Jeg er din Vogter. Dit skjold (s) (TW; overgreb)

[Bénjamin af Bonville]

Engang i marts.
Festlig begivenhed i anledningen af foråret.
Jacquetta af Bonville

De havde været gift i et par få uger, og Benjamin havde opført sig ordenligt. Han havde haft travlt, og hans nye hustru havde for alvor opdaget hvor meget han havde at se til. Selvom han for det meste opholdte sig derhjemme, var han på familiekontoret som han havde taget som sit eget. Deres forældre opholdte sig sjældent i hovedbyen, og det var derfor hans opgave at holde styr på alt det diplomatiske.

Hvilket også var den primære grund til at de havde takket ja til at deltage i festlighederne på paladset. Nu han ikke længere skulle være ledig, så var det i stedet andre forbindelser han søgte. Han førte Jacquetta ind, og havde sin arm om hendes og de havde netop været ude at danse da han ved en forbipasserende tjener tog to glas og rakte det ene til hende.

Han lænede hovedet ind mod hende. "Du ser dejlig ud i aften min egen" hviskede han let og lod diskret tænderne flygtigt strejfe hendes øreflip.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde tilbragt ugerne efter brylluppet først udmattet og restituerende og siden med at dirigere flytningen af sine ting, finde nye steder til det og stå model med skrædderen for at få lavet fire nye kjoler, der alle var uden helvedsgab og alle sad løsere end nødvendigt. Det var Benjamins ønske og selvom hun studsede over det, så havde hun aldrig gået meget op i mode og fik stadig fire, flotte uldkjoler ud af det.

Hun havde en af dem på til festen. Uagtet at Ben gik op i at være ordentligt påklædt, så hun ikke frøs, så havde han intet imod at give hende kuldegysninger på andre måder. Hun gispede lavt over tænderne mod sit øre og rødmede synligt.

"Tak," svarede hun åndeløst og tog snart en tår vin. "Du ser også flot ud. Dine krøller har helt deres eget liv i aften."

[Bénjamin af Bonville]

Det var vigtigt at ingen fik alt for gode tanker om Jacquetta. Han alene vidste hvordan hun så ud, og sådan skulle det være. Han kunne nemt forestille sig hendes yndige krop, og han alene havde retten til det. Han havde været tilfreds med at hun ikke havde protesteret; alene tanken om at han skulle sætte hende på plads så tideligt i deres ægteskab gjorde ham træt. Indtil videre havde hun været yderst tilfredsstillende.

Han trykkede hende tættere mod sig en enkel gang og plantede et synligt kys mod hendes kind; det måtte de andre gerne se. "Der findes intet middel mod dem er jeg bange for" småsmilte han. Han havde lært at leve med at han ikke havde perfekt hår som Théodore Corbin af Bonville

"Selvom dine krøller er skjult under dit net af perler, kan man se at de tydeligvis også har deres eget liv" svarede han let.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde endnu ikke opfattet at Benjamins behov for at kysse hende i offentligheden ikke handlede om følelser han nærede for hende, men om et behov for at markere hende som hans ejendom. Hun smilede blot let og trak sig nok væk til at det var lidt mere passende, uden at der rigtig var den store afstand mellem dem. Hun så op på hans fine krøller og nikkede til hans bemærkning om hendes egne.

"Jeg ville ikke ønske noget middel mod dem," forsikrede hun. "De klæder dig."

Hun tog en tår af din vin han havde bragt hende. "Er der nogen du skal tale med her til aften? Du behøver ikke tænke på om jeg morer mig. Jeg kan godt lide bare at se lidt på festlighederne."

[Bénjamin af Bonville]

Jo mindre hun vidste desto bedre. Benjamin elskede sin hustru, og lige så meget som han gerne ville mærke og røre ved hende så var det mindst lige så vigtigt at andre kunne se hvem hun tilhørte. Han smilte let, og fandt hvile ved hendes side, i den afstand hun havde sat dem i; det var acceotabelt.

"Jeg har lært at leve med dem" svarede han stille, men satte ikke desto mindre pris på hendes kompliment. Han tog en tår af sin vin, som blikket gled rundt på de forskellige adelige der var med.

"Ja. Der er et par grever jeg skal have fat i.." svarede han let og tænkte ikke over hans næste handling kunne give bagslag. "Vil du have mig undskyldt, kæreste?" lød hans stemme som han slap grebet om hende og gik med direkte skridt imod en repræsentant af Saulet.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta smilede svagt til Benjamin og lod ham gå uden protester. Hun havde altid haft det fint med at være alene. Sådan havde meget af hendes liv været. Alene, betragtende livet foregå. Der var sket så meget de sidste par uger, at hun var helt forpustet. Nu trak hun sig lidt tilbage igen, tog en tår vin og betragtede festen udspille sig. Så langt, så godt, indtil Théodore Corbin af Bonville kom gående imod hende.

Hun havde ikke talt meget med sin svoger, men han var typen, der indtog et rum på en helt anden måde end sin bror. Hun smilede svagt til ham og nejede og da han bød hende op til dans var det det mest naturlige, at hun selvfølgelig sagde ja.

Han dansede godt, lidt anderledes end sin bror og hun endte med at more sig en del og overgav sig til bare at finde ham morsom. Da hun forlod dansegulvet, lagde hun mærke til at Ben ventede på hende og hendes instinkt var at smile, indtil hun så hans ansigtsudtryk.

[Bénjamin af Bonville]

Ud af sin øjenkrog kunne han tydelig se det. Hvordan smilet på hans brors læber ikke ville slippe, og hvordan Jacquetta lo af noget han sagde. Han formåede ikke at forhandle sig frem til noget som helst, og inden i havde han knust sit glas med hænderne.

Det var intakt, og i stedet tømte han det i en rasende rus. Hans bryn kunne næsten ikke komme tættere på øjnene. "Du så ud til at more dig" Svarede han ganske roligt, selvom køligheden tydeligt var at mærke.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta nåede at se Benjamin tømme bægeret med vin og hans flammende blik og hun forstod ikke. Noget måtte have gjort ham vred. Hun lagde en hånd på hans arm og rynkede panden.

"Ja, det var sjovt," medgav hun uden at tænke meget over det. Det var ikke hvad der fyldte mest i hendes tanker. "Hvad er der i vejen, Benjamin? Du ser ud som om det ikke gik godt med... Greven?"

[Bénjamin af Bonville]

"Nej. Det gik overhovedet ikke." svarede Benjamin en anelse sammenbidt. Han stemme var ikke høj, men klar nok til at hun udmærket forstod ham.

"Jeg var for distraheret af dig" hviskede han og trådte helt tæt på hende. Hånden lukkede sig om hendes arm. "Kan du ikke selv se, hvor syndigt det ser ud at du danser med min bror?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta forstod slet ikke. Distraheret af? Et øjeblik lød det som noget man ville sige i en flirt, men så tog Benjamin fat i hendes arm og hendes blik flakkede i komplet forvirring.

"Syndigt? Med Théodore? Det var helt uskyldigt. Han er jo netop din bror. Ben, det var jo bare en dans. Vær rimelig."

[Bénjamin af Bonville]

Helt uskyldigt, sagde hun. Han var sikker på at hans bror havde forsøgt at smøre sig ind på hans hustru, fordi han ikke havde sin egen eller kunne få det han gerne ville have. Han trak en hørlig indånding. "Vi skal hjem." svarede han og begyndte at gå med Jacquetta mod udgangen.

"Hvad ville der ikke have været sket, hvis jeg ikke havde afbrudt min snak" svarede han som blikket flakket over hendes ansigt. "Han lovede dig måske endnu en dans?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta begyndte kun at gå fordi Benjamin praktisk talt hev hende med sig. Hun slap en dæmpet lyd af protest og forsøgte at stoppe ham på en diskret måde.

"Ben," hviskede hun. "Nej, hvad laver du? Vi er næsten lige kommet. Det var kun en dans med din egen bror. Hvad tror du om mig?"

[Bénjamin af Bonville]

"Du kunne godt lide det" svarede Benjamin nærmest endnu mere sammebidt. Han var blind af raseri; selvom udfaldet havde været det sammen med hvilken som helst andet generede det ham endnu mere at det havde været hans bror hun havde danset med.

"Ja, og nu er vi færdige. Du er i hvert fald, hvis du nogensinde skal have nogen forhåbninger om at se indersiden af paladset igen så skal noget ændre sig" Den store dør til salen blev åbnet da de nærmede sig dem. Selvom de var væk fra offentlige øjne holdte han stadig en stram hånd lukket om hendes arm.

"Du gør mig fuldstændig til grin"

[Jacquetta af Bonville]

I tre uger havde han været sød, blid, omsorgsfuld og kærlig. Jacquetta forstod slet ikke skiftet. Hun fik tårer i øjnene over grebet han havde i hende og prøvede at vride sig fri.

"Ben, det gør ondt, vær sød at slippe mig. Jeg forstår ingenting. Jeg forstår ikke hvorfor du er sådan her?" Hun talte stadig lavt, ville ikke have nogen overhørte dem. "Kan vi ikke tale om det?"

[Bénjamin af Bonville]

"Så du kan løbe tilbage til festen og de andre sulte blikke mændene sender dig." Han rystede på hovedet. Han slap grebet let, men lod hende ikke rive sig fri. Han satte pris på hendes lave stemme, han var først blevet endnu mere vred hvis hun skabte en scene.

"Nej, og da slet ikke her." Svarede han og rynkede brynene let. Da de kom uden for gik han mod den første ledige vogn, fuldkommen ligeglad med om der var nogen andre der ventede på den. Han fik Jacquetta ind først før han gav kusken besked om destinationen og lukkede den lille dør efter sig da han fik sat sig ind.