Åbne sår

[Michel af Louzy]

Louzy byhus. | Levagny
Lettere overskyet eftermiddag.
Sylvie af Louzy

Det var ved at være overskyet, og solens stråler kunne man ikke rigtig ane bag de regn fyldte skyer. Michel ville normalt ikke have været hjemme på givende tidspunkt. Han havde været på rute, og lyden af skrig og råben om hjælp lød. Et par banditter havde fået overhånd, og den garvede kriger havde fået sig et par ordenlige dybe revner i sin arm.

Blodet regnede ned, og følelsen var næsten ikke at finde. Han havde alligevel fået sig selv hjem til byhuset og en tjenestepige havde hastet afsted efter en helbreder, til trods for at Michel havde sagt at hun ikke skulle. Det var bare en lille rift, og han skulle ikke have nogen fremmede mennesker ind. Hans stolthed var blevet rystet en smule og der var ingen der skulle se ham sådan.

Han mumlede let i skægget og rykkede sig i stolen for at finde sig bedre til rette.

[Sylvie af Louzy]

Paladsets helbredere havde meget at se til, navnligt med at beskytte Kronens interessanter. Rigets riddere var i høj kurs og netop derfor forlod Sylvie af Tource paladset i al hast, da sendebuddet nåede frem. Regndråberne begyndte at falde tungt og hendes kappe og hovedlin var plettet af vand, da hun nåede frem.

Hun blev vist ind i byhuset af en bekymret tjenestepige, der tog kappen, der havde dækket den røde kåbe og skånet den for regnen. Inden længe fik hun selv syn for sagen, da hendes blik faldt på den blødende mand. "Ridder Louzy," hilste hun og trådte ind, uden mange formaliteter. "Jeg er Gria Tource, helbreder. Jeg er her for at tilse dine skader."

[Michel af Louzy]

Michel hørte godt at døren gik. Tjenestepigen var tilbage kunne han høre, sammen med en anden, som med sikkerhed var helbrederen. Han ville stadigvæk ikke have besøg og skænkede hende knapt nok et blik. Han rystede let på hovedet og vrissede en anelse.

"Jeg skal ikke tilses. De kan gå igen."

[Sylvie af Louzy]

En af dem. Sylvie undertrykte et suk, men hun fik ikke med det samme over. I stedet foldede hun hænderne foran den røde kåbe og hævede brynene lidt. Han var bleg, og det var tydeligvis på tide med hjælp.

"Så vil jeg give en Mortempræstinde besked," konstaterede hun simpelt, for det kunne åbenlyst let blive fatalt, hvis han ikke fik hjælp.

[Michel af Louzy]

Michel havde bestemt sig. Desuden kunne det intet nytte. Hun var også en kvinde og de hadede det med at være alt for hårde ved ham. Han lukkede sine øjne og havde allerede sat sig som om at hun var gået.

Da hun talte røg han ud af den trance han forsøgte at holde sig selv i. Han mumlede igen. "Når nu De er her.." Han trak vejret dybt ind.

"Få tjenestepigen til at komme ind med en karaffel med vin."

[Sylvie af Louzy]

Sylvies næsebor udvidede sig lidt over ordren, som han med sikkerhed ikke havde udstukket til en mandlig helbreder. Hun tog en indånding og forsøgte at huske sin næstekærlighed. Den voldsomme mængde blod hjalp. Hun nåede dog ikke tage stilling til, hvad hun skulle gøre med hans ord, før tjenestepigen var dukket op med en karaffel af sig selv og helbrederen tøvede ikke med at følge efter.

"Drik, Ridder Louzy," sagde hun bestemt. "Jeg er nødt til at frigøre Deres sår og det bliver ikke behageligt."

[Michel af Louzy]

Der var en antydning af et smil gemt i skægget. I det mindste kendte dem der tjente under ham deres plads. Han brummede let og tog karaflen. Bærget blev næsten fyldt til kanten med den stærke vin før han tømte det.

Han nikkede til sidst og rejste sig fra lænestolen. Det var ikke til at komme ud af noget som helst siddende.

[Sylvie af Louzy]

"Sæt Dem ned," kommanderede Sylvie øjeblikkeligt, da han rejste sig. Det sidste hun havde brug for var, at han blev svimmel og mistede bevidstheden. En hånd lukkede sig om hans gode arm og pressede ham ned mod stolen, selvom hun under normale omstændigheder ikke fysisk kunne hamle op med en ridder. Måske en såret en af slagsens, men hun mistænke, at han stadig var stærkere end hende.

"De har øjensynligt allerede mistet meget blod, og De bør intet andet end at sidde. Måske end ikke det," fortsatte hun. "Ræk mig saksen fra min taske," fortsatte hun, denne gang rettet mod tjenestepigen, selvom det bestemte blik blev på ridderen.

[Michel af Louzy]

Michel lod sig dumpe ned igen. Nok havde hun ikke i første omgang bedt ham om at rejse sig, men for ham havde det virket logisk nok hvis hun skulle have hans underskjorte af. Men han lod hende om det, selvom utilfredsheden stadig var at mærke.

"Hvis jeg ikke må noget kan De vil lige så godt smide mig på ligbålet" brummede han. Tjenestepigen der havde stået med hænderne foldet foran og blikket mod gulvet, lystrede instinktivt og var straks henne ved helbrederen med hendes saks. Hun havde i samme omgang taget hendes taske med, så hun ved lethed kunne række hende andre ting der var brug for.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var professionel, så hun sukkede ikke, selvom den dramatiske tilgang gav hende lyst til det. Måske havde hun, hvis det havde været mindre alvorligt. "De må sidde stille indtil jeg har stoppet blødningen," svarede hun og gav sig uceremonielt til at klippe stoffet væk fra såret. Det var utvivlsomt ikke behageligt for ham, for fibrene sad i såret.

"En skål med kogt vand," sagde hun, denne gang henvendt til tjenestepigen. "Og klude fra min taske."

[Michel af Louzy]

Michel var godt sur, og træt nu. Hun havde allerede været der for længe, og det kunne desuden slet ikke passe at det var så alvorligt. Det huede ham ikke. Mest af alt fordi han var addeles god med et sværd, og han lod sig normalt ikke nemt overraske.

"Ødelægger De også mit tøj? Det var en virkelig god skjorte." bemærkede han tørt og kvalte en grimasse. Han brummede let.

Tjeneste pigen for næsten sammen da ordren lød. Ikke at Sylvie var hård i sine ord, nærmere bestemt. Men Michel, selvom han ikke slog, så var han en krævende mand at være i hus ved. Hun nikkede hurtigt og forsvandt ned i køkkenet.

[Sylvie af Louzy]

Sylvies kæbe spændtes en anelse. "Der var i forvejen et hul på størrelse med såret i Deres arm, Ridder Louzy," påpegede hun, uden at stoppe med at arbejde. Blodigt stof faldt væk og hun en lille bid af sin gave vandre ind i ham. Smertelindring, indtil hun kunne se, hvad hun havde med at gøre.

Tjenestepigen dukkede op igen og endnu en flig af gaven, sænkede temperaturen på vandet, så det ikke ville brænde ham. "Jeg vasker Deres sår, så jeg kan se omfanget af skaden. Det kan være ubehageligt."

[Michel af Louzy]

Michel mumlede igen. Det var som om at for hver svar hun gav, jo mere arrig og jo dybere blev hans stemme. Det var et under at han blev siddende i stolen. Men nu stod hun jo også med en saks, og intet ville forhindre hende i at bruge den, hvis han blev for svær at have med at gøre.

De mørke bryn trak sig sammen og han strakte fingrene i et par gentagende bevægelser før han knugede hånden helt og nikkede.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie tilgav hans arrige mumlen, primært fordi han måtte være i smerte. Hun var da heller ikke fremmed for besværlige mænd. Hendes egen far, Liam af Tource, var en af dem og selvom hun holdt af ham, så sukkede hun også ofte diskret af ham. Nu var hendes tanker dog ikke på sit fædrende ophav, men i stedet på hans arm og hun fik fjernet det flænsede stof og alle de tråde, der var blevet viklet ind i såret.

Hendes blik var koncentreret og da først stoffet var væk, tog hun en en af kludene og dyppede den i vand. Hun havde allerede advaret, så hun gjorde det ikke igen. Hun var nænsom, som hun vaskede blod væk, men det måtte stadig være smertefuldt og hun sendte lidt mere af sin gave ind i ham.

"De har mistet meget blod, Herre," sagde hun alvorligt. Det var større end frygtigt og hun var nødt til at få stoppet blødningen. "Føler De Dem svimmel?"

[Michel af Louzy]

Michel var hverken væmmelig eller decideret ond af natur. Men han var bestemt og streng, og tyrede gerne til vold hvis han ikke kunne slippe uden om det. Men for nu kunne han ikke være andet end utilfreds. Han skar en let grimasse.

"Skal det gøre så ondt?" mumlede han sammenbidt og trak armen en smule til sig, men det gjorde det ikke bedre. Hans blik gled op mod hendes lyse ansigt. Uden at sige noget betragtede han hende.

"Nej, jeg har det fint.."