Lektion et

[Damien Sølvtunge]

Tidligt efterår 842.

I kælderen på Den fede kat, var der plads. Så man bort fra tønderne med det stærke og krydret vin og den billige øl. De ville desuden ikke blive forstyrret hernede og man kunne ane at det ikke var første gang at der var blevet trænet. Damien havde fortalt sin bror hvad der ville ske, og de andre som var en del af inderkredsen. På sigt ville de fleste finde ud af at Eleanor Sølvlilje var steget i graderne. Nok kunne hun ikke blive underverdens dronning. Men hun var hans, og hun ville få en del indflydelse i hans både at drive Den tørstige hat på.

Han hjalp hende ned af trappen, da den ikke var ny, og med årene var blevet mere slidt. Han smed kappen på den store kiste der var presset op mod stenmuren. Så man efter kunne man se at der i midten af stengulvet havde stået en stol, og at de resterende tørre blodpletter ikke var blevet vasket nok væk.

Han strøg en hånd gennem det halv lange hår før han fandt et langt stykke stof omkring det, så han ikke ville få det for meget i hovedet. 

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor havde kun en idé om, hvad der skulle ske, men hun veg ikke tilbage fra tanken. Hendes liv havde ændret sig drastisk, da først hun havde forladt sin plads på Den Tørstige Hat, men ikke en eneste gang havde hun set sig tilbage.

Heller ikke nu, da hun blev ført ned i en skummel kælder, en hånd om skørtet og den anden i Damiens. Hun slap begge dele, da de nåede ned og lod blikket glide rundt over det mørke, farligtudseende rum, men det overraskede hende ikke. Hun vidste udmærket, at der var mere til ham end bordellet.

Hun fugtede læberne, før blikket fæstnede sig ved Damien. Hun lignede stadig sig selv, klædt i den pæneste af sine to, gamle kjoler fra Hatten, der stadig var, hvad hun havde at gøre godt med. Blikket gled over ham i det flakkende lys og begæret efter ham var lige så levende nu, som altid, men det var ikke tiden. Tanken fik hende dog til at smile lidt.

"Fortæl mig, hvad der skal ske."

[Damien Sølvtunge]

Der var ikke mange der havde været nede i kælderen, og forladt den levende. Det var ikke for sjovt at man tog herned, og det ærgede på sin hvis Damien hvor meget det blev brugt; for det betød at de ikke havde styr på deres folk, og at der langt flere der skulle have ordenligt besked. Stod det til ham kunne de slippe med en finger, en hånd eller værst tilfælde deres tunge.

Hvis det var virkelig slemt skulle Gabriels trækkes af, fordi han havde overfaldt en. Men sådan kunne det jo også gå. Selvom han havde bedt om at få gjort rent, lugtede der stadig af metal. Han kunne tydeligt se hendes smil, og han kendte for godt blikket i hendes øjne. Langsomt hev han den løst siddende skjorte op over hovedet så han kun stod tilbage i sine underbenklæder og læddersko.

"Vi har haft alt for meget at se til det sidste halve år, jeg ville have ønsket at jeg havde kunne gennemgå det med dig noget før men.." Han pressede let hænderne mod hinanden. "Du skal lære at forsvare dig." svarede han let. "Mere end du kan i forvejen" Det var ikke nok at kunne sparke et par få steder for at få et forspring, eller slå en fuld kunde om kuld.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor havde været hore i mange år af sit liv og havde for længst lært at det bedste forsvar var slet og ret ikke at forsvare sig. Sådan holdt man sig bedst i live. Nu skulle hun dog lære at være en anden, men det ændrede ikke på, at den gamle tankegang sad i hende. Hun havde været vant til at være den svage og det var svært at forestille sig, at det kunne ændre sig.

Blikket gled over Damien, men fæstnede sig ved hans blik. "Du overvurderer måske, hvad jeg allerede kan," konstaterede hun, men det var ikke en afvisning. Der var nysgerrighed i blikket, selvom hun også var skeptisk. "Hvordan?"

[Damien Sølvtunge]

Eleanor skulle ikke længere spille død. Hun skulle forsvare sig. Hun steg så højt i graderne, og hendes ansigt ville blive et kendt et. Hun ville ikke have råd til at lade som ingen ting. Udover at hun ville skulle blive oplært i både regning og skrivning så skulle hun kunne holde hovedet koldt og lærer at læse på kunder og pigernes ansigtudtryk. Ingen skulle snyde hende.

Damien nærmede sig hende med hurtige skridt. Begge hans hænder gled omkring hende så hendes arme var låst. "Hvordan vil du komme fri?" Hans stemme var lav, som han drejede hovedet lidt på skrå og lod sine læber strejfe hendes hals.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor var ikke forberedt på, hvor hurtigt han bevægede sig, eller at han greb fat i hende. Et overrasket gisp undslap hende, men det gjorde ikke ondt. Tværtimod lød en kuldegysning ned over hendes rygrad, da han kyssede hendes hals og hun måtte tage en indånding og fugte læberne. Hun vidste godt, at det var vigtigt, men det føltes endnu ikke naturligt for hende - og slet ikke tanken om at vride sig fri fra Damien, når hun ikke var rasende på ham. De gange hun havde været det, var sagen dog en helt anden.

"Hvis jeg skulle gøre noget, ville det være at hamre min hæl ned i din fod," konstaterede hun, men demonstrerede åbenlyst ikke. I stedet lænede hun sig lidt ind mod ham, så hun kunne dreje hovedet.

[Damien Sølvtunge]

Damien brummede let og nikkede. "Det er en start" svarede han let. Han fjernede den ene arm fra hende og greb i stedet en hånd rundt om hendes løse blonde hår og trak hendes hoved roligt tilbage. "Hvis ikke det virker, så skal du skyde hovedet tilbage i sådan kraft, at jeg ville være nødt til at give slip" svarede han let før han trådte væk og slap hende.

"Der er punkter hér" lød det fra Damien der trykkede mod hans håndled. "Som gør mere ondt, og hvis du formår at bøje hånden" Han skubbede hånden forover. "Så kan man ikke undgå at give slip"

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie tog en indånding igen og selvom det ikke var formålet, havde hun umådeligt svært ved ikke at blive opstemt. Hans greb i hendes hår var i høj grad årsag til det og hun tog en indånding, da han slap hende igen. Først da han trådte væk, genvandt hun lidt fokus, men fangede nu også en reel interesse for, hvad det var, han fortalte.

Blikket faldt til hans hånd og hun trådte hen til ham igen, men denne gang for at tage hans hånd. "Her?" spurgte hun og berørte punktet på hans håndled. På et tidspunkt ville hun blive nødt til aktivt at bruge de ting, han viste hende, men det føltes ikke naturligt for hende at afværge ham nu, hvor hun var alt andet end vred. Hun kunne ellers godt have brugt det gennem tiden og deres historie sammen.

[Damien Sølvtunge]

Damien nikkede. "Hvis du drejer armen rundt sådan er" Han lagde sine hænder mod hende for at demonstreret det. Han gjorde det i langsomme bevægelser så hun kun lige akkurat kunne mærke at det ville gøre ondt på modstanderen.

Han trådte et halvt skridt væk. "Du kommer til at bære kniv når du er ude. På alle tidspunkter, forstår du?" svarede han alvorligt. Han rørte ved forskellige dele af sin krop for at vise de mest farligste punkter at blive stukket. "Hvis du er i tvivl om hvem det er, så marker dig"

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor havde kortvarigt været distraheret af hans nærhed og hans fremtoning, men nu lyttede hun lidt mere opmærksomt. Hun vidste også, at det var alvor og at tiden, hvor hun kunne skjule sig i Hattens relative sikkerhed, var ved at være ovre. Hun var på vej til at blive en helt anden, men hun havde selv sagt ja til det. Med alle de farer, det indebar.

"Jeg forstår," svarede hun og så alvorligt på ham. Som hun stod der i sin kjole fra sine dage som prostitueret og knapt uden at vide, hvordan man holdt på en ordentlig kniv, følte hun sig dog ikke farlig. Snarere som en bedrager, der troede, at hun var noget andet, end hvad hun var. "Lær mig hvordan," sagde hun dog.

[Damien Sølvtunge]

Damien nikkede. Han forklarede hende hvad han vidste, hvad hun skulle forvente og hvad han agtede at de begge skulle blive bedre til. Den kjole hun havde på, ville blive for sidste gang. Alene hendes måde at vise sig på ville ændre sig.

---

Vinter år 843

Damiens hår var stadig langt, selvom det altid blev klippet så det gik ham til skulderen. Man skulle helst ikke være i tvivl om hvem han var. Eleanors hår var også længere, og flettet i en helt særligt måde, så det ikke var i vejen. Hendes sædvanlige kjole havde ikke været set længe, og i stedet var hun kun iført et par lyse underbenklæder og en kort underkjole så hun bedre kunne bevæge sig. Hendes daglige kjole lå på kisten sammen med Damiens.

Sveden dryppede fra hans pande som Eleanor havde ham låst i en benspænde. Han klappede let på hendes arm. "Jeg gir' op" prustede han.

[Eleanor Sølvlilje]

Der var ikke gået mange måneder, men Eleanor var ikke længere den samme kvinde, som hun engang havde været. Siden den første dag i kælderen, havde hun kæmpet hårdt og med en målrettethed, som altid havde været i hende, men som ikke altid havde kunnet udfoldet sig. I starten havde det føltes forkert, umuligt for hende, men nu var det naturligt og hun lo i sin milde sejrsrus, da Damien gav op.

Hun selv var også svedig af anstrengelse, men hendes ansigt strålede af fryd og glæde, som hun slap ham og lod sig synke ned på gulvet. Det var utvivlsomt ikke rent nok til at ligge på, men hun havde haft værre underlag i sin tid og tog sig ikke det mindst af det. Hun smilede blot, som hun lå og fik vejret. Brystkassen hævede og sænkede sig tydeligt.

"Så fik du alligevel ret," konstaterede hun og drejede hovedet mod ham. Foden puffede til hans ben. "I, at det en dag ville lykkes for mig."

[Damien Sølvtunge]

Damien smilte. En hånd gled over hans ansigt i et forsøg på at tørre noget af sveden væk. Han løftede sig let og hvilede albuen mod kælderen stengulv så han kunne holde sig løftet. Han lænede sig let over hende for lade sine læber møde hendes.

"Jeg var aldrig i tvivl" mumlede han og strøg en hånd over et par blonde halvfugtige lokker der havde klistret sig fast mod hendes pande. Det havde taget lang tid, men Eleanor havde efter et par gange kommet godt med; han havde beundret hende og var umådelig stolt af den rejse hun havde været på, og det mål hun havde nået.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor var absolut ikke den indbydende glædespige, som hun lå der, helt svedig og ret beskidt fra gulvet, men hun havde aldrig været lykkeligere. Hånden lagde sig mod hans kæbe, som hun gengældte hans kys og smilet var ikke langt væk.

"Så var der da en af os, det ikke var det," drillede hun og strøg lidt hår om bag hans øre. "Måske kan jeg ikke rejse mig i morgen, dog."

[Damien Sølvtunge]

"Du giver ikke så let op. Det var bare et spørgsmål om tid" svarede Damien let og hævede sig en smule op, så han kunne lægge sig ind over hende. Roligt kyssede han hende igen; mere dybt end før.

"Ellers havde du nok smidt mig af for længst" mumlede han mellem deres kys.