Åbne sår

[Sylvie af Louzy]

Sylvie strammede grebet lidt, da han hev i armen, men hun undlod at svare på hans ord. Til gengæld slog hun blikket op fra såret og mødte hans. Indtil nu havde hun knapt set på andet end hans arm, men med blodtabet, det blege ansigt og viltre skæg og hår, var han et farligt syn. Hun lod sig dog ikke skræmme, men mødte de mørke øjne uden tøven.

"Jeg forventer, at De siger til, hvis det ændrer sig," sagde hun og på trods af formuleringen, så var det en ordre. Hun så indtrængende på ham i nogle øjeblikke endnu. "Jeg ved ikke, hvor meget blod De har mistet, men det kan være nok til at miste bevidstheden og hvis det sker, foretrækker jeg, at De ligger ned inden."

Hun tvivlede stærkt på, at hun selv og tjenestepigen på nogen måde ville kunne flytte ridderen, hvis han først dejsede om på gulvet. Hendes blik dvælede et øjeblik endnu, for at sikre sig, at han havde forstået, at hun mente det, før hun så tilbage mod såret. Hun tog en ny klud og vandet i skålen var snart lyserødt.

[Michel af Louzy]

Normalt var håret redt tilbage, andre gange var det bundet let med et stykke stof. Men det havde revet sig løs i kampens hede, så hun havde ikke uret i sin tankebeskrivelse; Han var et farligt syn. Men det hjalp når man skulle intimidere folk.

Han holdte sit blik mod hans store øjne. "Javel." Mumlede han sammenbidt. Han vidste hun kunne sit kram, men det huede ham stadigvæk ikke. Men alligevel satte han på samme tid pris på hendes grundighed.

Han skar en grimasse en gang til, og denne gang kom der også en beklagelig lyd, selvom det blandede sig med et suk.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie nikkede, da han accepterede og rettede sin koncentration mod såret igen. Hun så dog op, uden at rette sig op og rynkede lidt på panden, da han beklagede sig.

Hun lod sin frie hånd lægge sig mod hans underarm. Uden ord sendte hun mere af sin Gave ind i ham, som hjælp mod smerten. Det trak af energien hver gang, men hun var gavmildt velsignet af Guderne.

"Jeg kan helbrede såret, men det går lettere, hvis jeg syr det sammen først," sagde hun dæmpet og trak hænderne til sig igen. Hun vaskede dem hurtigt, så hun kunne finde de rette remedier.

[Michel af Louzy]

Michel trak vejret dybt ind. Det var ikke ofte der var en med gaven til stede når han var ude og det skulle gå hurtigt. Det var en underlig, og alligevel summende behagende følelse da energien strømmede igennem til armen. Vejrtrækningen var ru, og man kunne tydeligt høre på ham at han var hærget og mærket af ødelæggelse.

Han brummede let og slappede en smule mere af og ville forsøge at lade hende gøre sit arbejde. "Okay.."

[Sylvie af Louzy]

Sylvie brugte mere af sin gave, da hun gav sig til at sy, men selv det fjernede næppe ubehaget helt. Hun arbejdede hurtigt og sikkert og da hun var færdig, lod hun hånden svæve over såret. Hun lukkede øjnene og visualiserede sig, hvordan væv og hud knyttede sig sammen igen. Han følte utvivlsomt en varm, svidende fornemmelse, som hun gjorde det, men hun var dybt koncentreret.

Da hun åbnede øjnene igen var såret lukket. Ikke helt komplet, men fæstnet og hun selv mærkede den velkendte træthed, der kom med arbejdet. Hun blinkede en enkelt gang, før hun så på ridderen. Efter et øjebliks overvejelse rakte hun ud, tog hans krus med vin fra skamlen og tilbød ham den.

"De skal nok overleve denne omgang, Ridder Louzy, men De har mistet meget blod og det er vigtigt, at De får hvile," instruerede hun, selv en anelse træt nu. "Mindst et døgn og gerne mere."

[Michel af Louzy]

Michel var ikke start. Men såret var så dybt at han ikke kunne undgå at komme med et par enkle utilfredse lyde. Alligevel gjorde han sit bedste på ikke at rive sin arm til sig; slet ikke da hun først var gået i gang med at syg. Han betragtede hende som hun tappede ind i sin gave, og betragtede i stedet hendes ansigt.

"Eliza! Hent et bærger mere" lød hans dybe stemme. Der gik et øjeblik før pigen kom ind med det, og satte det på bordet. Michel tog ikke imod det som Sylvie rakte ham, men i stedet skænkede han op i det nye, og tilbød at bytte med hende.

"Nu må vi se." mumlede han let. "Tak.."

[Sylvie af Louzy]

Sylvie anede ikke, hvad det var for en underlig måde at afslå hendes tilbud på, men hun fik forklaringen, da tjenestepigen kom med endnu et krus. Hun havde ærligt ikke forventet, at han ville tilbyde hende et krus, men hun endte med at tage imod. Hun overlod ham det andet og trak den mindste smule på smilebåndet over hans ord. Riddere.

"Mindst ét døgn," gentog hun sin ordre, men tog en tår fra kruset for at skjule den lille trækning ved mundvigen, der fulgte med. Formildet af hans tak.

[Michel af Louzy]

Michel skulede let til hende; øjnene blev en anelse små, og munden vendte sig i en let grimasse. Han var stille et øjeblik imens han vendte og vejede hendes ord. Så nikkede han. "Okay. Ét døgn" svarede han og sukkede. Han havde ikke tænkt sig at blive hjemme længere end højst nødvendigt.

"Er der andet?" Han tog en solid tår af sin vin. Hvis der var flere ting hun ville anbefale kunne hun lige så godt give ham klar besked ny.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie tog den ene tår, før hun satte kruset fra sig. Hun rejste sig. "Et krus vin nu til at tage smerten, men herefter primært tynd øl," konstaterede hun. "Hvis smerterne bliver værre, så kan De sende bud til paladset. Så kommer jeg eller en af de andre helbredere tilbage."

Hun gjorde tegn til tjenestepigen, der straks tog skålen med det blodige vand og det brugte kulde. "Nu sengehvile. Har De brug for hjælp til at komme derop?"

[Michel af Louzy]

Tynd øl! Michel var ved at blive helt vred. Men han beherskede sig igen. Han burde virkelig få en medalje for hvor hårdt han virkelig prøvede ikke bare at smide hende ud. Han rykkede sig let i stolen. Han overvejede hvorvidt han skulle blive siddende eller flytte sig ind på sit værelse i stedet, så var han tættere på sengen.

Han endte med at rejse sig op. "Nej nu.. I seng det kan jeg vel selv finde ud af" svarede han brysk.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde klogeligt rejst sig og lavet lidt afstand, for hun havde før set riddere blive rasende over den slags ordrer. Og især fra en ung kvinde. Hun ville da også have været decideret chokeret, hvis han havde taget imod hendes tilbud om hjælp. Til gengæld så hun misbilligende ud, da han brat rejste sig. Alt for brat for en, der havde mistet så meget blod.

Derfor rakte hun instinktivt ud og lukkede en hånd om hans gode arm, selvom han sikkert ikke mente, at han havde brug for støtten. "Forsigtigt, Ridder Louzy," advarede hun. "De er nødt til at tage den mere med ro og ikke fare sådan op."

[Michel af Louzy]

Michel havde aldrig nogensinde været god til at tage imod ordre; han gav dem, hvilket han var yderst god til. Han var en mand man ikke turde andet end at lytte til. Han trak vejret dybt ind og havde været på grænsen til at rive sin arm væk.

"Så kan De vel lade være med at sige så tåbelige ting til mig" brummede han.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie undertrykte et suk og slap ham igen. Hendes tålmodighed var udfordret af stædige mænd, der nægtede at vise svaghed og selvom hun på mange punkter var så omsorgsfuld, som hendes fag krævede det, var hun også kontant, når det kom til den slags stædighed.

"Masser af væske, masser af hvile," opsummerede hun blot, frem for at svare på hans ord og samlede sine ting. De næste ord var lige så meget rettet mod tjenestepigen, som mod ham. "Send bud, hvis det bliver værre."

[Michel af Louzy]

Michel nikkede, selvom han på indersiden skar endnu en grimasse. Skøre kvindemenneske. Han slog let ud med den raske arm, og fulgte hende ud i gangen og lukkede først døren da hun var kommet sikkert ud.

I en let mumlende brok gik han med besvær op af trappen for at finde sit værelse.

Afsluttet