De smukke unge mennesker

[Johanot af Vigny]

Johanot var nok et af de sidste navne, der var kommet til på gæstelisten. Så godt kendte han ikke gommen, Bénjamin af Bonville, men han var et fremstående medlem af Den Blide Moder og det var fornuftigt at de havde inviteret ham og Elasabenne af Falanie. Et selskab kunne aldrig trækkes ned af at have en prinsesse med.

Johanot havde været ganske tavs i templet, men bifaldt at Broder Adael Støber viede parret og nød hvordan han fik den unge kvinde til at acceptere sin plads, underkastet sin husbond. Nu, i Tardigys byhus til bryllupsfest, stoppede han op ved siden af Liam af Tource og betragtede det unge par på afstand.

"To sølvnobler siger at den unge nådigfrue ikke har forstået hvad hun har sagt ja til endnu," udfordrede han lavmælt.

[Liam af Tource]

Liam kiggede lidt rundt og var egentlig ikke så interesseret i det nygifte par. Han fandt dem begge to ganske gennemsnitlige og kedelige. Da Johanot bragte hans fokus hen mod dem, trak han på skuldrene.

"De er vel som alle andre par." Sagde han. "Tror de er undtagelsen, indtil de finder ud af at de er ligesom alle andre." Sagde han og skar en grimasse, hvorefter han rakte ind i sin kåbe og fandt en lille flaske med en god brændevin. Han tog en tår og rakte den til vennen hvis han ville have en slurk.

[Johanot af Vigny]

Johanot opgav sit væddemål, da det blev ignoreret. Han måtte finde Elsa og gentage det, for han synes egentlig at det var ganske morsomt.

Blikket gled lidt over Liam og han hævede et bryn. Det røg endnu højere op ved den tilbudte flaske, som han så til gengæld ignorerede.

"Hvad fyldte du på din sidste fødselsdag? Firs...?"

[Liam af Tource]

Liam havde ikke opfattet væddemålet, så det var ikke en bevidst afvisning. Han smilede dog skævt over hans bemærkning og grinede afdæmpet.
"Mindst halvfems år." Kommenterede han og drak en slurk af flasken, uden at tage sig af at Johanot ikke ville drikke med ham.

[Johanot af Vigny]

Johanot fnøs let, da Liam i det mindste havde selvironi nok til dét svar. Han tog en tår af det udmærkede bæger med vin og så på det unge par igen. Han klemte øjnene en smule sammen.

"Det jeg mente," lagde han ud. "Er at jeg ikke tror hun ved det fjerneste om os eller hvad hun er gået ind til med den unge Bénjamin af Bonville. Han har sine meningers mod. Det bliver ikke nemt for hende."

Han smilede ved den sidste konstatering, som om det at det ville blive svært for hende fornøjede ham en hel del.

[Liam af Tource]

Liam var mange ting, men han rendte ikke rundt og troede han var en masse som han ikke var og han kunne godt se, at han af og til var en tør gnier.
"Nej det gør det nok ikke." Sagde han. "Men hun skal nok lære det, ligesom vores andre damer har lært det. Nogen langsommere end andre." Bemærkede han. "Og i sidste ende, er de jo altid taknemmelige." Sagde han. Kvinderne havde det jo bedst med at manden førte, så følte de sig trygge og taget godt af.

[Johanot af Vigny]

Johanot nikkede langsomt, fornuftigt. Det lød rigtigt, men også som den lidt rationelle og kedelige udgave. Han satte pris på flere aspekter end den.

"Jeg vil tro den unge mand får brug for vejledning i hvordan man tæmmer en hustru, så hun lærer at forstå hvad der er bedst for hende. Har du meldt dig frivilligt?"

[Liam af Tource]

Liam havde ikke overvejet at man kunne melde sig frivilligt til den slags, men hvis det var en ting, ville han gerne melde sig frivilligt.
"Hvis han ønsker det, så melder jeg mig gerne frivilligt." Sagde han smilede skævt.
"Men hun virker dog ikke som den største trold der skal tæmmes. Jeg har set værre." Bemærkede han.

[Johanot af Vigny]

Johanot trak på smilebåndet af iveren. Han fugtede læberne og lod blikket glide hen på Bénjamin af Bonville.

"Nej, det er sandt. Hun er et fint billede på en god hustru i den blide moders øjne. Lille og fin og skrøbelig."

Han opridsede positive træk, selvom ingen af dem gjaldt hans egen hustru. Der var ikke meget skrøbelighed over Elasabenne af Falanie.

[Liam af Tource]

"Sådan som vi kan lide dem." Sagde Liam, bare for at gøre samtalen ekstra klam og smilede et bredt skævt smil.
"Hvordan går det med din egen hustru? Opfører hun sig pænt?" Spurgte han, selvom det var et nemt svar. Det gjorde hun selvfølgelig, hvordan ville hun turde andet?

[Johanot af Vigny]

Johanot trak på smilebåndet. Ironien var ikke tabt på ham, men han tog sig ikke af sin dobbeltmoral. Elsa vidste hvem der i sidste ende bestemte og hvor hendes arena var.

"Naturligvis," svarede han derfor også, imens han tænkte på deres aftaler for natten, hvor hans hustru mest skulle få en grevinde til at opføre sig pænt.

"Og hvorledes med din? Jeg hører at hun er meget syg?"

[Liam af Tource]

Liams ansigtsudtryk blev en smule mørkt, da hans kone blev nævnt. Hendes sygdom havde lagt sig over hans liv, som en mørk kappe og den var svær at slippe udenom.
"Desværre ja, helbrederne mener hun har fået en meget svær mavesygdom." Sagde han og sukkede dybt.
"De forsøger at hjælpe hende, men det ser ikke godt ud." Bemærkede han og tog endnu en slurk af sin lille flaske, mens han stirrede tomt ud i luften. Han havde aldrig været stormende forelsket i sin hustru, men tanken om at være alene frembragte en ekstensiel frygt, som han aldrig havde mærket før.

[Johanot af Vigny]

Johanot havde aldrig opfattet Liam som særlig optaget af sin hustru, men måske havde han alligevel et blødt punkt. Det noterede han sig ned, imens han betragtede reaktionen udspille sig.

"Det er jeg ked af at høre," svarede han fattet og rynkede panden let i bekymring. "Hvis der er noget jeg kan gøre..."

[Liam af Tource]

Liam havde heller aldrig opfattet sig sådan, men han var ikke helt bevidst om sine egne følelser og hvis nogen spurgte ham direkte havde han nok insisteret på at han var ligeglad. Ingen skulle tro at han var en svækling.
"Tak min ven. Nej, vi har de bedste helbredere jeg kan finde. Jeg er bange for der ikke er meget man kan gøre." Sagde han.
Døden kom dog til alle en dag. Måske var der ikke noget man kunne gøre, Liam vidste det ikke. Derfor drak han bare endnu en slurk.

[Johanot af Vigny]

"Vi vil bede for hende," lovede Johanot. "Hvis det værste sker, vil Mortem have hørt om hende og tage imod hende blidere end en venneløs fattiglus."

Han smilede svagt og forsikrende. "Husk at du har venner."