Mit søde honninghjerte

[Abigail Lysmager]

Tråden foregår i Blueton, i skovbyen Briar Glen i slutningen af December, inden pigerne rejser til Falanie for at studere.

Sneen lå tyk på de normale ellers grønne og gule marker omkring den lille skovby. Bierne var gået i hi og vinteren var blev brugt på at støbe massevis af lys af deres voks, og bage med deres honning. Derfor duftede stenhuset sødt og varmt da Abigail lukkede døren efter sig efter en tur med naboens hund. Sneen var blevet banket af, og pelsstøvlerne var hurtigt blevet trukket af så de kunne blive sat foran ildstedet.

Hun trak uldklædet væk fra ansigtet så et vandfald af rødblonde krøller endelig fik plads til udfoldelse. Hun foldede skindet hun havde haft over sig ud på stengulvet i køkkenet så også det kunne få varmen. Det hang en kedel over den knistrende ild som hun hurtigt fik af så hun kunne skænke sig selv en kop varm brombær te.

Blikket gled over det grove stykke stof hvor et par nybagte tærter lå og hyggede sig. Hun tjekkede en ekstra efter Julia før hun hurtigt stak en hånd ind over for at snuppe en. I det lille rum ved siden af, hvor to store træbænke stod med et par tæpper og skind smidt over sig sad Gabriella Lysmager dybt fordybet i en bog.

[Gabriella Lysmager]

Først havde Gabriella ikke hørt den rumsteren, der foregik i det tilstødende rum, hvorfra hun havde skænket sig et krus med varmt brombær te godt vel og en time tidligere. Hun var forsvundet ind i bøgernes verden, som det ofte skete, med krøllerne skærmende for omverdenen og i lyset af et flakkende stearinlys.
Hun så først op, da hun skulle skifte side, og så registrerede bevægelse ud af øjenkrogen. "Abby?" kaldte hun prøvende. "Mor?" 
To gæt, men da hun så krøllerne danse og sit eget spejlbillede, lyste hun op i et smil. "Kom, og sæt dig. Du må trænge til at få varmen." Inviterende klappede hun på skindet, der beklædte bænken, men uden at klappe bogen sammen. 

[Abigail Lysmager]

Abigail skuttede sig let, da hun med et varmt krus og en tærte i munden krøb hen på bænken og trak det ekstra tæppe over sig. Hun nød at være ude når landskabet var beklædt i hvidt. Når der var stille og hun kunne samle sig om sine egne tanker.

"Uf. Det bliver koldere og koldere" mumlede hun let og trykkede let sin krop mod Gabriella. Hun nød når familien var samlet, men stunder var det bare var de to stod alligevel tættest. Koppen blev sat på bordet, og et stykke af den søde tærte blev brækket af før hun tilbød den til tvillingen.

[Gabriella Lysmager]

Hjemmevant kastede Gabriella tæppet over tvillingens ben, så det kunne lægge sig om hende som en varm dyne, på samme måde som sneen lagde sig på græsset udenfor. Gabby kunne også lide at gå i sneen og klare tankerne, men hun havde været travlt optaget af denne nye historie, da søsteren ville ud, og havde derfor ikke gjort hende selskab denne dag.

"Det gør det, vinden især er kold," bemærkede søsteren, før hun med et lille taknemligt smil tog imod en bid af den lune tærte, som Abby måtte have snuppet lidt uartigt. "Men så er det godt man har en søster til at varme sig, er det ikke?" drillede hun hjertevarmt, før hun lagde en arm om sin søster og klemte blidt om hende. "Var det en god gåtur?"

[Abigail Lysmager]

De var næsten altid sammen, så det havde være en kende underligt at vandre gennem landskabet alene. Heldigvis havde hun en pelset følgesvend ved sin side, selvom det ikke helt var det samme. Men hun kendte om nogen når man var fanget i et eventyr og bare måtte videre på næste side.

De kolde røde pletter på Abigails kind afslørede hvor koldt det egentlig var, til trods for at Briar Glen var en sydlig by. Hun havde ingen skyldfølelse over at have snuppet den lune tærte. I det mindste var hun holdt op med at brække små bider af, så det ville ende ud med halve tærter til aftentid hvor hele familien samlede sig om den søde herlighed.

"Jeg ville ikke kunne undvære din varme Gabby" smilte hun stort. De havde altid sovet i samme seng fra de var små, og det ville først være underligt hvis det hørte op. Langsomt nikkede hun. "Der var næsten ingen, så det var en dejlig stille tur" sukkede hun og sank længere ned på bænken.

[Gabriella Lysmager]

Søsterens udseende stod lige nu i kontrast til Gabbys, men kun på én ting, udover øjnenes nuancer, som ikke var helt identiske og de små ansigtstræk, der afveg minimalt, og det var de røde kinder, der fortalte om den stærke kontrast mellem kulden udenfor og varmen indenfor.
"Det kommer du heller ikke til ... ikke før du bliver gift med en flot mand, og jeg må lade ham varme dig i mit sted," indskød hun drillende og vippede sigende med øjenbrynene, før et perlende grin lød. Selv når de blev gift havde Gabby ingen egentlige hensigter om at blive skilt fra sin søster. Hun håbede, at de altid ville være tæt på hinanden.

"Nej? Næsten ingen? Så fik du ro til at tænke. Hvad tænkte du på i dag?" spurgte hun roligt, og lukkede nu langsomt bogen, men ikke uden at lade bogmærket glide på plads først, så hun ikke glemte, hvor hun var nået til. Så kunne hun læse videre senere eller dagen derpå. Hvis koncentrationen var der. Tankerne var lidt flyvske for øjeblikkeligt.

[Abigail Lysmager]

Ville deres mor komme ind i den lille stue nu, ville hun uden tvivl kunne se hvem der var problembarnet af de to. Selvom at Abigail også ofte sås med en bog i hånden, så var Gabriella det milde barn. Tanken om at hun på et tidspunkt skulle undvære sin søster var ikke noget der huede hende.

"Det eneste gode ved den sætning er den flotte mand" smilte hun stort og skubbede en let albue mod søsteren. "Måske skulle vi finde et par fætre" svarede hun i et let suk før hun lukkede let øjnene og sukkede tilpas.

"Mange af dem lå på fremtiden. Kan vi lide det? Får vi hjemve.. Kommer vi overhovedet til at se vores hjem igen? Mærke de lune somre, spise æbler og bade i søen?" mulede hun og lænede hovedet ind mod Gabriella for at hvile det mod hendes hoved.

[Gabriella Lysmager]

Den klukkende latter fik lidt næring af søsterens ord. "Han skal da være flot for at kunne få lov at tage dig fra mig," konkluderede hun det åbenlyse. Der var ingen grim, dum mand, der skulle rive Abby ud af favnen på Gabby i hvert fald. Det ville ikke ske på hendes vagt. "Et par fætre? Ja, måske... Eller bedre endnu: Brødre." Hun smilede lidt tilfredst og drømmende, før hun sukkede muntert over tanken. Det ville være lidt sjovt, hvis de ville ende med hver deres bror en dag. Men også praktisk.

Hun klemte lidt om hende. Opmuntrende. "Det forstår jeg godt. Jeg tænker på de samme ting... Men selvfølgelig kommer vi til at bade i søen igen. Spise æbler. Mærke de lune somre. Selv hvis vi ikke kommer her tilbage og bo, skal vi da besøge mor og far," slog Gabby roligt fast, mens hun nussede søsterens arm. "Tror du det bliver hårdt? Det har jeg tænkt på... Om det bliver svært for os. Med hjemve, men også studierne, kulturen, menneskene... Om vi let får venner eller om det bliver svært at falde til?"

[Abigail Lysmager]

Det var ikke nok at manden skulle være flot. Han skulle også være god ved hende, og tillade hendes passion inde for lærdom og drømmen om rejser. Abigail var krævende og kunne godt afvise mulige bejlere hvis hun kunne mærke at de ville tvinge hende ind i en rolle hun ikke ønskede at besidde.

"Et par høje pæne mænd. Markant kæbe, blødt tykt hår." mussede Abigail en anelse drømmende som hun lod sig rive med i fantasien. Det ville være den bedste løsning, spurgte man hende, og ellers skulle det være to mænd der samarbejdede i det nogenlunde samme arbejde så de ikke sad i hver deres sted. Men for Abigail var livet i den falanistiske by kun midlertidig og hun havde ingen drøm om at blive væk fra sit hjemland.

"Du er så god og blid ved mennesker Gabby. Jeg er sikker på at du nok skal klare dig godt" sukkede hun og rykkede lettere uroligt på sig. "Det bliver underligt, med studierne. At vi ikke skal være sammen der også." Måske fik de forskellige socialeliv og gled fra hinanden? Tanken skræmte hende og fik hende til at lægge armene om Gabriella..

[Gabriella Lysmager]

"Blødt tykt hår, charmerende smil, passende stilling... Måske en Købmand," fortsatte Gabriella drømmende fortællingen om deres drømmemænd, og flygtigt kunne tankerne ikke lade være med at strejfe den købmandssøn, hun rent faktisk havde følt noget for. Nicolaus Itier Købmand. Gad vide, om han havde en bror, som Abby kunne få? Tanken var flygtig, før hun skød den fra sig. Formentligt ville hun aldrig komme til at møde ham igen.

Hun smilede varmt over søsterens bemærkning. "Men du er bedre til at gå på eventyr, til at falde i snak," mindede hun søsteren kærligt om med et mildt smil. Hun rynkede brynene lidt over hendes uro, og klemte blidt om hendes krop, strøg hånden over hendes overarm. "Vi skal bo på samme kollegium, og jeg er sikker på, at vi kan læse på det samme bibliotek. Du kommer ikke til at slippe for mig, Abby. Hvis det er det, du tænker på. Du vil altid være den, jeg helst vil bruge tid på. Det ved du godt, ikke?"

[Abigail Lysmager]

"En købmand?" lød det fra Abigail, der lige så let lod sig rive længere ned i det eventyr de skabte for dem selv. Hun trak krøllerne til den ene side da hun lænede hovedet mod søsterens skulder. "Måske. Så længe han vil tage mig med på sine rejser. Der er så meget jeg gerne vil se" sukkede hun.

De var så ens på mange måder, indtil de ikke var. Procenten var lille men den var der. En ville falde pladask for Gabriella men ikke skænke hende selv et blik; og omvendt naturligvis. Let løftede hun hovedet en smule, selvom hun ikke kunne få øjnkontakt med hende sådan som de sad nu.

"Måske her. Briar Glen er så lille; alle kender hinanden. Men Levagny er stor." svarede hun og skar en let grimasse.

[Gabriella Lysmager]

"Mmmh," bekræftede søsteren, men uden for alvor at dvæle ved det. Heldigvis greb Abby selv om en god grund til at det skulle være en købmand, og hun tillod sig at gå ned ad dét spor fremfor at lade den spirende tanke om, om hun måske ville støde ind i dén købmandssøn blive italesat. "Selvfølgelig skulle han tage dig med på alle sine forretningsrejser. Andet ville da være for galt!" 

Gabby strøg fortsat sin søsters arm, men fornemmede, at hun løftede hovedet lidt, og selvom de ikke så på hinanden, følte hun søsterens bekymring på den lille afstand, og hun rykkede sig derfor lidt, så hun kunne se på hende med alvor i blikket. "Det er ikke fordi vi er her, at du er den, jeg helst vil bruge tid på, Abby. Uanset hvor stor byen er, vil jeg altid sætte dig før alt andet. Du kommer ikke til at miste mig i Levagny. Dét lover jeg dig."

[Abigail Lysmager]

Købmænd var var charmerende. De kunne både rejse rundt i verden og blive hjemme i den by de tjente i. Der var mange nuancer i det liv, og Abigail forstod så udmærket søsterens romantiske tanke. "Måske jeg bare skulle vælge mig en sømand i stedet for" Så kunne hele hendes liv forblive et eventyr.

"Tanken om at have sin familie på et skib. Opleve nye steder og ikke være bundet op på noget." hun sukkede let. Hvem der bare havde sådan et liv. Normalt var Abigail ikke så følsom, men når det handlede om søsteren havde det altid været noget andet, og alene tanken om at skulle undvære hende fik en klump frem i hendes hals.

"Du kommer heller ikke til at miste mig" lovede hun.

[Gabriella Lysmager]

Gabbys bryn hævede sig i forundring over det forslag søsteren kom med. En sømand? Det var mere vovet end dét Gabriella havde fantasi til for sig selv og eget liv. "En sømand?" gentog hun derfor med forundring. "Vil du gerne sejle hele tiden?"
Det ville Abby vist gerne. Sejle og stifte familie. Evigt være på farten. Gabby smilede lidt over tanken. "Du ville elske det. Men så skulle jeg undvære dig i mange måneder... Dig og din familie."

"Godt. Jeg har heller ikke tænkt mig at lade dig glemme mig. Jeg skal nok irritere dig nok til, at du slet ikke kan overse mig," drillede hun sin tvilling, før hun løftede sit krus op til læberne og tog en tår. "Tror du, at de andre kommer til at savne os?"

[Abigail Lysmager]

Abigail rykkede sig op at sidde igen så hun kunne se på sin søster. Selvom smilet var på hendes læber, var blikket alvorligt. "Jeg vil gerne opleve verden. Jeg vil have tid til at gå i land og lære andre kulture at kende." svarede hun roligt før en hånd lukkede sig om hendes.

"Ikke hvis du tog med. Bare en gang imellem" svarede hun ganske oprigtigt ved tanken. Når de begge havde fundet en mand, vidste hun at deres forhold ville trække ned på en anden plads. En tredje hvis der kom børn.

Koppen var nu mellem hendes hænder. Teen var ikke længere så varm, men alligevel drak hun roligt af den. "Mor gør nok. Hun er evigt bekymret. Vi havde ikke fået lov til at tage afsted, havde det kun været den ene af os"