Lektion et

[Eleanor Sølvlilje]

Ellie hengav sig uden tøven til hans kys og viklede fingrene ind i det lange, mørke hår, som hun havde gjort det utallige gange før. Hun lo lavmælt ind i kysset. "Det kan du have ret i," drillede hun, uden at trække sig væk og alene det, at hun kunne spøge med det, var nyt. Deres relation havde altid været så anspændt, fordi ingen af dem havde villet indrømme sandheden. Der havde altid været en kile mellem dem. Nu var den næsten væk.

"Jeg tror, at jeg ville gøre en del for dig, Damien," mumlede hun dæmpet, impulsivt og det var ikke så lidt en indrømmelse. Hun havde altid sat sig selv først, men nu var hun en del af hans liv.

[Damien Sølvtunge]

Selvom de havde det godt nu, og selvom at brylluppet ville sikre hende på mange fronter, så havde han også fortalt hende hvad det ville medføre. Vist kunne de være åben om deres kærlighed til hinanden og han kunne præsentere Jaspar som sin arving. Men det var kun et svagt lys i det kulsorte mørke.

Han kyssede hende flygtigt. "Jeg ville også gøre en del for dig" svarede han stille. At sige alt var for meget for dem begge. De kunne ikke sætte hinanden højest. For uden at de havde deres søn havde Damien også sin bror, og han turde slet ikke tænke på hvad der ville ske hvis han en dag skulle vælge mellem de tre. Ingen af delene ville han kunne få igen.

"Jeg har fået en af mine kontakter til at komme forbi huset senere på ugen. Hun vil tage dine mål til din nye garderobe" svarede han i et sart smil.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor hævede brynene over informationen. Det var ikke første gang, at Damien sørgede for tøj til hende, men tidligere havde det været som hans ansatte. Nu havde hun ikke lyst til at røre de to kjoler igen med en ildtang.

"Hvilket tøj?" måtte hun derfor også spørge. Forhåbentlig noget andet. Noget i hende rykkede lidt på sig over, at han sørgede for hende, men hun mindede sig om, at det var nogle helt andre omstændigheder nu.

[Damien Sølvtunge]

Det skulle være i orden. Hun repræsenterede langt mere nu end hun nogensinde havde gjort, og det krævede både ændring i holdning og i garderobe. Kjoler havde hun jo ikke haft meget af i forvejen, så alene på baggrund af det havde der været en del der skulle fornyes.

"Daglige kjoler, selskabskjoler." nævnte Damien roligt. Ikke at de nogensinde ville blive inviteret op på paladset, men hun ville få en høj status inden for deres eget hof, og til deres egne sociale arrangementer krævede det at hun skillede sig ud.

[Eleanor Sølvlilje]

En slyngel, selv en, der var tæt på tyvekongen, havde ingen brug for selskabskjoler, men Eleanor forstod, at hun i hvert fald skulle have et par andre kjoler end de, der havde tilhørt den prostituerede. Hvad angik at skille sig ud, så havde det formentlig noget at gøre med attitude mere end noget andet - men den del var hun ved at lære. Havde den allerede delvist.

"Jeg forestiller mig, at der skal mere end tøj til at vinde andres respekt," konstaterede hun og strøg fingrene over hans kindben.

[Damien Sølvtunge]

Damien kunne lide at klæde sig pænt, hvorfra interessen sprang i tøj i den finere afdeling; som han også mente han havde ret til at bære. Derfor skulle hans kommende hustru også have mindst én kjole der var noget ganske særligt.

Han brummede let i enighed, som hans læber strejfede hendes bløde øreflip. "Hvis du med ord, kan tage fat om kuglerne på mændene, så klare du det." mumlede han i et let suk.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor slap en dæmpet, tilfreds lyd. "Jeg har i hvert fald nok erfaring med at gøre det uden ord, så mon ikke," svarede hun, uden skam over sin fortid. Mere nu, hvor hun havde lært at forsvare sig selv og ikke længere var hjælpeløs. Eller rettere: Nødt til at være det.

Hendes fremtid var en anden nu og hun var vild med det. Og Damien. Det understregede hun ved at kysse ham igen.

Lukket?