller havde han lyst til at anderkende hendes tilstedeværelse eller skænke hende et blik. Derfor var han også ganske stille da hun kom anstigende i spisestuen. Roligt drak han af den dampende te.

Først da han mærkede han hun var i nogenlunde kontrol, løftede han hovedet og så direkte på hende. Brynene var sunket sammen, og han så stadigvæk ikke glad ud. "At låse sin mand ude af deres fællessoveværelse, er et brud." svarede han let. Det havde ikke været straf for hendes uforskammede dans; dén havde hun fået.

"Du skal tænke dig rigtig godt om for fremtiden, elskede. Jeg vil jo så nødig skille mig af med flere af dine ting." Hans stemme var afslappet, og så smilte han let, som havde tordenskyen fjernet sig fra himlen.

[Jacquetta af Bonville]

Kæben spændtes hårdt, men Jacquetta holdt tand for tunge og sagde ingenting, imens Benjamin svarede hende. Hun bed tænderne sammen med lyn i det blik, som hun slog ned. Hendes kinder var varme af indestængt harme over uretfærdigheden i det han havde gjort ved hende, hvor hun absolut intet havde gjort ham. Hun fik tårer i øjnene og stirrede ned i bordet.

Det varede mere end to minutter, før hun kunne tale, uden at hendes stemme rystede eller hun bandede ham langt væk. Hun havde taget flere, dybe indåndinger og blinket sine øjne tørre for saltvand, men hun så ikke op på han og kunne ikke møde hans blik.

"Jeg vil have min kammerpige igen," sagde hun lavt. "Hvad skal du have for at jeg kan få hende igen?"